Afrejse til Korsika. Vi ses i oktober.
fredag, september 29, 2006
Tænker nogen gange på alle mødregruppens englebørn og hvor gerne jeg ville have mødt dem alle sammen i live. Men på trods af at jeg ikke har mødt dem i live, føler jeg alligevel, at jeg kender dem lidt fordi deres mødre har fortalt så meget smukt om dem. Det fik mig til at tænke på deres navne og hvor godt jeg synes de passer til dem alle sammen.
At gense hele forløbet med Elisabeth i billeder, gør mig ofte både glad og trist. Glad fordi de er håndgribeligt bevis på at jeg er blevet mor til den smukkeste lille pige, et bevis på at jeg har fået lov til at holde hende i mine arme, dufte hende, skifte hendes ble, passe og pleje hende så godt som jeg overhovedet formåede i den tid hun levede. For det, er jeg hende evigt taknemmelig. Og så gør de mig samtidig så trist, fordi der med dem følger en erkendelse af, at jeg aldrig mere får lov at holde hende i mine arme. Det er en hård erkendelse, som vist langsom er ved at gå op for mig. Jeg vælger så vidt muligt at fokusere på glæden og alt det smukke hun har bragt ind i vores liv.
I morgen rejser vi til Korsika. Jeg tror jeg glæder mig, men det er samtidig med en smule vemod at skulle af sted fra det velkendte og trygge, især Elisabeths lille have og Mao. Vi tager Elisabeths lille fyrfadsstage med og et billede af hende, men jeg tror alligevel at jeg kommer til at føle at jeg skal langt væk fra hende. Sidse og Christine kommer og passer Mao. Håber virkelig at han ikke kommer til at føle sig alt for alene. Alle de bekymringer, men det er vel helt naturligt i denne situation.
torsdag, september 28, 2006
onsdag, september 27, 2006
Så kom efteråret. Det har ladet vente længe på sig, men i dag startede dagen med regn, så man kun havde lyst til at putte sig godt og grundigt under dynen. Rart at kunne.
Fik min menstruation i dag. På Trianglen og snakke med Jørgen. Starter på Pergotime på søndag og Puregon næste fredag. Så er vi i gang igen.
tirsdag, september 26, 2006
Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg havde forventet af foredraget i går. Hele dagen i går havde været en lang tudedag. Havde været rigtig ked af det og havde set frem til foredraget om aftenen. Men jeg havde det godt nok mærkeligt da vi kørte hjem. Som om ... hvordan skal jeg forklare det ... Jeg tror i virkeligheden jeg havde meget mere brug for at snakke end at lytte til Tom forklare hvordan det er. Jeg ved jo godt hvordan der er. Selvom vi var trætte og Kevin skulle op tidligt næste morgen, fik vi en rigtig god og laaaang snak da vi kom hjem – lige det jeg havde brug for og den mærkelige følelse forsvandt og jeg sov godt.
mandag, september 25, 2006
På Trianglen. Jørgen havde fri i dag – en overraskelse. Fik i stedet en snak med Morten og en ny tid hos Jørgen på onsdag den 27. september kl. 13. (Det var en lidt underlig fornemmelse at opdage at det er den samme dato og det samme tidspunkt som Elisabeths bisættelse).
Sidste gang jeg fik taget æg ud (dem Elisabeth var blandt), startede jeg på Pergotime i en uge og derefter Puregon med hypige scanninger. Jeg blev overstimuleret, men kun lidt, så jeg er frisk på samme fremgangsmåde. Må vente og se hvad Jørgen siger onsdag. Vil sådan håbe at det kan passes ind med vores Korsikatur næste uge. Ellers skal jeg på p-piller i en måned og kan først komme i gang i slutningen af oktober. Onsdag er kun to dage væk.
I aften har Landsforeningen arrangeret åbenthus. Tom Kjær, hospitalspræsten fra Herlev, kommer og holder foredrag. Glæder mig. I dag har jeg været rigtig trist og har læst om mange andre englebørn på nettet og tårerne har fået frit løb. Minderne fra Elisabeths fødsel og liv har været meget nærværende. Et kejsersnit, lignende mit, startede tanker om den næste fødsel. Har svært ved at bære tanken om at skulle igennem et kejsersnit igen. Håber sådan at det kan blive en normal fødsel, men har samtidig på fornemmelsen at det bliver det nok ikke.
Har besøgt Elisabeth to gange i dag. Gjorde godt. Det er altid med et smil, at jeg er hos Elisabeth på kirkegården.
Har været på biblioteket og hente bogen Den Nødvendige Smerte. Startet på den sammen med is og grøn te på terrassen. Tror det bliver godt.
søndag, september 24, 2006
Svar på blodprøven – negativ. Måske var det bare ønsketænkning, men vi havde begge på fornemmelsen at den var positiv, så det kom som lidt af et chok at den var negativ. Det var de sidste fryseæg fra den pulje som Elisabeth er fra. Tror Kevin tog det hårdere end mig. Han blev faktisk rigtig ked af det. Selvom jeg også blev ked af at høre resultatet, følte jeg på en måde samtidig en vis lettelse. Nu kunne jeg fuldt ud bruge min energi på Elisabeth igen. Følte måske lidt, at jeg har svigtet hende fordi jeg har været så fokuseret på om jeg var gravid eller ej. Jeg troede ikke jeg var så fokuseret, men efterfølgende kan jeg godt se at jeg hele tiden gik og mærkede efter tegn. Har tid i morgen på Trianglen for at tale videre forløb. Min lille skat Elisabeth. Nu er jeg her igen 100% for dig. Det har været svært ikke at føle at jeg har kunne være det.
lørdag, september 23, 2006
fredag, september 22, 2006
I dag er det to måneder siden vores skat Elisabeth døde.
Pigerne fra efterfødselsgymnatikholdet har været på besøg til snak og sammenskudsfrokost på terrassen. Gad vide hvor længe sommeren har tænkt sig at holde ved? Gåturen tog os forbi Elisabeths have. Måtte derned igen senere, bare for at være lidt alene med hende. Det er noget andet at have besøgende med.
Det har været en dag i Elisabeths og alle de andre døde børns tegn. Det føltes helt rigtigt på den måde.
tirsdag, september 19, 2006
Vi er startet i fertilitetsbehandling igen. Jeg føler mig bestemt parat, men lige i disse dage har jeg været trist og fyldt af mange forvirrende tanker og følelser. Det er uden tvivl en blanding af hormoner og forventninger og frygt og sorg og ... ja det hele i en stor pærevælling. Det er svært at finde hoved og hale i sommetider. Men sådan er det vel bare og egentlig heller ikke så underligt alt taget i betragtning. Normalt ser jeg mig selv som et ret positivt menneske og har igennem alt det her, for det meste, formået, at mobilisere en eller anden form for positiv tro på fremtiden. Men lige i disse dage bliver den nemt overskygget af alt det andet.
I lørdags hentede vi Elisabeths gravsten hjemme hos mine forældre. Den blev gravet op fra deres gårdsplads. At få den op mindede mest af alt om en overdimensioneret rodbehandling og efterlod et stort sort hul. Min far fandt hurtigt en anden sten til erstatning, så nu ser der fint ud igen. Det føles helt rigtigt at Elisabeth får ‘min’ sten. Den er fyldt med så mange skønne minder og nu vil jeg for altid kunne ‘lege’ på den sammen med Elisabeth. Det giver god mening.
Men med gravstenen bliver der sluttet endnu et kapitel. Det er den sidste ting vi mangler at gøre og jeg tror måske, at grunden til alle mine forvirrende tanker og følelser lige nu, er en blanding af at sætte punktum og samtidig starte et nyt kapitel. Det må om noget skabe splid og forvirring i følelsesregisteret. Weekenden var som en ruchebane uden lige, men i dag går det allerede bedre.
torsdag, september 14, 2006
Vi er startet i forældresorggruppe igennem Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød. Mest for at gøre noget sammen, men især for at Kevin kunne møde nogen andre fædre i samme situation. Desværre var der kun en anden mand, ud over Kevin, den første gang. Det var ikke lige hvad vi havde forventet, men vi giver det en chance mere og overvejer derefter om vi skal melde os ud. Der findes noget andet der hedder fædreaftner, som sikkert vil være meget mere relevant for Kevin.
