Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.

torsdag, januar 31, 2008

Dagbogsudgivelse

Da Elisabeth blev født var tiden knap og i mit forsøg på at fastholde den særlige tid, vi trods alt fik lov at have sammen, skrev jeg dagbog til hende om hvad vi havde oplevet den pågældende dag.

Jeg fortsatte dagbogen efter hendes død, for det meste bare i kort og opremsende form, men ind imellem mere udførligt, hvis jeg havde noget på hjertet. Det gav ganske god mening for mig at blive ved at holde fast i dagene på den måde og derved mig selv.

Den dagbog jeg skrev, mens Elisabeth levede, var skrevet til hende og hed derfor ’Elisabeths Dagbog’. Efter hendes død ændrede den lige så stille form, fra at være skrevet til hende, til at være om hende og tiden efter. Derfor hedder den her del, jeg har valgt at offentliggøre, ’Efter Elisabeths Dagsbog’.

Når jeg vælger at udgive dagbogen her på siden, er det fordi jeg synes den giver et meget godt billede af tiden der fulgte efter Elisabeth.

Link til hver måned vil løbende blive opdateret i højre side.