Fra den ene yderlighed til den anden. Tænk at en enkelt dag kan indeholde så mange følelser. Fra fortvivlelse og stress i morges til boblende morskab om aftenen. ...

Billedsortering og en masse tårer – der var vist noget der skulle ud der – frokost med Mie og Katja og hendes søster på Den Franske Café og efterfølgende Okker-Gokker stofudsalg. Hyggeligt som altid med noget børnesnak. Stofindkøbende var det lidt småt med. Det var vist kun mig der drog hjem med stof og blonder. Vi kom lidt sent, da vi først lige skulle hente Katjas brudekjole (som er helt fantastisk!) og køre den ud til Katjas mor i Hellerup, men jeg fik noget meget fint noget, som efter min plan, skal blive til dynebetræk til Elisabeths lille kusine Emma når hun kommer til november. (Om alt går vel ...)

Jeg savner Kevin når han er på arbejde. I dag kom han meget sent hjem og var i meget dårligt humør. Sådan noget kan slå mig helt ud. Ved godt det ikke er min skyld, men jeg savner ham så meget i løbet af dagen og aner ikke hvad jeg skal stille op når han så endelig kommer hjem og det så er som om han slet ikke er her.

Efter at have talt med Tom Kjær havde jeg det for en stund meget bedre. Det var som om at min skyld blev projekteret over på lægerne. Det var deres skyld at vi skulle opleve så meget smerte og ikke mindst at Elisabeth skulle igennem et så langt og fuldstændig umenneskeligt forløb.

Nu synes jeg mine følelser omkring det er ændret til at det var lægerne der bestemte at vi skulle udsætte vores elskede barn for så meget smerte. Hvordan kunne de? Det var jo nærmest tortur! Hvordan kunne de have så meget magt at de kunne bestemme at vi ikke skulle give vores eget barn mad?!!! Det er fandeme ikke til at forstå. Nogen gange kan jeg blive så gal over at vi ikke bare bestemte selv og gav hende det mad hun så inderligt bad efter. Det gør så ondt, så ondt at vide at vi ikke gjorde det fordi lægerne sagde at det var bedst sådan. Hvordan kunne de vide det??? Det gør mig så ked af det. Tænk om vi kunne have haft vores lille pige i dag? Det er svært at vide. Måske havde hun ikke klaret det. Måske ville det have udsat hende for meget mere smerte. Måske var hun faktisk så syg som lægerne påstod. Det er svært at vide. Det er bare ikke til at fatte med min moderlige fornuft, at hvad vi gjorde var bedst for Elisabeth. Det var jo ikke godt. Hun græd jo. Vores lille pige havde ondt og vi kunne intet stille op. Vi prøvede alt hvad vi kunne for at hun skulle have det så godt som overhovedet muligt, men vi kunne ikke gøre det godt nok. Hvad end vi gjorde var det ikke det vi eller hun havde brug for. Vi ville jo bare allerhelst have hinanden.

Selvom lægerne sagde at vi gjorde det bedste for hende, så kan jeg stadig ikke overbevise mig selv. Det kan jeg virkelig ikke. Hvis det bedste var at hun skulle dø, hvorfor skulle det så ske på den umenneskelige smertefulde måde? Det var fandeme ondt for os alle tre! Jeg savner hende så det smerter og kan til stadighed slet ikke forstå at vi ikke kunne få lov at beholde hende.

Det var som om at den række læger der sad overfor os på Neonatal og fortalte os den grusomme nyhed, alle sammen var blevet enige om at vi desværre ikke kunne få hende alligevel. Vi har forsøgt i så mange år og så mange gange er vi blevet skuffet og så endelig! Og så fortryder de sgu i sidste øjeblik. Hvad fanden er meningen? Det kan de sgu ikke være bekendt. Jeg følte virkelig at de sad der med al magten og kunne bestemme over vores skæbne. Vi havde sgu da fået hende. Så kunne de da ikke bare komme og ombestemme sig og sige at det kunne vi ikke alligevel! Ja, jeg ved jo godt at tingene ikke helt hænger sådan sammen, men fordi vi har været i behandlingsverdenen i så mange år, føler man sgu næsten at det er lægernes barn og deres bestemmelse om man skal være gravid eller ej og om man skal have sit barn med hjem eller ej. Hvor ville jeg ønske at vi helt selv havde lavet hende og helt selv havde født hende hjemme hos os selv, så der ingen læger havde være indblandet og derfor heller ingen der kunne komme og give os de der voldsomme og skrækkelige beskeder som man ikke vil høre.

Der skal ikke meget stress til at slå mig helt ud. Blev kaldt på arbejde i går og efter at have stresset rundt efter en parkeringsplads, var jeg allerede godt oppe at køre inden jeg kom ind i butikken og at der så var drøn travlt fra jeg kom til jeg gik, bevirkede bare at jeg blev endnu mere stresset og ikke rigtig kunne komme ned igen og faktisk sov elendigt om natten. Jeg skal for alt i verden undgå at noget som helst stress. Det kan jeg slet ikke overkomme for tiden. Det bliver siddende i mig i lang tid efter. Fuldstændig unødigt. Jeg når hvad jeg når. Sådan er det! Noget jeg hele tiden må fortælle mig selv.

Efter min gåtur ned til Elisabeth var det som min stress lettede lidt. På engen mødte der mig et lilla hav. Det var så smukt! Min lille pige var nær og det føltes godt som altid.

’House Of Flying Daggers’. Kevin og jeg havde en date om aftenen. Den kinesiske film ’House Of Flying Daggers’ var i fjerneren, så Kevin og jeg havde indrettet os med stearinlys, te, jordbær og dyne og puder på hemsen. Det var rigtig hyggeligt og fordi regnen stod ned i stænger, var det ligesom at ligge i telt ... næsten. Måske lidt bedre.

’En person tæt på dig har haft sit at slås med. Du har været involveret og du har stået for trøsten. Det tunge efterlades bagude og et nyt kapitel kan begynde. Tid til at bygge op igen.’ Sådan står der i mit horoskop for i dag. En person tæt på mig ... mon det kan være mig selv eller muligvis Kevin? Jeg synes jeg kan mærke at et nyt kapitel står for døren. Det føles godt, tror jeg nok. Jeg er egentlig ikke bange for fremtiden. Det skal nok gå alt sammen. Jeg ser frem til at kunne gøre Elisabeth til storesøster. Det er bestemt noget af det der ville være med til at bygge op igen.

Det første år er altid det værste. Det hører man ofte blive sagt om nogen i sorg. Måske er der faktisk noget om det. Jeg synes i hvert fald at det er som om min sorg har ændret karakter efter Elisabeths 1 års dag. Jeg havde måske forestillet mig at de her 6 uger hvor hun levede ville blive rigtig svære at komme igennem. Det er ikke fordi det er nemt, men det er ikke værre end før hendes 1 års dag. Hun mangler jo stadig lige meget af den grund. Men hun er måske ved at finde sin plads? Måske er jeg ved at komme videre? Det lyder så skrækkeligt at sige, for jeg ville jo egentlig bare allerhelst være sammen med hende.

En weekend på amerikansk. Lørdag, Independence Day picnic hos ambassadøren – jeg følte mig fuldstændig hensat til H.C. Andersens beskrivelse i ’Mange mange mil herfra’ ... hold da op! Hvor ville det have været dejligt om vi kunne have haft Elisabeth med i klapvognen ligesom alle de andre børn. Der var mange og rigtig familiehyggeagtigt. Skønt, men også afsindigt smertefuldt, for vi skulle jo også havde en af de lykkelige familier.

I dag viste Jacob Holdt viste os den anden side af medaljen i udstillingen ’Ghettoen i vores hjerter’ i Øksnehallen. Bagefter var vi forbi hos Line og Thor til lidt fødselsdagslagkage på Indias 1 års dag. Kevin blev meget rørt over at se mig med Raja i armene, så da jeg så de billeder fra i dag for et år siden af mig med Elisabeth i armene, fik jeg helt kuldegysninger, for det var jo sådan det skulle være. En stolt mor med sit lille barn i armene.

Er gået i gang med en scrapbog over Sidses polterabend. Jeg har længe kredset om det og ikke rigtig kunne finde det rigtige fotoalbum. Det skulle ikke være for stort og samtidig være et jeg hurtigt kunne sætte billederne ind i. Min tanke var ikke at gøre for meget ud af det, men samtidig skulle det være lidt mere end blot en stak billeder i en Kodak kuvert. Elisabeths bog har jeg kredset om endnu længere og den har virkelig været svær at komme i gang med. Jeg tror det er fordi det skal være helt rigtigt når det handler om min elskede lille datter. Det kan ikke bare være et eller andet tilfældigt. Når det drejer sig om hende, er der intet der er godt nok. Jeg skal nok få den lavet. Det er jeg ikke i tvivl om. Det kræver bare et meget langt tilløb. At jeg ikke er kommet i gang endnu, var faktisk også noget af det jeg talt med Tom Kjær om. Hvad der kunne ligge bag. Måske handler det om hele forløbet. Den smerte der ligger i at dukke ned i det igen, er næsten ikke til at bære, og så har jeg haft svært ved at finde ud af hvordan den skal udformes. Har hele tiden forestillet mig at det skulle være en bog der fortæller om Elisabeth og hendes korte liv, fortalt som en slags dagbog, med billeder fra hver dag i hendes liv. At gøre det på den måde indebærer naturligt nok også en tydeliggørelse af hendes liv og død. Hvordan gør man lige det? Forløbet er det jeg har det svært ved, men på samme tid jo også det der udgjorde hendes liv.

Under alle omstændigheder gik jeg i gang med Sidses polterabend da jeg vidste at den ikke ville kræve det store. Jeg havde de billeder jeg havde de skulle bare sættes ind på en eller anden festlig måde. Den fik så med påklistrede bogstaver og sorte kanter i bedste scrapbookingstil og er faktisk blevet meget flottere end jeg havde forestillet mig. Det var godt at øve sig lidt og det kan godt være jeg tager en mere inden Elisabeths. Måske Kullen, Bornholm eller Provence? Provence har jeg faktisk ligget og ventet siden vi var der. Måske? Det var i hvert fald hyggeligt og noget jeg som jeg virkelig nød.

Elisabeths kusine skal hedde Emma. Kusine Emma og kusine Elisabeth. Det lyder da ret sødt, hva’?

Blodprøve på Herlev og en tur i IKEA bagefter. En god dag hvor jeg fik hængt billeder og ryddet op. Det føles så rart sådan rigtig at få gjort gode ting ved indretningen. Der mangler stadig lidt, men sådan vil det nok altid være. Rart at have tid til den slags. Har en del flere planer stadig og det er egentlig rart. Samtidig er det ikke noget der skal stresse mig. Jeg forsøger at tage mig den tid jeg har brug for, men samtidig prøver jeg også at have planer hver dag.

I dag er det præcis et år siden vi var ude at trille med barnevognen for allerførste gang. Den tur står stadig som en af de bedste oplevelser vi havde sammen med Elisabeth.

Det var også dagen vi fik dværgsyrenen, der nu står og pynter så fint i Elisabeths lille have. På det tidspunkt blomstrede den stadigvæk og jeg skrev i hendes dagbog at den ville blomstre hvert år på hendes fødselsdag. Det kom ikke helt til at holde stik, men sådan kan man jo ikke altid regne tingene ud på forhånd.

Vi tog en tur til Raadvad her til aften, bare for lige at være der igen. Det sted vil for altid have en helt speciel betydning for os. Det blæste og var lidt småkoldt og vi kom af sted ret sent, så vi blev der ikke så længe, men det var godt at være der igen og mindes vores allerførste barnevognstur. Den glemmer jeg aldrig!

I morges var jeg på Herlev Hospital for at snakke med sygehuspræsten Tom Kjær. Jeg synes jeg har været ekstra ked af det og mere sårbar på det seneste og havde sådan brug for at få snakket lidt. Elisabeths korte liv og alt hvad der skete i den forbindelse er meget nærværende i denne tid. Det endte med en lang snak på over 2 timer og en masse tårer, men det var så godt! Han er helt fantastisk ham Tom! Jeg har rodet en hel del med skyld omkring hvad der skete og han hjalp mig til at se tingene i et nyt lys. Jeg gik derfra med en rigtig god fornemmelse. Mødtes bagefter med Kevin for at se marionet teater i Kongens Have. Solen tittede frem og vi havde en skøn eftermiddag.

Dear Kevin and Sofie,

Many thanks for the wonderful pictures of Elisabeth's place, the flowers and the awesome goodies on your table. Wish we had been with you, but please know we were there in spirit and love.

Kevin, the flowers from dad and I are lovely and seem to be in good shape. After I saw the pictures, I felt better about the colors. I did love the calla lillies in such a lovely shade of red.

I saw a butterfly today resting on one of our bushes and it's colors reminded me of the flowers we sent. I think we had a nice little visit from Elisabeth thanking us for her flowers.

The weather was nice today. Dad did some gardening at Windridge and I did some housework there.

Dad is getting supper and I'm taking a few moments to email you both.

Kevin, our package will be in the mail tomorrow. Hope it makes it in one piece.

Busy week getting the usual things done.

Much love to both of you and you are in our thoughts these days in a very special way.


Love Mom and Dad

Kære lille Elisabeth

I dag er det din fødselsdag. I dag skulle vi havde fejret dig med flag og balloner og gæster og lys og gaver og gæster og du skulle have underholdt os alle sammen med dit vidunderlige grin og du skulle have åbnet gaver og spist fødselsdagskage – alt det du kunne. Det bliver det ikke til, men fejres skal du alligevel.

Heidi, Laurits mor, beskrev dig på sådan en vidunderlig måde at jeg måtte give tårerne frit løb, for det er lige præcis sådan jeg forestiller mig at du ville have være, men egen lille elskede pige.

’Elisabeth skulle have siddet der på skødet af sin mor og klappet i hænderne til Sigurd. Jeg kan sagtens forstille mig det. Og Kevin ville sikkert have fundet frugt og vand frem til hende, når det var tid, for mor og datter ville bare have været helt opslugte! Han ville nok også lige have givet hende en lille trøje på, helt uden du havde opdaget det, for du og Elisabeth ville bare være i fantasiland. Og søde, lille Elisabeth ville have smilet sine hjertelige, lidt drilske smil. Jeg forestiller mig, at hun ville være en rigtig sød og yndig pige, men også lidt drilsk…sådan rigtig charmerende og meget fantasifuld. Hun ville nok tidligt have haft en god humor. Er det rigtigt?’

Tak Heidi. Sådanne billeder er SÅ værdifulde.

I dag var vi på Bakken for at se Sigurds bjørnetime på friluftsscenen. Det var fantastisk – han er virkelig god – og samtidig var det frygtelig hårdt, for Elisabeth skulle jo have siddet på skødet og klappet med ligesom alle de andre børn. Selvom jeg sad og græd under det meste af forestillingen, så var tårerne blandet med et kæmpe smil, for Sigurd er virkelig helt fantastisk og selvom det kan virke som tortur, kan jeg slet ikke lade være med at opsøge sådan nogen ‘børneting’ for jeg elsker det virkelig. Vi havde en skøn dag sammen, på cykel og på bakken og bare sammen.