Min sommerfuglepige

For et stykke tid siden blev jeg opfordret af Mette Kirkeskov Jensen til at skrive et indlæg om mit første barn Elisabeth på hendes blog Kirkesjov. Jeg må indrømme at jeg har gået noget rundt om mig selv og har ikke rigtig kunne komme i gang, for hvordan fortæller man lige om det at få sit ønskebarn kun for at miste det igen, om sorgen og følelserne i den forbindelse og om at rejse sig egen oven på sådan en oplevelse, i et enkelt indlæg? Jeg lovede at gøre et forsøg.

Sådan startede mit indlæg, som var et i rækken af indlæg fra gæstebloggere, som alle var blevet inviteret til skrive historier fra hjertet – historier med børnene i centrum set fra en masse forskellige vinkler. Alle historierne kan alle læses her. Min historie om Elisabeth kommer her:

···

For mig var sommeren 2006 den bedste og samtidig den værste sommer i hele mit liv! Jeg blev mor for første gang. Det var det største og bedste der nogen sinde er sket for mig. Kort efter fødslen fik jeg at vide at min lille datter Elisabeth var alvorligt syg og sandsynligvis ikke ville blive ældre end et par dage. Jeg var mor for hende i 6 skønne og skrækkelige uger. Til sommer er det 5 år siden jeg var igennem et følelsesregister der strakte sig fra den højeste tinde af lykke jeg nogen sinde har oplevet, til den dybeste kløft af sorg som jeg nogen sinde har været i.

Vejen til ønskebarnet havde indtil da været lang. At blive gravid med det barn som jeg ønskede mig så inderligt var blevet et projekt. Jeg mødte så mange sten på min vej at man kan undre sig over at jeg fortsatte. At være i fertilitetsbehandling er en udfordring på mange planer. Nogen mennesker kaster håndklædet i ringen langt tidligere end tilfældet var for mig. Jeg var stædig. Jeg gav ikke op men fortsatte – og det skønt jeg havde været nede og ligge op til flere gange. Efter det værste slag i ansigtet, som var en måneds indlæggelse i smertehelvede, var jeg rigtig tæt på at give op. Jeg husker stadig samtalen med lægen på fertilitetsklinikken. På det tidspunkt var jeg beslutte på at det var slut. Pludselig efter så mange år troede jeg ikke på det længere. Jeg længdes stadig efter et lille barn, men jeg havde brug for ro. Der var fuld forståelse fra lægens side, som dog til sidst mindede om at der stadig lå tre små æg i fryseren, som med et sidste forsøg risikofrit måske burde afprøves inden alle døre til den verden blev endeligt lukket. Jeg indvilligede og 9 måneder efter kom Elisabeth til verden.

Graviditeten var udad til nem – ingen videre kvalme, ingen bækkenløsning eller andre gener i den retning – men psykisk var den en udfordring. Efter så mange års kamp var der bare ikke noget der måtte gå galt. Måske var det min eneste chance for at få et barn. Jeg kunne slet ikke bære at det ikke skulle lykkes. Jeg nåede terminen og alt var godt. Nu skulle mit lille barn bare fødes og det blev hun efter et kaotisk fødselsforløb med læger og nervøse blikke, der til sidst endte med akut kejsersnit i fuld bedøvelse. Da jeg vågnede var det til en stilhed efter storm. Det første der brød stilheden var ordene: Tillykke du har fået en lille pige! Jeg kunne ikke andet end at smile. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige, som skulle hedde Elisabeth! Jeg fik lov at få hende op på maven og der lå vi så. Jeg var verdens lykkeligste i hele verden lige i det øjeblik. Jeg var mor. Intet større har jeg oplevet – hverken før eller siden. Endelig! Endelig havde jeg besteget bjerget. Jeg var nået helt til tops. Kort tid efter ramlede det hele om ørerne på mig og jeg styrtede i en afgrund så dyb og sort at det var svært at forestille sig at jeg nogen sinde skulle kunne kæmpe mig op igen.

Elisabeth var begyndt at få kramper samme nat og efter en tur fra Herlev til børneafdelingen på Gentofte, endte vi på Rigshospitalets neonatalafdeling. Det var ikke bare et lavt blodsukket der var skyld i at hun var kommet til verden helt slap og stille. Noget var helt galt. Hvor galt det var, gik op for mig allerede dagen efter. Men om jeg sådan helt fattede det ved jeg ikke. Det hele foregik lidt som i en tåge. At få beskeden om at ens barn skal dø, er så modstridende at realitetssansen ikke helt står mål med virkeligheden. Hendes liv var jo lige begyndt. Ikke desto mindre var faktum at hun var blevet svært hjerneskadet – sandsynligvis på grund af iltmangel forsaget af en navlestrengsafklemning – i en sådan grad at hun ikke ville kunne overleve uden respirator mere end et par timer eller måske nogen dage. Hvad stiller man op med sådan en besked?

Hun døde ikke efter et par timer. Heller ikke efter et par dage. Men levede i 6 uger! Hun blev passet hjemme i alt den tid. Det er jeg glad for. Det betød nemlig at jeg fik lov at opleve alt det som jeg havde drømt om i så mange år. Hun fik lov at se sit værelse, køre tur i den barnevogn der stod og ventede, sove i min gamle vugge, som min mor havde sat i stand til hende. Det var en smuk tid som jeg husker den. Jeg var nærmest lykkelig. Det var rigtig vigtigt for både min mand og jeg at fokusere på den lykke, for vi vidste at der ville blive masser af tid med sorg bagefter. Så det var lykken og glæden over at have fået lov der fyldte mest den sommer.

Elisabeth var en sej lille en. Hun ville livet og levede af sine forældres kærlighed i den tid hun levede, lige indtil hendes lille krop gav op. Den morgen lå hun præcis samme sted som den gang jeg mødte hende for første gang. Hun havde vækket mig om natten og jeg havde lagt hende på min mave og sådan faldt vi begge to i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, lå Elisabeth stadig på min mave. Hun var holdt op med at trække vejret, men var smukkere end nogen sinde. To store øjne kiggede på mig. Jeg vidste at det var slut og selvom der havde været mange tårer undervejs, så var dem der kom den morgen blandet med en underlig form for lettelse. Hun havde lidt rigtig meget til sidst, så da hun endelig fik fred, var det som om man kunne se det på hendes ansigt. Jeg er stadig dybt taknemmelig over at jeg fik lov at være hendes mor og passe på hende lige til det allersidste.

Til sommer er det 5 somre siden. Det er svært at forstå at der allerede er gået så lang tid. Det føles til tider forræderisk. Tiden går, mens tiden med Elisabeth lige så stille forsvinder længere og længere væk. Der går ikke en dag hvor jeg ikke savner hende. Den dybe sorg er ikke i samme grad mere altomfattende, men savnet vil nok altid være der. Følelsen af at være blevet snydt og tanken om alle de ting jeg aldrig kommer til at opleve med Elisabeth gør mig ked af det. Jeg kommer aldrig til at se hende vokse op. Det man mister når man mister et barn, er jo ikke bare barnet, men hele barnets kommende liv.

Helt mirakuløst har jeg fået to skønne børn mere – endda samtidig! – og selvom de fylder min dag med glæde og kærlighed, så bliver de aldrig nogen sinde en erstatning for Elisabeth. Netop fordi jeg har fået to børn der er vidt forskellige, er det endnu tydeligere at Elisabeths personlighed mangler. Det er ikke bare et barn mere der mangler, det er en personlighed som jeg aldrig får lov at se folde sig ud. At være blevet mor igen til to skønne krudtugler, som jeg elsker over alt på jorden, har helt klart tilført mit liv en stor del glæde og kærlighed. Men at blive mor for anden gang var ikke den lykkelige begivenhed som jeg huskede fra første gang og som jeg i min naivitet måske havde forestillet mig det ville blive igen. Der har været blandet en god del malurt i bærret – både under graviditeten, men også efter deres fødsel – og det har forplumret min start med dem på mange måder. Men det er en helt anden historie.