Jeg sad og bladrede lidt i Nyhedsavisen på vej hjem fra arbejde i dag og pludselig strejfede mit øje en artikel der faktisk var ret interessant. 'Kvinder får børn i hjernen' hed den. Der stod, at i følge en ny undersøgelse har mødre en del af deres børn siddende i hjernen. Fostrene udskiller stamceller under graviditeten, som sætter sig i moderens hjerne og bliver en del af hende – også efter fødslen.
Hvis det virkelig er rigtigt, betyder det, at Elisabeth stadig er en del af mig. Hvilken skøn tanke! Jeg blev så glad og så gav det lige pludselig ekstra god mening at Elisabeths nærhed føles så tydelig ... måske?
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
