Dagen for urnenedsættelsen. I morges kørte vi Grammy og Grampy i lufthaven. Det regnede om morgenen, men klarede op i løbet af dagen og da vi skulle sætte urnen i jorden om eftermiddagen, var det blevet fint solskinsvejr. Vi tog derned i god tid og fik ordnet de mange fine blomster og fjernet dem der ikke har det så godt mere. Derefter gik vi ind for at hente urnen. Vi ville selv bære den ud til Elisabeths have. Det var meget bevægende og virkelig hårdt at bære den det allersidste stykke, men noget der betød meget og som jeg er glad for at vi gjorde.
Ude ved Elisabeths have får vi lidt tid for os selv, hvor vi tænder et lys, Far læser Elisabeths ynglingshistorie en sidste gang og jeg synger ’En vej går ind i himlen’ – selvom det er svært. (Den sang vil for altid minde mig om dig og også lidt om Morfar, da det var ham der valgte den, og få mig til at græde lidt, fordi jeg savner dig så usigeligt meget min lille pige) – inden vi ved fælles hjælp firer urnen ned i hullet. Hun får det lille hjerte med som Kevins mor havde efterladt til – det havde hun bedt om – og den buket lavendler der lå ved siden af hende i vuggen den dag hun døde. Så smed graveren jord på og lagde gran over. Vi lagde en lille buket af lavendler og roser fra haven og satte den rose Mormor og Morfar havde med, denn dag vi kom hjem fra hospitalet. Den planter vi oven på urnen, når vi tager granet af.
Det var en smuk eftermiddag og en fin og stille højtidelighed alene sammen med Elisabeth. Det er jeg glad for at vi valgte at gøre på den måde.
mandag, juli 31, 2006
fredag, juli 28, 2006
Meget symbolsk åbnede himlen sig i dag. Det kunne ikke have passet bedre. Vi har været en tur i Lyngby sammen med Grammy og Grampy. Spiste frokost på en cafe på hovedgaden og besøgte Elisabeths have på vej hjem. Selvom det har regnet hele formiddagen, så alle blomsterne stadig fine og smukke ud. Det havde ikke regnet under træet.
Da vi gik hjem over engen, gik jeg og fandt alle de blomster der var i buketten fra bakken som Elisabeth fik med i kisten. Det var en meget smuk buket.
Jeg bliver ved med at høre melodien fra da vi fik ud af kirken. Det er en fin melodi som jeg altid vil huske.
mandag, juli 24, 2006
I dag har vi været i Lyngby for at købe maling til dekoration af din urne. Far fik et nyt jakkesæt – sort med lilla striber. Jeg købte en fin lille kjole til dig. Det nåede du aldrig at få, så det skal du have nu.
Bagefter besøgte vi Parkkirkegården for at se kapellet og kirkegården. Vi fandt et rigtig godt sted til dig under en stor bjergfyr. Der var en duft af Maine. Jeg afprøvede træet – det var et rigtig godt siddetræ. Og Far afprøvede græsset – det var ligesom at gå på Grammy og Gampy's græsplæne i Portland. Efter at have afprøvet i et stykket tid for at være helt sikre, kørte vi op til kirken for at finde ud af om det er der vi skal holde bisættelsen. Her skulle du have været døbt, så det giver rigtig god mening.
Da vi kom hjem nussede jeg lidt rundt i haven, mens Far støvsugede. Jeg malede treeninghedshjertet og lidt senere kom Anders Bedemand med din urne. Umiddelbart efter kom Fader Allan – den katolske præst Kevins forældre har mødt – og snakker lidt.
søndag, juli 23, 2006
Næste morgen står vi tidligt op. Du har ligget i din lift hele natten sammen med Hare. Det er endnu en varm dag, så vi bliver nødt til at køre ind på Riget med dig, så du kan komme på køl. Vi siger farvel til dig i det rum, hvor vi sad med dig lige efter du var kommet ud af respiratoren. Vores liv sammen med dig sluttede hvor det begyndte.
Bagefter gik vi ned for at tale med Lotte Præst. Hun har været god at tale med her til sidst og så nåede hun også at møde dig. Hun holdt Gudstjeneste i Rigshospitalets kirke og vi var med. Bagefter talte vi lidt videre om de praktiske ting vi skal i gang med i forbindelse med bisættelsen.
Vi spiste frokost på Café Boba inden vi mødtes med Ander Bedemand i Solvej Rutzovs forretning. Det var et godt møde, hvor vi fik styr på alle de ting vi skal have gjort. Vi fik bestilt din kiste – den bliver lilla. Lilla til min syrenprinsesse.
Om eftermiddagen får jeg slebet dine gibsaftryk til så de kan passe i rammerne.
Her til aften begyndte det at regne og tordne. Det regnede som jeg sjældent har set det regne før. Jeg tror solen har skinnet i al den tid du har været her, men nu regnede det. Det er som om hele verden græder med os. Vi stod i mørket oppe på dit værelse og så på alle lynene. Far spurgte hvordan regnvejrssangen lød og så sang jeg Bamses regnvejrssang "Når regnen regner oppe på taget ..." for dig. Den fik jeg aldrig sunget for dig da du levede, for jeg tror ikke vi har haft en eneste regnvejrsdag i al den tid.
