Fuldmånen har kastet sit lys over dine relationer og en ny cyklus kan begynde i dit kærlighedsliv. Der er i dag igen fokus på kærligheden og en voksende glæde tager fat. Fuldmånen i dit modsatte tegn Vandbæreren i begyndelsen af ugen varsler om store begivenheder angående parforhold. Det er en meget heldig uge, en tid hvor Solen skinner på dig og velsigner din vej. Du kan forvente total succes i kærlighed, kreativitet og forhold til børn. Spørg og du skal modtage. Det har selvfølgelig en god indflydelse på din selvtillid, som ikke har været så stærk på det sidste. Indlysende men sandt: når du er glad er alle andre lykkelige og positive.

Sådan stod der i mit horoskop for dagen i dag og for ugen der kommer. I går da vi kørte hjem fra mine forældre blev vi hilst og fulgt af den smukkeste fuldmåne man kan tænke sig. Stor rund og lysende dukkede den frem bag skyerne. Den var som en stor lysende ledestjerne, som et tegn. Det kan kun betyde noget godt tænkte jeg. Sammen med ægget, der nu ligger i hullet i væggen over mit hoved og den flyvende frø, som nu svæver over indgangen til vores topsoveværelse, kan det kun betyde succes. Solen skinner på dig og velsigner din vej, står der. Hvor jeg dog inderligt håber det er rigtigt, at jeg endelig kan få lov at mærke lidt velsignelse. Jeg tror på det.

Det undrede mig egentlig lidt at der ikke var flere der huskede Elisabeths dødsdag. For os ville det have betydet 10 gange mere at den dag blev husket frem for hendes fødselsdag. For os var det virkelig en bevægende dag. Det var jo der det hele var slut for altid og vi ikke skulle holde hende i vores arme mere og ikke mere passe hende og tage os af hende. Det var en dag med silende regn – ikke bare udenfor vores vinduer – men i vores hjerter og vejret understregede virkelig hvordan vi havde det.

Vi havde en trist og tung dag. Vi startede med at gå i kirke. Det var første gang vi har været der efter Elisabeths bisættelse. Ingen af os havde forestillet os en åbenbaring ved at tage af sted, men gudstjenesten var desværre ikke særlig spændende. Præsten gik mere op i at tale om dagens tekst ud fra datidens referencer, i stedet for at relatere den til noget nutidigt som man kunne forstå. Vi var glade for at det ikke var ham der bisatte Elisabeth, for det havde da været en ren katastrofe.

Bagefter gik vi hjem og jeg satte en ny portion af den berømte klister-bolledej over inden vi gik ned til kirkegården. På vejen plukkede vi en buket engblomster som vi blandede med hvide fresia fra blomsterhandleren. Det blev den smukkeste buket! Helt rigtig til vores lille sommerfuglepige. På vejen hjem stoppede vi hos biavlermanden ved Bredeværket og fik et nyt glas med hjem til det nybagte brød. Resten af dagen gik med at holde om hinanden og at snakke om vores lille datter, sende billeder til USA og at tale med hele den amerikanske familie der ringede. Det var en dag fyldt med mange tanker om før, nu og hvad der kommer. Uden for regnede det i stride strømme og indenfor havde vi tændt ekstra mange stearinlys som skabte en nærværende og meget intim stemning. Dagen blev så god som den nu kunne blive. Vi savner vores lille skat og hvor gjorde det dog ondt at nå til dagen hvor hun fløj bort.

Ting tager den tid ting nu en gang tager. Det må være mit motto fra nu af, har jeg bestemt mig for. Jeg har en eller anden mærkelig vane med at stresse over ingenting eller rettere alle mulige unødige ting. Forskellige ting jeg skal i løbet af dagen kan slå mig helt ud. Jeg bruger nogen gange unødigt meget tid på at tage en beslutning. Jeg mærker og mærker, men den der ’rigtig-følelse’ indfinder sig bare ikke rigtig. Så stresser jeg og kan bruge uforholdsmæssigt meget tid med at bestemme mig til hvilke sandaler jeg skal have. Jeg er vist ikke helt i harmoni med mig selv for tiden, for ellers ville jeg da vide det med det samme. Så kommer den der ’rigtig-følelse’ helt af sig selv. Alle beslutninger omkring Elisabeths bisættelse og hvad der ellers var af ting i den forbindelse foregik på den måde. Det var så rart. Beslutningerne ligesom bare kom til os. Den gode mavefornemmelse var med os og førte os gennem alle de svære beslutninger og derfor endte det hele med at gå op i en højere enhed. Farven på kisten, dugen den stod på i kirken, kjolen Elisabeth fik på, historien om de lille og store hare, kagen og dekorationen på urnen. Det føltes næsten som var vi et med hele universet i den tid. På dagen for bisættelsen bragede solen ned fra en skyfri himmel og alle var ved at smelte af varme. Dagen efter regnede det. Det samme gentog sig ved urnenedsættelsen. På dagen skinnede solen og dagen efter regnede det. I det hele taget har det været billedet på Elisabeths alt for korte lille liv. Mens hun var her hos og fyldte os med den største kærlighed jeg endnu har mærket, skinnede solen. Dagen efter hendes død begyndte det at regne og det regnede og regnede som om hele verden græd med os. Det var meget symbolsk og næsten ikke til at fatte. Der fornemmede man virkelig hvordan alt hænger sammen. Vi var en del af det.

Denne sommer har været en tydelig kontrast til sidste års sommer. Vores første sommer uden Elisabeth. Og hvilken en! Hele universet har grædt med os i år. I dag for et år siden sad jeg her på hendes værelse og læste den ene historie for hende efter den anden. Den jeg husker bedst var ’Fuglene året rundt’. Vi stoppede ved ’juli’ og jeg lovede at læse de næste kapitler i de følgende måneder. Dem fik hun ved graven for det blev den sidste aften vi fik sammen. Jeg må have vidst det. Det var en smuk aften. Jeg var ulykkelig, men samtidig lykkelig og taknemmelig fordi jeg fik lov. Jeg fik lov at sidde her på hendes værelse og læse godnathistorier. Jeg elskede og nød det simpelthen fordi jeg fik lov og samtidig var det så frygtelig smertefuldt fordi jeg vidste at det snart var forbi. Det gjorde ondt at skulle nyde så meget på forhånd. Nu sidder jeg her igen. På årsdagen for den sidste aften vi fik sammen. Jeg elsker hendes værelse. Her er simpelthen så hyggeligt. Det er nok det rum jeg holder mest af. Jeg kigger på væggene og mindes hvert et lille hjørne vi har været i med malerpenslen, hylderne vi satte op, lampen i loftet, billederne på væggen, puslebordet, vuggen – alt det vi gik og forberedte mens Elisabeth lå godt trygt i min mave og bare ventede på at blive stor nok, så hun kunne komme ud og bruge det hele. Tænk at hun faktisk fik lov. Tænk at hun faktisk har ligget lige der i vuggen. Tænk at hun har ligget lige der på puslebordet. Tænk at hun har ligget lige her i mine arme. Det er næsten ikke til at fatte, men ikke desto mindre sandt. I stedet for Elisabeth ligger hendes lille lam i mine arme mens jeg sidder her og skriver. Det lam hun fik fra USA den jul hun stadig lå i min mave. Den er så kært og var hendes første bamse. Nu ligger den her og sover i mine arme ligesom Elisabeth gjorde.

I dag for et år siden kom min far forbi for at hilse på lille Elisabeth og være lidt sammen med os. Vi gik en tur sammen ned til broen over åen. Husker stadig at vi stod på broen meget længe og bare kiggede på vandet den strømmede af sted neden under mens Elisabeth lå i barnevognen. Det blev vores allersidste tur sammen. Vi gik den igen i dag, bare Kevin og mig. Ikke helt den samme, for vi havde været nede på kirkegården først, men på vej tilbage gik vi over broen og stod lidt inden vi gik videre ned forbi tennisbanerne, forbi honninghjørnet og forbi Bredeværket. Da vi gik der sidste år mødte vi moster Sidse som var på vej op for at besøge os på sin tur hjem fra arbejde. Det gjorde hun tit i den tid Elisabeth levede. Hun havde lidt kage med som vi spiste på terrassen.

I morgen er det heldigvis søndag og vi skal ikke andet end at være sammen, holde om hinanden, plukke blomster på engen og besøge Elisabeth. I aften er vi bare stille sammen og har tændt lys for Elisabeth som skal brænde hele natten. Så ved hun hvor vi er. I dag købte vi blomster til hende – en lille solsikke til vores lille solpige. I morgen plukker vi engblomster på vejen ned for at besøge hende. Engblomster skal hun have. Det fik hun også med i kisten og dem plukkede vi til hende den første tid efter hun døde lige indtil de forsvandt sammen med alle de hvide engsommerfugle. Havde Elisabeth fået lov til at vokse op og blive en stor pige, er jeg sikker på at hun ville have nydt at gå tur på engen og plukke blomster til sin mor og far. Nu plukker vi dem i stedet til hende.

Sommeren er Elisabeths. Det vil den nok altid være. Denne sommer har været en tom sommer. Jeg ved vi stadig er midt i den, men jeg føler næsten den er ved at være forbi. Det er som om sommeren sidste år forsvandt med Elisabeth og derfor er denne også ved at være slut da det er ved at være slut for ’Elisabeth-tid’.

Da det er lige nu, for et år siden, at Elisabeth levede og var her sammen med os, er hendes korte liv og alt hvad der skete i den forbindelse meget nærværende.

For en måned siden var jeg på Herlev Hospital for at snakke med sygehuspræsten Tom Kjær. Jeg var inde i en periode, op til Elisabeths fødselsdag, hvor jeg var meget ked af det og virkelig sårbar og bare havde brug for at få snakket lidt om alt det der fyldte mit indre. Hos Tom stod døren åben og jeg kunne bare komme og vælte det hele ud på bordet, uden at være begrænset af tid eller penge (modsat den psykolog jeg gik hos et par gange i vinter). Det endte med en lang snak på over 2 timer og rigtig mange tårer. Det er længe siden jeg har grædt så meget overfor et fremmed menneske, men det var så godt! Han er helt fantastisk ham Tom! Jeg har bl.a. rodet en del med skyld omkring hvad vi gjorde, eller rettere undlod at gøre, da Elisabeth levede. Med hans hospitalsindsigt hjalp han mig til at se tingene i et andet lys. Jeg gik derfra lettet. Det var som om at min skyld var blevet løftet af mine skuldre og projekteret over på lægerne. Det var ikke os der gjorde vores datter ondt, men derimod lægerne der undlod at træde til med den rette behandling i den sidste tid og derfor deres skyld at vi skulle opleve så meget smerte og ikke mindst at Elisabeth skulle igennem et så langt og fuldstændig umenneskeligt forløb i den sidste del af hendes liv. Der burde nok være taget mere hånd om os til sidst. Tænk at vi stod med dette syge barn helt alene. Det var jo egentlig ret vildt! Vi kunne ikke give hende mad og hun græd til sidst så hjerteskærende. Hvordan kunne lægerne egentlig gøre det? I bagklogskabens lys kan jeg se at hun selvfølgelig skulle have haft meget mere smertestillende medicin. Det havde ret sikkert forkortet hendes liv, men havde måske også været bedre for alle parter.

Hvad Tom gjorde på de 2 timer, er jeg ret sikker på har hjulpet mig til hvor jeg er kommet til i dag. Man siger at det første år er det hårdeste at komme igennem. Det kan man ikke forholde sig til når man er i ‘det første år', men allerede nu er det ved at gå op for mig, at jeg faktisk er på vej ‘videre’. Det lyder så kliche-agtig at jeg næsten ikke kan få mig selv til at sige det, men ikke desto mindre er det sådan at jeg føler det. Jeg har forandret mig. Det er som om det forgangne år har været en lang forvandlingsproces. Jeg er ved at finde mig til rette i mit nye jeg.

Elisabeth fløj væk den 22. juli – om en uge for et år siden. Tiden siden hendes fødselsdag har slet ikke været så intens og svær at komme igennem som jeg havde frygtet. Det var nærmere tiden op til hendes fødselsdag der var svær. Vejret, træerne, blomsterne, duftende ... så meget mindede mig om den tid for et år siden, hvor vi længselsfulde gik og ventede på at vores lille barn skulle komme ud til os. I tiden op til Elisabeths fødselsdag i år var jeg stadig ved at komme mig over min overstimulering og en abort. Det var alt sammen meget at skulle forholde sig til på en gang. Men hendes fødselsdag var ligesom et vendepunkt. Og nu er det som om jeg er begyndt at se lysere på fremtiden. I denne tid læser vi hver dag i Elisabeths dagbog og ser billeder fra den pågældende dag. Som dødsdagen nærmer sig, er det dog som om hun glider længere væk, eller også er hun bare ved at finde sin plads? Det er meget mærkværdigt at opleve. Lige nu forstår jeg ikke hvad der foregår, men jeg følger med, da det på en forunderlig måde føles rigtigt.

Jeg er blevet fyret, men har fået en klækkelig erstatning takket være min fagforeningsadvokat. Det har på flere måder faktisk været ganske godt for mig at være blevet fyret. At vende tilbage til noget som var, er så godt som umuligt når man har oplevet en så voldsom og altoverskyggende ting som at miste sit barn. Jeg troede at det var godt at komme tilbage igen. Jeg troede at jeg fungerede fint med det og at jeg lige så langsomt sporede mig ind på hvad tidligere havde givet mig så meget. Men i virkeligheden var det nok nærmere det, at det var det eneste velkendte jeg havde at klynge mig til i denne nye verden af kaos som gav mening. Det hjalp mig ganske givet i starten, men efterhånden måtte jeg sande at jeg slet ikke kunne fungere på det samme niveau som før. Måske startede jeg for tidligt, eller måske skulle jeg simpelthen bare videre.

Jeg har skruet op for timerne i butikken og hygger mig virkelig med det. Jeg tror på fremtiden og på at der nok snart skal komme en lillebror eller lillesøster til Elisabeth. Lige nu glæder jeg mig til at møde hendes lille kusine, Emma, som efter planen skulle komme til november.

Til august tager Kevin og jeg en uge til Sverige. Vi har lejet en lille hytte i vandkanten af en af Smålands søer, Bolmen. Vi pakker bilen med et par cykler, vandresko, lidt bøger og hvad vi ellers mener vi kan få brug for og så tager vi af sted mod afslapning, kano-, cykle- og vandreture. Glæder mig.

Så var der brev fra advokaten. Ser ud til at min tidligere arbejdsgiver så udmærket er klar over at det ikke var en hel lovlig fyring der fandt sted. Der blev stillet med et stort pænt beløb – hvilket indeholder såvel godtgørelse for usaglig afskedigelse samt godtgørelse for mangelfuld ansættelsesbevis. Alt i alt et ret godt forlig som jeg kun kan være yderst tilfreds med.

I dag ville du have været 13 måneder. Far og jeg mødtes på kirkegården med et lille lys. Det er så forkert at du skal ligge der og ikke være her hos os og holde os beskæftiget dagen lang. Tænk hvis du havde stavret rundt her og alt var fjernet fra gulvet og en meter op så du ikke kunne lave ulykker. I den alder skal alt jo undersøges. Trappen ville have haft et gitter for og terrassen afskærmning i hullerne og for trappenedgangen. I det hele taget ville vores hus nok have set noget anderledes ud. Det ville have været beboet af en lille aktiv pige. I stedet er vi ved at nedlægge soveværelset og sover nu på hemsen. Det er rigtig hyggeligt – sådan lidt telt/huleagtigt. Soveværelset er aldrig rigtig blevet færdigt og derfor var der heller ikke den stemning som der bør være. Og da jeg hverken er gravid eller har et levende barn at tage mig af kan vi igen feriere på toppen. Tænk at have så meget plads at man sådan kan vælge hvor man vil sove. Det er sgu luksus!

Længe efter du døde stod dit værelse stadig som det stod den dag du døde. Det var svært at rydde noget af det væk og faktisk lige indtil jeg blev syg af overstimulering og måtte indlægges, har jeg været inde og sige godnat til dig. Da jeg så blev syg medførte det, på en helt naturlig måde, at det holdt op. Jeg havde længe tænkt på hvornår jeg ville stoppe med det. Vidste jo godt at det ikke kunne fortsætte. Du ville vokse fra det lige som jeg ville. Så indlæggelsen gjorde at det kom på en helt naturlig måde. Jeg er desuden kommet så langt nu at jeg har indtaget puslebordet til projekt ’Elisabeths bog’ og derfor er din puslepude fortrængt til fordel for papir, saks og lim. Din lift har jeg så sent som i dag tænkt på også at rydde væk. Den kommer nok i kælderen ned til barnevognsoverdelen. Resten bliver nok siddende som hygge. Selvfølgelig skal din bog laves på dit værelse. Når jeg er der bliver jeg i godt humør fordi der er så rart og hyggeligt. Det skal nok blive et godt arbejdsværelse, når først jeg kommer i gang med bogen.

Har været til møde med min advokat i dag. Hun sagde at jeg havde en ret god sag i forhold til min opsigelse. Hun var meget villig til at gå hele vejen og mente nok at vi kunne vinde fra 6 til 9 måneders løn som erstatning for min fyring. Har dog valgt ikke at føre nogen sag, da jeg ikke er interesseret i at ødelægge mit gode forhold til mit tidligere arbejde. Her tænker jeg at det ville være lidt tosset at brænde alle broer, da det er en god reference i forbindelse med en fremtidig jobsøgningssituation. Jeg har allerede fået en mindre godtgørelse, så jeg lader det ligge der. Det var faktisk rart at have taget den beslutning.

Ofrede os og flyttede for Sidse og Jan. Sidse var tydeligvis glad for vores deltagen og især for min polterabend scrapbog. Det var dejligt.