Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.

lørdag, juni 09, 2007



Kære lille Elisabeth

I dag er det din fødselsdag. I dag skulle vi havde fejret dig med flag og balloner og gæster og lys og gaver og gæster og du skulle have underholdt os alle sammen med dit vidunderlige grin og du skulle have åbnet gaver og spist fødselsdagskage – alt det du kunne. Det bliver det ikke til, men fejres skal du alligevel.

Heidi, Laurits mor, beskrev dig på sådan en vidunderlig måde at jeg måtte give tårerne frit løb, for det er lige præcis sådan jeg forestiller mig at du ville have være, men egen lille elskede pige.

’Elisabeth skulle have siddet der på skødet af sin mor og klappet i hænderne til Sigurd. Jeg kan sagtens forstille mig det. Og Kevin ville sikkert have fundet frugt og vand frem til hende, når det var tid, for mor og datter ville bare have været helt opslugte! Han ville nok også lige have givet hende en lille trøje på, helt uden du havde opdaget det, for du og Elisabeth ville bare være i fantasiland. Og søde, lille Elisabeth ville have smilet sine hjertelige, lidt drilske smil. Jeg forestiller mig, at hun ville være en rigtig sød og yndig pige, men også lidt drilsk…sådan rigtig charmerende og meget fantasifuld. Hun ville nok tidligt have haft en god humor. Er det rigtigt?’

Tak Heidi. Sådanne billeder er SÅ værdifulde.