I morgen er det Elisabeths 2 måneders fødselsdag og min 34 års fødselsdag. Den havde jeg drømt om, vi skulle have holdt sammen. Det kunne have været så dejligt. Så skulle vi have været på udflugt med barnevognen et eller andet dejligt sted. I stedet tager vi ned til Elisabeth på kirkegården og bagefter kan det være at vi tager en tur til Sverige. Det ville have været dejligt hvis vi kunne have haft hende med.
Om eftermiddagen havde vi aftalt tid hos Jørgen på Trianglen. Mest med henblik på at fortælle ham historien. Det er efterhånden ved at være et års tid siden sidst og ham jeg skylder æren for min graviditet med Elisabeth. Jeg havde forinden sendt ham en e-mail med billeder, så han var orienteret om situationen.
Både Kevin og jeg har talt om at vi meget gerne snart vil gøre Elisabeth til storesøster. Jeg især har et stort fysisk savn og en masse omsorg jeg ikke har nogen steder at gøre af. Efter en scanning viser det sig at jeg var meget tæt på at have ægløsning. Så derfor fik jeg taget en blodprøve for at konstatere at det faktisk også forholdt sig sådan. Æggene bør kunne tøs op lørdag og jeg bør kunne få det/dem lagt op søndag. Bang! Sådan. Det havde jeg jo ikke lige regnet med at få ud af det besøg. Så nu er vi allerede i gang.
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
