Til check på Trianglen. Så ud til at jeg allerede er tilbage til mine gamle æggestokke. Startede østrogenbehandling i dag og fik tid til scanning næste uge. Det er sammen behandling som da jeg blev gravid med Elisabeth, så man har vel lov at håbe ...
onsdag, august 30, 2006
Rebekka har været på besøg her i dag. Det var rigtig hyggeligt. Vi fik set billeder og snakket og snakket og besøgt Elisabeth.
I aften gjorde jeg et rigtigt godt kup på et gratis loppemarked! Fire gode børnebøger og børneklassiker cd boksen – helt gratis! Ingenting betalte jeg, men fik da sagt tak den venlige mand der havde stillet ting og sager ud på gaden til gratis afhentning.
lørdag, august 26, 2006
fredag, august 25, 2006
Gymnastik om formiddagen. Kan mærke at min krop er blevet mere samarbejdsvillig. Kan være kombination af gym, kinesiologi og tiden der arbejder for mig.
Bagefter et smukt besøg hos min datter. Gik der ned over engen – den bedste vej – og allerede på bakken kom hun mig i møde og fulgtes med mig hele vejen over engen. Jeg måtte stoppe op og smile så det gjorde helt ondt, i mens tårerne flød ned over mit ansigt. Det var så smukt som hun dansede for mig, rundt og op og frem og tilbage og ned og op igen. Jeg elsker at besøge hende og mærke hendes nærvær på den måde. Det er en meget stærk og smuk følelse.
Om aftenen var det sommerfest i Kikhavn. Vi var over 30 i år, med koner, mænd, kærester og børn. Det var overraskende hyggeligt og rart at se alle igen i uforpligtende omgivelser og afslappet selskab. Kørte hjem meget senere end jeg havde regnet med.
torsdag, august 24, 2006
onsdag, august 23, 2006
Bestilt tid hos lægen til et 8 ugers check. Brian har holdt ferie, så jeg har først kunne komme til nu. Troede jeg! Brian holder forældreorlov sammen med Connie frem til oktober, så jeg kom ind til en vikar. Ikke lige det jeg havde regnet med. Det var jo i virkeligheden mest en snak med ham om hvordan det var gået os og Elisabeth siden sidst. Så det fik jeg ikke meget ud af.
mandag, august 21, 2006
søndag, august 20, 2006
Fik min menstruation – noget tidligere en forventet.
Til slotskoncert på Ledreborg sammen med mine forældre, Jørgen og Lisbeth. Benny Andersen og Poul Dissing var vidunderlige - som altid, men Procul Harem var ikke lige os, så vi benyttede chancen for at tage tidligt af sted og på den måde undgå køer og kaos. Benny og Poul var som sagt gode, men det var med lidt vemod at være der. Vi havde jo regnet med at vi skulle have haft barnevognen med i år, så det var ikke nemt at være der uden.
lørdag, august 19, 2006
fredag, august 18, 2006
Jeg har fået lovning på at jeg kan føde på RH. Var til en opfølgningssamtale med en læge fra svangerambulatoriet på RH. Det viste sig at være den læge som havde undersøgt mig inden vi tog hjem. Hun var godt forberedt og rigtig god at tale med. Hun lovede mig at jeg kunne føde på RH næste gang og at jeg ville få tilbudt alt mulig særbehandling og alle de ekstra undersøgelser jeg havde brug for. Hvilken befrielse! Jeg var glad da jeg gik derfra.
onsdag, august 16, 2006
tirsdag, august 15, 2006
mandag, august 14, 2006
søndag, august 13, 2006
lørdag, august 12, 2006
En tur i Lyngby for at tage et kig på gravsten. Nu vil jeg gerne snart have afrundet den del af det. Vi vil så gerne finde den helt rigtige sten og da vi ikke som sådan behøver at skynde os, tager det sin tid. Vi drømmer lidt om en sten fra Maines kyst, da det er et sted vi begge elsker og fordi det giver mening at stenen kommer fra et sted vi kender og har et forhold til. Vi ved ikke om det kan lade sig gøre, men nu ringer jeg til stenhuggeriet i morgen og finder ud af det. Ellers har jeg tænkt på at en lille lilla sten med hvid skrift ville give mening – det ville være ligesom hendes kiste. Kevin nævnte en hvid sten og det havde jeg slet ikke tænkt på, men det var også en mulighed.
fredag, august 11, 2006
Kære lille Elisabethskat
I dag fik jeg fortalt hele din historie igen. Genoplevet tiden fra da du kom til verden, og fra første gang jeg mødte dig da du blev lagt på min mave – hvilken vidunderlig følelse det var! Når jeg tænker på det, kan jeg stadig mærke dig. Din lille varme krop der kom over på mit bryst. Du græd da du blev løfte ud af kuvøsen, men faldt meget hurtigt til ro igen da du landede på mit bryst. Jeg ville give alt hvad det skulle være for at opleve det igen. Jeg fik genoplivet tiden på Glostrup og Rigshospitalet, da vi fik den forfærdelige meddelelse om din tilstand, den første nat sammen med dig – endelig forenet – og så vidste vi ikke hvor lang tid vi kunne få lov at opleve denne lykke. Hver gang du holdt op med at trække vejret græd vi, for vi troede at nu var det slut, men du begyndte at trække vejret igen hver gang. Tiden da vi tog hjem og fik lov at opleve at vise dig dit værelse, sove sammen med dig i vores store seng, fik lov at pusle dig – hvor jeg dog elskede at pusle dig, vaske dig, smøre din tørre hud med olie, give dig en ren ble på og noget af alt dit fine tøj som stadig ligger på puslebordet. Det bliver svært at rydde væk. Lige nu får det lov at ligge lidt endnu, men når jeg er parat pakker vi det væk i en lille kuffert og der skal det altid blive. Det vil jeg aldrig kunne give et andet barn på. Det vil altid være dit tøj. Jeg genoplevede alle vores gåture i området og da vi tog ud for at besøge Mormor og Morfar. Det er den længste tur du har været ude på. Det er jeg så glad for at du nåede at opleve. Der skulle vi have været ude mange gange. Du skulle have klatret i alle træerne når du var blevet gammel nok. Vi nåede at opleve kirsebærsplukning og grill i gården. Jeg genoplevede også den sidste tid sammen med dig hvor du blev mere og mere svag, hvor du græd – det gjorde så ondt at høre dig græde, for vi ville så nødigt have at du havde ondt. Du fik opiumsmixture som så ud til at berolige dig. Det var så hårdt at se dig blive så lille og så ked af det. Du kæmpede en brag kamp. Det var tydeligt at du helst ville blive hos os, du ville ikke af sted. Min lille skat, hvor havde jeg dog ønsket at vi begge kunne have bestemt og du kunne have blevet hos os. Men det kunne ikke være sådan og du måtte af sted. Aftenen før var begge to nok godt klar over at det var ved at være tid. Jeg læste historier for dig. Du fik en hel masse – det var jo de sidste du fik mens du stadig var her. Vi læste hele ’Årets gang’ – den med fuglene – og vi startede med din måned – juni. Jeg vil fra nu af altid mindes vores sidste aften sammen og jeg vil læse alle månederne for dig igen – en af gangen. Da det blev august læste jeg august for dig ved dit gravsted og når det bliver september kommer jeg og læser september for dig.
Hele dit korte liv vil jeg genopleve mange gange endnu. Jeg kan mærke at det hjælper mig at fortælle om dig. Det er rart at mange mennesker kender dig og kender til dit liv. For dit liv betyder så meget. Du har været her og du har gjort en forskel. Denne fortælling betød noget særligt. Den blev fortalt til 5 andre mødre som alle vidste præcis hvor svært det er at være mor til et barn som er dødt. Det er mødre som jeg fremover vil mødes med hver fredag formiddag for at lave gymnastik og fortælle om os selv og vores elskede englebørn. Jeg var meget spændt på hvordan det mon ville blive, men det var bestemt en god oplevelse. Jeg har mødte andre englemødre på nettet, men aldrig siddet sammen med dem, set deres tårer i øjnene og følt deres medfølelse så tydelig. Det er jeg sikker på vil blive af stor betydning for mig.
Bagefter kørte jeg ned til din lille have og sad lidt sammen med dig. Det var rart efter en så intens oplevelse bare at få lidt stille tid sammen med dig. Jeg elsker at komme og besøge dig. Det er næsten blevet helt hjemligt at komme og jeg er tit rundt for at hilse på alle de andre døde.
Derefter kørte jeg til IKEA for at købe en ramme til din stork, fyrfadslys og en lille fin blålilla lampe til din have. Den har næsten samme farve som din kiste og ser noget så fin ud
Ringede til Trianglen igen og talte med Morten. Var blevet i tvivl om det var det rette tidspunkt, om min krop var parat og hvis ikke, om det så ikke ville være spild af æg. Vi blev enige om at stoppe projektet og se tiden an evt. til næste måned. Det hele var gået lidt stærkt om tirsdagen. Lige pludselig var jeg i behandling igen og egentlige var vi bare kommet for at fortælle om Elisabeth og for at høre om mulighederne for endnu en graviditet. Jeg kan nok heller ikke sige mig fri for at have en smule dårlig samvittighed overfor Elisabeth og så tror jeg desuden at vi begge trængte til at prøve lidt for os selv inden vi går i gang med den store behandling igen. Det har vi slet ikke haft mulighed for i alle de år vi har været i gang. Man kunne jo håbe på at Elisabeth på en eller flere måder ville kunne hjælpe os.
onsdag, august 09, 2006
Det endte med at blive en ok fødselsdag, selvom det ikke lige var den fødselsdag jeg har drømt om. Elisabeth mangler i alt hvad vi foretager os og selvom hun i vores hjerter og vi prøver vi at leve videre, er det ind i mellem meget svært.
Dagen startede med morgenmad med blåbær på terrassen og sluttede med aftensmad med majskolber på terrassen. Ind imellem havde vi, trods alt, en god dag på Kullen – uden regn! Inden vi tog af sted var vi lige nede hos Elisabeth og sætte et flag på hendes 2 måneders fødselsdag og der sluttede vi også af – vi havde taget et stykke af Kullen med til hende.
Næste gang vi skal til Kullen bliver det med overnatning. Gaven fra mit arbejde var et gavekort til en overnatning på Hotel Strand i Arild. Det var et ret sjovt sammenfald, da de ikke vidste at vi var på vej der op. Vi besøgte hotellet da vi nu var der og fik booket en overnatning i oktober. Det var ikke nemt at finde en dato for der var booket godt op med diverse bryllupper.
Gaven fra min kære mand var de fineste blomsterøreringe i guld med rosa brillanter. En for ham og en for min lille datter. Så smukt!
tirsdag, august 08, 2006
I morgen er det Elisabeths 2 måneders fødselsdag og min 34 års fødselsdag. Den havde jeg drømt om, vi skulle have holdt sammen. Det kunne have været så dejligt. Så skulle vi have været på udflugt med barnevognen et eller andet dejligt sted. I stedet tager vi ned til Elisabeth på kirkegården og bagefter kan det være at vi tager en tur til Sverige. Det ville have været dejligt hvis vi kunne have haft hende med.
Om eftermiddagen havde vi aftalt tid hos Jørgen på Trianglen. Mest med henblik på at fortælle ham historien. Det er efterhånden ved at være et års tid siden sidst og ham jeg skylder æren for min graviditet med Elisabeth. Jeg havde forinden sendt ham en e-mail med billeder, så han var orienteret om situationen.
Både Kevin og jeg har talt om at vi meget gerne snart vil gøre Elisabeth til storesøster. Jeg især har et stort fysisk savn og en masse omsorg jeg ikke har nogen steder at gøre af. Efter en scanning viser det sig at jeg var meget tæt på at have ægløsning. Så derfor fik jeg taget en blodprøve for at konstatere at det faktisk også forholdt sig sådan. Æggene bør kunne tøs op lørdag og jeg bør kunne få det/dem lagt op søndag. Bang! Sådan. Det havde jeg jo ikke lige regnet med at få ud af det besøg. Så nu er vi allerede i gang.
mandag, august 07, 2006
Camilla var på besøg om formiddagen. Hun havde en fin buket til Elisabeth med fra Katrine.
Kevin var på arbejde for første gang efter Elisabeth blev født. Vi mødtes hos Elisabeth inden vi hentede hans nye cykel.
Bodil og Bo kom på besøg om aftenen. De havde en smuk buket med til Elsabeth og en fin lavendel, med små hvide sommerfugle, fra Kirsten og Hans. Kirsten er altid så betænksom. Der var også en gave fra hende til mig. To sæt dynebetræk fulde af sommerfugle. Tusind tak!
søndag, august 06, 2006
Til kunsthåndværkermarked i Vallekilde sammen mesd min mor og far, og derfra videre til Vesterlyng. Kevin var den eneste der nåede i vandet. Det er ellers ikke koldt. Senere satte jeg Kevin af i skoven, så han kunne løbe en tur. I mens kiggede jeg på gravsten hos Stenhuggeriet i Jyderup. Fandt ikke rigtig noget pænt, selvom der er rigtig mange at vælge imellem. I haven ved Sølyst kiggede vi lidt på skulpturer, inden vi kørte hjem til mine forældre, som ventede med grillmad i gården.
lørdag, august 05, 2006
tirsdag, august 01, 2006
Alle de smukke blomster fra kirken har pyntet i Elisabeths have lige indtil i dag. Så kunne de ikke mere. I stedet plantede vi rosen fra hendes mormor og morfar, en lyng og en anden fin blomst som jeg ikke ved hvad hedder, men den har nogen fine blålilla blomster der ligner små roser. Senere begyndte det at tordne og regne som jeg ikke har set det længe. Det er som hele verden og himlen græder med os – her på dagen efter urnenedsættelsen – lige som den gjorde dagen efter bisættelsen. Det er næsten helt symbolsk som vejret har skiftet karakter efter Elisabeth døde. Jeg kan slet ikke huske at vi har haft andet end sol og sommer mens hun levede.
