Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.

søndag, december 24, 2006

Afrejse til USA. Arnaud kørte os til lufthavnen – tidligt! Besøgte dig på vejen for at ønske dig god jul og give dig en lille juleengel til toppen af dit fine lille juletræ. God jul min lille Skat. Din første jul. Vi skulle have danset om juletræet, sunget, åbnet gaver og hygget os. Sådan bliver det ikke. I stedet må vi nøjes med at besøge dig på kirkegården, tænde et lille lys og kærtegne dine vidunderlige små fusser. Min lille Skat, hvor jeg dog savner dig. Jeg er lykkelig for den tid vi trods alt fik sammen – lige så ulykkelig er jeg for at være her uden dig. Nu tager vi over for at være sammen med Grammy og Grampy. Vi tager dig selvfølgelig med, lige som du altid er med når vi tager af sted, men helt fysisk bliver det aldrig. Det kan godt være meget svært at forstå. Vi vil tænde et lille lys for dig og finde et godt sted til fredsenglen jeg fik af Moster Sidse. Kys til dig min lille Skat – jeg elsker dig helt op til månen og tilbage igen.

lørdag, december 23, 2006

Sidse fylder 30 og har fået en pebernøddekværn. Vi fik lov at åbne vores julegaver, så vi ikke skulle slæbe dem med til USA. Sidse gav mig en lille fredsengel, hun havde fundet i Paris. Det var så rørende at jeg brød fuldstændig sammen og slet ikke kunne lade være med at græde. Jeg er ikke helt sikker på at min familie helt forstår hvor meget sådanne ting betyder for mig. Den skal med til USA.

fredag, december 22, 2006

Jeg har endelig fået juleferie, med sådan ca. 3 dages forsinkelse ... I dag skal der gøres rent og pakkes inden vi skal til Sidses 30 års fødselsdag i aften og i morgen sammen med familien. Vi rejser søndag morgen og glæder os faktisk til at komme af sted. Det er en god beslutning for os i år.

Det er rart at have fået juleferie. Jeg er stadig på nedsat tid, som efterhånden er blevet til næsten fuld tid. Men det er sådan set ok. på den måde har jeg stille og roligt kunne vænne mig til det. Starter på fuld tid efter nytår – dog med en ugentlig fridag. Så må jeg se hvordan det går med det. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er startet på arbejde, at jeg har fået det bedre, eller fordi jeg ikke har så meget tid til at være ked af det. Jeg forundres nogen gange over min evne til at se positivt på livet. Men det er vel en af forklaringerne på at jeg ikke er gået ned med flaget for længst under vores lange og umattende fertilitetsbehandlingsforløb. Jeg må alligevel have en appetit og glæde ved livet der får mig ud af sengen af morgenen. Det er værre med din Kevin. Han er rigtig trist for tiden og jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan gøre for ham andet end at snakke og være overbærende. Det er ikke nemt ...

fredag, december 15, 2006

Det er lige før at jeg bliver sådan rigtig stresset. Det vil jeg ikke! Jeg vil ikke være stresset og knække fuldstændig sammen. Har egentlig haft nogen ret gode dage. Især tirsdag var rar selvom den indeholdt en masse gråd. Det er nogen gange det der skal til. En vidunderlig nærhed og samtidig en smertende afstand så frygtelig. Det er de store kontraster og sådan det er lige nu.

tirsdag, december 12, 2006

Har været rigtig trist her til morgen og havde brug for lidt tid herhjemme. Havde en tid hos Jørgen kl. 11.30 og tog på arbejde derefter. Rart at opleve fuld forståelse fra arbejdet.

lørdag, december 09, 2006

Kære lille Elisabeth
Et halvt år. Det er næsten ikke til at fatte at du i dag skulle have været et halvt år. Alt det du skulle kunne nu. Du ville have været en rigtig dejlig lille krudtugle. Vi skulle rigtig have julehygget, set julekalender og købt og lavet julegaver. Gået ture og mødtes med alle de andre babyer og mødre i en mødregruppe, vi skulle have besøgt Christine og Eliot, sunget sange og læst historier, puttet og pjattet, skiftet og badet. Vi skulle have været sammen. Jeg besøger dig stadig på kirkegården hver dag og kysser din natdragt godnat hver aften og sender dig en kærlig tanke op til himlen. Jeg elsker dig min pige og nogen dage er sorgen og savnet så ufatteligt stort, at jeg ikke kan forestille mig hvordan jeg skal leve videre. Men det skal jeg jo. Smerten nu, er forbundet med glæden fra dengang. Sådan er aftalen. (Hentet fra bogen ’Through the Shadowlands’)

Kontrasterne i mit liv er store. I går grinede jeg og havde det sjovt til julefrokost med arbejdet. Elvis kom og gav koncert og det var vidunderligt. Det var rart at blive revet med og bare nyde det. I dag er jeg trist. Trist fordi du ikke er hos mig og trist fordi jeg aldrig mere får lov at opleve den glæde det var holde dig og kysse dig og vaske dig og skifte dig og give dig flaske og vugge dig og gå tur med dig og sove i arm sammen med dig. Jeg tænker tit på artiklen om at kvinder får børn i hjernen, der beskrev, at i følge en ny undersøgelse har mødre en del af deres børn siddende i hjernen. Fostrene udskiller stamceller under graviditeten, som sætter sig i moderens hjerne og bliver en del af hende – også efter fødslen. Hvis det virkelig er rigtigt, betyder det, at du stadig er en del af mig. Hvilken skøn tanke! Jeg blev så glad og så giver det lige pludselig god mening at din nærhed føles så tydelig ... måske? Du vil altid være hos mig min kære skat, Elisabeth!

onsdag, december 06, 2006

Nogen gange tænker jeg på hvordan det mon bliver for Elisabeths kommende søskende, at de har en søster de aldrig kommer til at møde. Elisabeth er en stor del af vores liv og jeg er ikke i tvivl om at hun bliver ved med at være det – og at hun givetvis vil blive en helt naturlig del af sine kommende søskendes liv. En oplevelse forleden, fik mig til at huske på hvor vigtigt det er ikke at glemme vores døde børn.

En pige fra mit arbejde har haft meget svært ved at tale med os – og i det hele taget forholde sig til dig og din historie. Jeg tænkte slet ikke på hvad der mon kunne have været grunden til denne reaktion, andet end at nogen mennesker har en stor berøringsangst. En dag hvor vi var alene, spurgte hun mig hvad jeg skulle i weekenden, og da jeg fortalte at jeg skulle til mindegudstjeneste i Vor Frue Kirke, udløste det historien om hendes egen lillesøster som døde under fødslen og som har været tabu lige siden. Hun har aldrig talt med nogen om det, så det var meget overvældende, både for hende og mig. Hendes søster hed Elisabeth og det er jo klart at vores historie har berørt hende meget mere end jeg havde kunne forestille mig. At få det fortalt var en kæmpe lettelse for hende og vi har et helt andet og specielt forhold til hinanden nu. Jeg kender hendes hemmelighed.

At være startet på arbejde igen, har jeg oplevet som meget overvældende lige i starten, men efterhånden er jeg ved at komme ind i det hele igen og er faktisk ved at finde glæden frem ved det igen. Alligevel er det stadig hårdt. Mine eftermiddage bliver fortrinsvis brugt på sofaen. Jeg er helt færdig og har ingen energi tilbage i mig når jeg kommer hjem. Jeg fortsætter med min delvise sygemelding indtil jul og regner så med at starter op på fuld tid, så må jeg se om jeg kan klare det. Heldigvis har jeg en masse ferie, som jeg bruger til en ugentlig fridag.

Jeg er også startet hos en psykolog og har været der tre gange nu. Jeg ved ikke om jeg er så god til det. Synes lidt at jeg spilder tiden og ikke når til det vigtige og eksistentielle før lige før jeg er på vej ud af døren. Mon det er noget der skal læres?

tirsdag, december 05, 2006

Hele tiden bliver jeg mindet om hvordan det skulle have været. For eksempel mødte jeg en fra arbejdet i en forretning i eftermiddags. Hun var der sammen med en veninde, som havde en lille datter. Hun var noget så yndig og jeg kunne ikke dy mig for at høre hvor gammel hun var. Jeg havde frygtet svaret – 6 1/2 måned! Puha, hvor blev jeg ked af det. Elisabeth fylder 6 måneder på lørdag, så jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at tænke på at det var så stor hun ville have været nu. Øv!

fredag, december 01, 2006

Hun har da vist rigtig fået sat gang i noget, hende den zoneterapeut og akupunktør! Nu har jeg været på toilettet 3 gange i dag!!

I Jyderup. Hyggeligt. Tog toget, da det er en lang tur alene. Frem for at sidde i en bil alene, bruger jeg gerne en ekstra time på transporten. Så kan jeg desuden bruge den på at få skrevet lidt i dagbogen. Det bliver nogen gange ikke til så meget. Det er stadig hårdt at være startet på arbejde selvom det går bedre og jeg har fået noget mere mod på det. Jeg har haft en del energi de dage jeg var hjemme for at forberede Thanksgiving i sidste uge, men jeg er stadig træt om eftermiddagen og har brug for at sove. Jeg fortsætter med min delvise sygemelding indtil jul og starter så derefter op på fuld tid. Synes det er rimeligt nok, så må vi bare se om jeg kan klare det. Heldigvis har jeg en masse ferie jeg skal have brugt så det bliver kun med en 4 dages arbejdsuge til at starte. Vi har aftalt at jeg kan fordele det som det bedst passer, bare det meste er afviklet inden den 29. februar.