Andet besøg hos Lone Simonsen.

Jeg sad og bladrede lidt i Nyhedsavisen på vej hjem fra arbejde i dag og pludselig strejfede mit øje en artikel der faktisk var ret interessant. 'Kvinder får børn i hjernen' hed den. Der stod, at i følge en ny undersøgelse har mødre en del af deres børn siddende i hjernen. Fostrene udskiller stamceller under graviditeten, som sætter sig i moderens hjerne og bliver en del af hende – også efter fødslen.

Hvis det virkelig er rigtigt, betyder det, at Elisabeth stadig er en del af mig. Hvilken skøn tanke! Jeg blev så glad og så gav det lige pludselig ekstra god mening at Elisabeths nærhed føles så tydelig ... måske?

Thanksgiving for APA med mænd. Havde taget torsdag og fredag fri, så jeg kunne få handlet ind, ryddet op og gjort rent. Og hvilken energi jeg lagde for dagen! Det var faktisk meget rart at opleve. Middagen var vist lige efter bogen. Kevin var faktisk mere end ovenud tilfreds med resultatet, så det varmede mit hustru hjerte i en særlig grad.

Vi har besluttet at holde jul sammen med Kevins forældre i Bristol, New Hampshire, i år. Tanken om at holde jul hos mine forældre, var til sidst ikke til at bære. Normalt elsker jeg at holde jul og rigtig jule igennem hele december med alt hvad dertil høre af hyggerier. Det havde jeg glædet mig til med ekstra styrke i år. Elisabeth skulle have være midtpunkt - hvor ville jeg have nydt det! Sådan bliver det ikke og derfor er tanken om en jul her, med alle de bristede forventninger, næsten ikke til at bære. Vi tog beslutningen på vej hjem fra kirkegården og det føltes helt rigtig. Allerede dagen efter var billetterne købt og betalt. Vi rejer den 24. december og er tilbage igen den 1. januar – hvilket betyder at nytårsaften bliver tilbragt i luften et eller andet sted over Atlanten.

Elisabeths mormor og morfar var forbi for at se Elisabeths fine sten og aflevere lidt gran til graven. Hun blev begavet med en fin lille hjertelampe og et lille rødt hjerte. Tak for det. Sidse og Jan fik også set stenen, skønt vi ikke så dem. De har travlt med deres eget liv for tiden. Vi venter pænt i kulissen.

Så blev den endelig færdig og den er blevet så fin og helt rigtig – lige som vi havde ønsket os det!

Vi mødtes på kirkegården om eftermiddagen, lige inden det blev mørkt, så vi med hinanden i hænderne kunne besigtige resultatet. Det var meget overvældende og dybt rørende at se hendes sten stå der, så smuk og så fin, i hendes lille fine have.

At have fået stenen færdig og sat på graven gør en kæmpe forskel – meget større end jeg havde forestillet mig. Med den er hun og hendes liv nu blevet synlig for hele verden. Skriften er håndhugget og er blevet så menneskelig og fin, hendes fodspor er fantastisk virkelige, kun sommerfuglen mangler. Den kommer til at sidde på toppen og afslutte historien om hendes alt for korte liv her på jorden, hvor hun satte sine spor, inden hun blev til en smuk lille hvid sommerfugl. Vi synes det er blevet meget smukt og er begge rigtig glade for resultatet.

Som med de fleste andre valg vi har skulle træffe i forbindelse med Elisabeths liv, valgte vi igen rigtigt. At det blev Stenhuggeriet Raadvad der skulle stå for indhugning i Elisabeths sten, viste sig at være det helt rigtige valg. Ud over at stenhuggerne viste sig at være yderst behagelige og rare mennesker og atmosfæren på stedet bar præg af de mange forskellige restaureringsopgaver de også laver, så er Raadvad desuden et sted med en helt speciel betydning for os. Første gang vi var der, var sammen med Elisabeth på vores allerførste barnevognstur. Jeg glemmer det aldrig!

Tillykke med 5 måneders dagen min lille skat! Tænkt at du ville have været 5 måneder i dag. Slet ikke til at begribe hvor tiden forsvinder hen.

Var nede og snakke med min læge i dag. Det var rart. Jeg har det meget bedre og snakken med ham bekræftede kun dette. Jeg er stadig ikke overbevist om at arbejdet er det rigtige for mig lige nu, men jeg tager alligevel af sted i morgen, så må vi se hvordan det går. Vi har en tid hos psykologen i morgen eftermiddag.

På vejen hjem fra lægen kørte jeg selvfølgelig forbi kirkegården for at tænde et lys for min lille pige og ønske hende tillykke med de 5 måneder.

Nogen gange skal man bare se Amelie ...

Jeg er også hjemme i dag og sidder og skutter mig i morgenkåben. Mao ligger her mellem mine arme og putter. Det er bestemt hyggeligt og det er som om han forstår at jeg har brug for lidt ekstra omsorg i disse dage. Jeg ville ønske jeg var hjemme for at tage mig af Elisabeth, i stedet for af mig selv.

Jeg startede på arbejde for en uge siden og har allerede måtte melde mig syg. Jeg græd det meste af vejen fra arbejdet og til Elisabeths grav i mandags – bærret flød simpelthen over. Jeg måtte resignere og gå hjem og putte mig på sofaen. Her er jeg så nu og har grædt en del. Senest i telefonen, men især efter, jeg talte med min læge. Fik en tid i morgen.

Jeg var ærlig talt nervøs for om jeg var ved at løbe ind i en regulær depression, men nu har jeg lige set Amelie. ☺ Det skal nok gå.

Jeg havde frygtet det, men havde ikke troet at det ville være så hårdt at starte på arbejde igen. I dag er jeg hjemme. Det hele blev lige pludselig for meget, så jeg måtte melde afbud. Det er ikke fordi arbejdspresset har været for meget. Jeg er ikke rigtig kommet i gang endnu, men mest bare brugt tiden til at finde mig tilrette og skrive e-mails til alle de kunder jeg har haft kontakt med og ellers sætte mig ind i alle de opgaver der er i gang i øjeblikket. Alligevel har jeg måtte sove alle de eftermiddage jeg har haft muligheden og de eftermiddage hvor jeg ikke har haft muligheden, har jeg været totalt udkørt og nærmest dårlig træt om aftenen. Faktisk så meget at jeg er begyndt at overveje om jeg mon var startet for tidligt? Jeg synes det ind i mellem er svært at overskue noget som helst og det skal jeg jo helst i mit arbejde.

Det er åbenbart en naturlig reaktion blandt mødre til døde børn har jeg erfaret. Jeg har haft stor glæde af at snakke med de andre fra APA, som åbenbart har haft lige så svært ved at få noget som helst fra hånden. I alt den tid jeg har gået hjemme har jeg haft en liste så lang, men der er bare ikke sket noget. Havde Elisabeth levet, havde jeg ikke haft dårlig samvittighed over alt det malerarbejde og andet husligt jeg ikke ville få gjort, for det havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg ville have haft tid til. Jeg skulle have gået og passet mit levende barn – nu har jeg så passet mit døde barn i stedet og det er mindst lige så vigtigt. Det hjælper lidt på den dårlige samvittighed at tænke sådan.

At jeg startede i butikken var nok, set i bakspejlet, et noget hasarderet træk. I hvert fald var det ikke smart at starte samtidig med starten af mit gamle arbejde. Og så fik jeg endnu en gang en læresætning i at sige nej. Fra nu af bliver der ikke taget nogen ekstra vagter ud over mine lørdagsvagter. Basta!

Der er sket rigtig meget den seneste uges tid og alle disse ting har til sammen været meget at forholde sig til på en gang. Det har heller ikke levnet meget tid til Elisabeth, så jeg havde glædet mig til mindegudstjenesten i Vor Frue Kirke i søndags og hele dagen var helliget Elisabeth helt og holdent. Jeg synes det var et godt arrangement og tårerne var mange hos os begge. Det var især oplæsningen af alle navnene – overvældende mange – og så genkendelsen af alle de navne på alle de børn jeg kender, men som jeg aldrig kommer til at møde. Jeg havde lyst til at kysse dem alle sammen, men det må jeg lade Elisabeth om. Bagefter var der kaffe hvor vi kunne få snakket med alle de andre forældre der også var kommet.

Om formiddagen havde vi været nede hos Elisabeth og lave et stenhjerte af de sten vi havde haft med hjem fra Kullen. Da vi var af sted på vores weekendtur, fyldte vi Kevins rygsæk, med hvad der kunne være eller hvad vi kunne bære – alle flade sten. Det blev rigtig fint. Desværre var der kun nok til selve hjertet, men ikke at fylde det ud. Men så har vi endnu en god grund til at tage af sted igen.

Så er jeg vel snart udlært? Det var en ordentlig omgang. Skulle vist aldrig have sagt ja til at arbejde i butikken i går, når jeg vidste at vi havde en middagsaftale med vores naboer, Anne og Kasper om aftenen. Det var helt forkert. Håber det har lært mig at lytte bedre til mig selv og vide at jeg ikke kan klare en sådan udfordring på nuværende tidspunkt. Fra nu af arbejder jeg kun hver anden lørdag og det er det!

Så kom han til verden – Eliot. Christine fødte en lille søn kl. 5.03 søndag den 29. oktober. Hun gik 10 dage over og endte med at blive sat i gang. Det hele gik heldigvis godt, men jeg har været noget nervøs for om noget skulle gå galt eller han skulle være syg når han kom ud. Det er vel meget naturligt at have det sådan efter hvad vi har oplevet, men det har selvfølgelig påvirket mig en del. Alt gik godt og nu er han her så. Det er dejligt, men også hårdt på en anden måde, for nu bliver jeg hele tiden mindet om hvordan det skulle have været. Der ville have været omkring 5 måneder i mellem Elisabeth og Eliot og de skulle have leget sammen. Det kommer I ikke til og det er hårdt at tænke på. Vi var oppe på hospitalet og møde ham i går og havde taget en lille mariehøne, vi havde købt på Korsika, med og så havde jeg syet et badehåndklæde med en lille blomst på hætten. Det var ikke så slemt at være der som jeg havde frygtet, men bagefter blev jeg faktisk ret ked af det.