Jeg savner min datter HELT VILDT!!! Det er sådan jeg har det.

Lige i disse dage svæver jeg rundt i en mærkelig tilstand af sorg, savn, frustration, jalousi samtidig med en oprigtig glæde over denne lille Eliot som netop er kommet til verden. Christine fødte en lille søn i går og jeg elsker ham allerede på trods af at jeg slet ikke har mødt ham endnu. Men jeg glæder mig og tænker at jeg muligvis kommer til at græde når jeg ser ham og at jeg sikkert vil overdænge ham med en masse kærlighed.

Kevin og jeg har været på en lille weekendtur til Arild ved Kullen i Sverige. Det skulle have været en glædelig weekend, hvor vi skulle fejre at Elisabeth skulle være storesøster, men det bliver hun så heller ikke denne gang. Beskeden fik vi på vejen derop :-( og vi var parate til at vende om på stedet, men vi fortsatte og det viste sig faktisk at være helt rigtigt og godt for os at tilbringe lidt tid væk fra det hele og især sammen på den helt specielle måde man er sammen på sådan et smukt sted, med stilhed, udsigt og ingen forstyrrende elementer andet end smuk natur og hinanden. Vi fik snakket om alt og intet som vi ikke har gjort længe. Det var rart.

Jeg starter på arbejde i morgen og tænker at det bliver godt for mig at fylde min hverdag med noget andet end babytanker i et stykke tid. Det er dælme hårdt at være i behandling! Nu har jeg fyldt mig med hormoner på klokkeslet i en hel måned, spist mine vitaminpiller, sovet og spist rigtigt, ikke drukket alkohol eller kaffe, ikke overanstrengt mig ... Man siger at man bare skal tænke på noget andet, men hvordan gør man det, når jeg konstant bliver mindet om det?? Nu starter jeg på arbejde og så bliver projekt fertilitetsbehandling lagt på hylden i mindst et par måneder. Det er simpelthen for hårdt!!

Nogen dage er jeg frygtelig angst for at glemme – glemme Elisabeth, hendes duft og hvordan det var at holde hende, skifte hende, kysse hende, mærke hende. Jeg vil så gerne bevare alle vores minder fra denne; den bedste og værste sommer i hele mit liv. En måde jeg elsker at være sammen med min datter på, er ved at være sammen med min mødregruppe som jeg har mødt gennem APA. Sammen med dem, er det helt ‘legalt’ at tale om vores børn hele tiden og det er som om jeg er lidt tættere på Elisabeth sammen med dem. De kender hende selvom de aldrig har mødt hende.

En sms tikkede ind klokken 7.30. Jeg var overbevist om at det var Christine der havde født, hvem ville ellers smse på det tidspunkt? Havde allerede forestillet mig hvad der stod og tænkt at den 26.10. var en fin dato at have fødselsdag på ... men det var det overhovedet ikke. Det var Kevin; ’Jeg har glemt mine regnbukser i S-toget'. Øv for begge dele!

Selvom jeg ikke er i det mest virksomme hjørne for tiden, fik jeg mig alligevel mandet op til at få tømt reolerne i kælderen, støvsuget og vasket gulvet – der havde samlet sig et godt lag slidt på det år de har stået der – og tømt skænken i stuen, så vi kan få byttet om på de to arrangementer og så jeg kan få reolerne med til AT-BO i morgen for at få låger på. Det skal nok blive fint. Nu må der snart ske noget. Vi kan ikke blive ved med at bo i denne ’lige flyttet ind’ stue. Det går ikke! Og hvorfor er det mon så det er lige nu der skal rykkes – netop som jeg har overført 36.000 for en tregangsforsikring til Trianglen? Sikkert fordi at min barsel er ved at være forbi og derfor er det gået op for mig hvor meget her skal laves og hvor lidt jeg har fået lavet af alt det. Det var hele opsparingen der røg der. Men jeg er fortrøstningsfuld. Det skal nok gå. Nu kan man jo mene, at det vil være lidt spild af penge hvis det viser sig, at jeg rent faktisk allerede er blevet gravid. Men skulle det vise sig, at vi allerede er blevet velsignet, er det nogen penge givet godt ud. Ingen tvivl om det. Nu kan tiden frem til på lørdag kun gå for langsomt.

Nogen gange skal man lige hele vejen rundt, for til sidst at finde ud af hvad det egentlig er man vil. Det endte med at det var en seddel i Netto der mindede mig om at det jo egentlig var Raadvad Stenhuggeri der skulle indhugge Elisabeths sten og ikke et eller andet tilfældigt kædestenhuggeri. Ringen sluttede. Det gav pludselig mening. Vi stod der i smukke Raadvad og jeg kunne næsten mærke Elisabeths lille sjæl hos mig. Det var dér vi gik den allerførste tur med hende i barnevognen. Selvfølgelig skal hendes sten indhugges lige netop der. Fornemmelsen i maven var god. Han var en rigtig rar stenhugger. Jeg var helt tryg ved at efterlade sten og tegninger der.

Til frokost på arbejdet. Ganske hyggeligt. Det bliver nu ok at komme tilbage igen. Især fordi det bliver på halv tid! Og så har jeg desuden fået job som lørdagsafløser i en børnetøjsbutik. Oplæring på mandag og første alenevagt lørdag den 4. november. Skal nok blive sjovt.

I dag skulle jeg havde været på café med mødregruppen, men måtte melde afbud. Jeg går og har det lidt småskidt for tiden. I dag havde jeg desuden fået ondt i halsen og har suttet halstabletter hele dagen. Især er det slemt om morgenen og så er jeg afsindigt træt – hele tiden! Går i seng kl. 21 og må sætte vækkeuret til kl. 23 for at tage mit medicin og igen til kl. 7. Det bliver hårdt at starte arbejde igen. Er det bare efteråret eller er der mon andet i gære?

I dag er det 3 måneder siden Elisabeth døde og derfor pyntede vi ekstra op med Halloween og efterårsstemning i hendes lille fine have. Jeg havde udhulet et græskar med en måne og stjerner til Elisabeth. Det tror jeg hun blev glad for.

Tagrenderne på huset er blevet efterårsrenset og fliser og sten renset for det værste ukrudt. Haven er ved at trække i efterårstøjet.

For øvrigt var det vist et godt køb, de der støvler til Kevin. I hvert fald har han købt et par til mig også – i lime! Så med regntøj og støvler kan det der efterår bare komme an!

Endnu en lørdag sluttede med hygge i sofaen til Matador. Jeg ææælsker den serie! Dejligt at se den sammen med Kevin – hans første gang.

Ud af de 5 æg jeg fik taget ud, havde 3 overlevet og delt sig fint – alle til 4 celler og den ene var endda i gang med at dele sig yderligere og havde 5 celler på oplægningstidspunktet. Fik lagt to af dem tilbage. Det sidste røg i fryseren. Så er der ikke andet at gøre end at spise sundt, tage mit medicin til tiden og så ellers stille og roligt ruge.

Tidligt op. Skulle møde kl. 8 på Trianglen til ægudtagning. Det så ud til at to af de syv allerede havde løsnet sig, så der var kun 5 at tage ud. Øv! Straks tænkte jeg at det var nok lige præcis de to som ville have været dem der skulle blive til vores næste to børn. Peter havde ellers sagt at de ikke ville lade mig gå så længe efter ægløsningssprøjten, netop for at undgå dette. Nu har jeg ellers undgået overstimulering indtil videre, så det skulle nok passe at æggene ikke dur til noget. Man bliver så frygtelig pessimistisk oven på de oplevelser vi har været igennem. Det er svært at tro på at der ikke nok skal gå et eller andet galt.

På kirkegården hos Elisabeth med en lille buket. Bagefter på cafe med Christine. En uge til termin. Dejligt at få snakket om børn og mødre. Min graviditet og Elisabeth er heldigvis noget der stadig fylder meget sammen med hende.

Kevin kom hjem med de to afsnit af Matador, som vi missede da vi var på Korsika. Popkorn og to gange Matador – det var en dejlig fredag aften.

Så fik jeg lige en lille smag på hvordan det muligvis bliver at være mig under den næste graviditet. Begyndte i går at få begyndende symptomer på overstimulering – ømhed i underlivet, oppustet mave og en generel utilpashed, så jeg frygtede at det var en begyndelsen på noget der kunne udvikle sig til noget slemt. Ved jo hvor hurtigt det kan gå. Så jeg tog den beslutning at springe indsprøjtningen over om aftenen og i stedet møde op på Trianglen tidligt næste morgen, selvom jeg havde en tid til scanning om eftermiddagen. I morges ringer jeg alligevel til Trianglen først og får en kort snak med Peter. Det beroligede mig ikke meget, så jeg besluttede at tage af sted alligevel. De var heldigvis forstående og jeg kom til med det samme. Alt så fint ud og jeg skulle ikke frygte en overstimulering. Ægløsningssprøjte i aftenen og 7 eller 8 æg burde være klar til udtagning lørdag morgen. ☺

Sidste gymnastikgang. På Konjak og spise frokost bagefter. Hyggeligt og lidt trist at det var sidste gang. Heldigvis har vi allerede aftalt at mødes igen den 19. oktober, sammen med alle vores mænd. Det er så rart at være i et forum hvor det hele handler om vores børn og os selv.

Nåede også lige en scanning ind i mellem. Æggene er nu 14 mm. Næste scanning torsdag.

I dag ville Elisabeth være blevet 4 måneder.

Dagen i dag er ikke meget anderledes end alle de andre dage. Jeg savner hverken Elisabeth mere eller mindre. Men jeg kan mærke at jeg bliver ked af alle de ting vi, på grund af tidens gang, bliver mindet om – de ting vi kunne have oplevet, men som vi aldrig vil opleve. Det er hårdt. Alt det vi aldrig fik, er nok noget der altid vil fylde meget. Heldigvis fylder glæden over alt det vi trods alt fik, også meget og jeg håber den glæde vil få overtaget og de andre tanker blive mindre. Sådan skal det være. De kære børn – de giver os så meget kærlighed. Jeg tror og håber med tiden at glæden over vores børn må blive den der fylder.

Ude godt, men hjemme bedst! Det kunne være at jeg skulle have Kevins søster brodere mig sådan et stykke til at hænge på væggen, for det er da så sandt som det er skrevet. Jeg har altid forstået budskabet – altså forstået betydningen af ordene, men sådan den dybere forståelse er først nu gået op for mig. Det her er virkelig mit hjem. Her hvor Elisabeth hører til, er hvor jeg hører til.

Lørdag nat kom vi hjem fra en uges ferie på Korsika. Mine forældre betalte og var med. Det var alt i alt en god tur, selvom det føltes helt forkert at sidde på en cykel på Korsika – jeg skulle jo have gået herhjemme med barnevognen. Men nu var vi der og så måtte vi jo prøve at få det bedste ud af det og det synes jeg også vi gjorde.

Men tårerne var uden tvivl flere og det var hårdt at være væk fra de vante omgivelser. Dog følte jeg at Elisabeth tog sig godt af os og prøvede at trøste når tårerne kom. Lige siden bisættelsen har jeg set Elisabeth i alle de smukke hvide sommerfugle fra engen omkring kirkegården. På Korsika var der mange hvide sommerfugle. De dansede for os og hjalp os op af alle bakkerne på cykel og jeg kunne mærke Elisabeths nærhed. Jeg er sikker på at hun har været med os – selv på Korsika.

Men at komme hjem, var alligevel noget ganske andet. Det er her Elisabeth er født og her hun har levet sit korte liv. Det er her vi mindes hende og hun er tæt på. Min søster og Christine har været forbi, lidt på skift, men mindst to gange om dagen, for at passe Mao mens vi var væk. Både Mao og Elisabeth har fyldt meget i vores bevidsthed, så det var rart at få smser om hvordan det det gik her hjemme. At vide at Mao havde det godt og at de havde været forbi hos Elisabeth – det gjorde os så glade og så savnede vi dem endnu mere.

Vi kom hjem kl. 3 i nat, så det var først i dag, søndag, at vi kunne gå en lang tur langs Mølleåen og ned til kirkegården. Jeg havde plukket blomster fra haven og havde en grøn skiffer sten med hjem fra Korsika. Vi fik fjernet grannåle, men ellers så der fint ud. Det var rart at være tilbage igen.

Min søster skal giftes og flytte i hus! Det blev åbenbaret på djævelsk vis rundt om morgenbordet kort tid efter hjemkomsten. Efter en dags sundning er det dejlige nyheder, men lige da bomben faldt føltes timingen ikke just gennemtænkt. Mine forældre havde sovet i kælderen, vi var stået tidligt op grundet scanning på Trianglen (æggene er nu 11 mm) og nu vi alle alligevel var samlet, valgte Sidse og Jan at troppe op med den store nyhed. Vi var nærmest ikke kommet hjem og var ret berørt af det savn vi havde følt hele ugen, så det var for meget at kapere lige der.