Tænker nogen gange på alle mødregruppens englebørn og hvor gerne jeg ville have mødt dem alle sammen i live. Men på trods af at jeg ikke har mødt dem i live, føler jeg alligevel, at jeg kender dem lidt fordi deres mødre har fortalt så meget smukt om dem. Det fik mig til at tænke på deres navne og hvor godt jeg synes de passer til dem alle sammen.

At gense hele forløbet med Elisabeth i billeder, gør mig ofte både glad og trist. Glad fordi de er håndgribeligt bevis på at jeg er blevet mor til den smukkeste lille pige, et bevis på at jeg har fået lov til at holde hende i mine arme, dufte hende, skifte hendes ble, passe og pleje hende så godt som jeg overhovedet formåede i den tid hun levede. For det, er jeg hende evigt taknemmelig. Og så gør de mig samtidig så trist, fordi der med dem følger en erkendelse af, at jeg aldrig mere får lov at holde hende i mine arme. Det er en hård erkendelse, som vist langsom er ved at gå op for mig. Jeg vælger så vidt muligt at fokusere på glæden og alt det smukke hun har bragt ind i vores liv.

I morgen rejser vi til Korsika. Jeg tror jeg glæder mig, men det er samtidig med en smule vemod at skulle af sted fra det velkendte og trygge, især Elisabeths lille have og Mao. Vi tager Elisabeths lille fyrfadsstage med og et billede af hende, men jeg tror alligevel at jeg kommer til at føle at jeg skal langt væk fra hende. Sidse og Christine kommer og passer Mao. Håber virkelig at han ikke kommer til at føle sig alt for alene. Alle de bekymringer, men det er vel helt naturligt i denne situation.