
Min allerkæreste lille sommerfuglepige
I dag var dagen vi har ventet på. Præcis 2 år er gået siden verden mødte dig. Det var en ankomst af de mere dramatiske. Til daglig er det mest hele dig, hele din lille personlighed, der fylder. Men lige netop på din fødselsdag fylder din ankomst i denne verden lidt mere. Det var det øjeblik du gjorde mig til mor, det var det øjeblik min verden blev ændret for altid.
I dag har vi holdt din fødselsdag, med gaver og gæster og flag. Det har været en rigtig dejlig dag, en dag hvor du var blev fejret. For der er grund til at fejre dig. Du kom og ændrede verden bare en lille smule. Vores verden blev vendt helt på hovedet. Vi hænger her endnu og vi hænger godt fast, for hvis ikke vi var her, hvem skulle så fortælle din historie?
Tillykke med fødselsdagen min pige.
Sommerfuglekys
Din Mor
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
