En dag der kom til at stå i Elisabeths tegn. Pernille var på besøg til frokost for at se din sten. Det var rart at du kan få lov at fylde så meget sammen med hende. Hun er på en måde en af dem der bedst forstår – eller rettere gider at involvere sig – og det på trods af at hun slet ikke har børn selv, endog går med planer om nogen sinde at få nogen. Hun låner de andres og er god til at deltage. Det har været rart at opleve.

Om aftenen var der åbent hus i Landsforeningen – gravid igen. Var af sted alene da Kevin havde valgt i stedet at tage til generalforsamling i dansk/kinesisk forening. Tror han haft mere ud af en aften blandt andre engleforældre. Hans egne ord. En mor læste op af sin dagbog til sin dødfødte søn, fra tiden efter hans død og indtil lillesøster blev født. Det var meget rørende og stærkt.

Nu har jeg kun været af sted et par gange, men det bliver nok ikke sidste gang. Jeg synes det er så rart med et forum på den måde hvor at du virkelig får lov at fylde. Jeg føler mig som mor, men i det forum er jeg endnu mere mor, fordi de andre forstår. Det gør en forskel.

Så er vi i gang med behandling igen. Det fylder ikke meget i mit liv, ud over at jeg selvfølgelig bliver nødt til at huske at tage mine piller og min indsprøjtning, men bortset fra det, er det intet at sammenligne med hvordan det var tidligere. Jeg er heller ikke så overbevist om at det vil lykkes for os denne gang. Hvorfor skulle det det? På den anden side – jeg har gjort hvad jeg kunne – har fået akupunkturbehandlinger og Jørgen er også indstillet på at sætte alt ind denne gang. Bla er jeg begyndt at få prednison, som er et binyrebarkhormon der skulle have indvirkning på mit immunsystem. Måske vil det hjælpe ægget med at sætte sig fast. Desuden skal æggene dyrkes i flere dage, så de ender som blastocyster inden de bliver lagt tilbage igen. Nu må vi se. Lige nu er jeg med på hvad der sker og hvornår, men ellers er der ikke videre sindsoprivende ved det. Det er bare noget vi gør. Egentlig ønsker jeg det ikke. Det kan ikke give mig min dejlige og skønne Elisabeth igen. På en måde glæder jeg mig til at gøre hende til storesøster og på en måde orker jeg næsten ikke at skulle igennem en hel lang graviditet igen. Den bliver sikkert ikke sjovt. På en måde ønsker jeg mig tvillinger, på en måde er jeg hunderæd for hvad der kan følge med af komplikationer i form af for tidlig fødsel, bristning af kejsersnit ... Jeg vil bare have Elisabeth. Jeg savner dig min skønne pige!

I dag kom blomsterne fra Grammy og Grampy. De var meget smukke. Lilla tulipaner med små hvide blomster og enebærgrene tror jeg det var.

Mit eksem, der startede med lidt rødt udslet på håndryggen tirsdag aften, har nu bredt sig til det meste af kroppen og udviklet sig til små vandfyldte blærer, så min hud føles helt ru og nopret. Og så klør det!! Gad vide hvad det skyldes? Må vist hellere ringe til lægen i morgen hvis det bliver ved.

6 måneder er der gået siden min lille skønne datter trak vejret for allersidste gang. Et halvt år er lang tid siden og alligevel føles det som var det i går. Var forbi kirkegården på vej hjem, for at tænde et lille lys. Grammy havde, som den eneste, husket det og sendte denne lille hilsen:
I am going to send flowers today to Elisabeth's grave. It doesn't seem possible she’s been gone for 6 months. To you, I'm sure it seems like yesterday.

At starte på arbejde var hårdt i starten og jeg har været glad for den blide start på halv tid, men jeg kan mærke at jeg er ved at være parat til at være tilbage igen på fuld tid. Det er som om jeg har flere glade timer i mit liv når jeg går på arbejde og det tror jeg til dels skyldes at jeg har nogen søde kollegaer, der gider at lægge ører til når jeg har brug for det. Det betyder meget. Så selvom jeg har brug for tid til mig selv en gang i mellem, så tror jeg nu mest at jeg har brug for at gå på arbejde.

At en af mine kollegaer nu er gravid var et hårdt slag i starten, men jeg har forsøgt at vende til noget positivt. Først frygtede jeg det virkelig, men faktisk betyder det, at vi har fået snakket om hvordan vi begge har det i den forbindelse. Hun er selvfølgelig påvirket af min historie og jeg har ikke tænkt mig at skræmme hende, men til gengæld prøver jeg heller ikke at skåne hende, for det er vigtigt for mig at fortælle om mine tanker og frygt i den forbindelse. Det kan være det bliver sværere jo nærmere vi når målet. Det er svært at vide. Lige nu går det ok.

Tror desuden at jeg fortsætter med at arbejde i butikken hver anden lørdag, selvom jeg ind imellem er lidt i tvivl, men når jeg først er der, synes jeg der er godt.

Hos lægen for at blive checket for celleforandringer. Det er efterhånden længe siden og tænkte at det nok var smart at blive checket inden næste behandling. Der var lidt blod i prøven, så det er ikke sikkert at den kan give et sikkert svar og derfor brev jeg sendt videre til gynækolog til en kikkertundersøgelse. Er ikke helt med på hvad det går ud på, men nu må vi se. Nu kommer der måske til at gå en hel måned inden næste behandling kan gå i gang. Det ved jeg ikke om jeg er særlig tilfreds med. Samtidig med at jeg har svært ved tanken om det næste barn, så vil jeg alligevel gerne i gang igen.

Elisabeth 7 måneder. Far havde skrevet et brev til dig og stillet hos dig om morgenen på sin vej på arbejde. Jeg kom forbi om eftermiddagen med to blå hyresinter, som jeg fikst fik anbragt under mosset i kurven fra Kirsten. Det blæste og regnede og brevet fra Far var blevet godt vådt, men det gjorde ikke noget. Jeg læste det højt for dig selvom det var svært. Var brevet ikke vådt af regn, så blev det i hvert fald af mine tårer. Det var så smukt at høre Fars ord til dig. Min lille Skat! Vi savner dig begge lige så meget som vi elsker dig – og det er meget!

Hjemmedag. Nogen gange er de bare de hårdeste. Jeg kommer tæt på følelserne, som måske gemmes lidt væk i løbet af en arbejdsdag. Alene med mig selv mærker jeg tydeligere hvor ondt det gør. Nogen dage gør det bare rigtig ondt. Sådan en dag var i dag. Fik lavet en del huslige ting, hængt knager og billeder op og den slags og så gik jeg en tur iført hele regngarderoben ned til kirkegården og fik hilst på de fleste foruden min dig, men lille skønne datter. Selvom det gør ondt at skulle besøge dig der, gør det alligevel godt. Det er et rart sted, selvom jeg hver gang ønsker at det var børnehaven på vejen jeg skulle besøge og ikke en kirkegård. Det er og bliver stadig helt forkert. Min lille pige – min skønne dejlige smukke og vidunderlige lille datter. Jeg elsker dig over alt på jorden og himlen – altid! I morgen ville du være fyldt 7 måneder. Hvor bliver tiden af?

Nogen gange tvivler jeg på om jeg nogen sinde tør få et barn mere. Hvordan vil jeg kunne elske et andet barn lige så højt som jeg elsker dig og hvordan vil jeg kunne give et andet barn mad uden at få dårlig samvittighed overfor dig? Jeg kan da ikke gøre forskel på mine børn? Er også bange for om jeg mon vil få dårlig samvittighed over at tage mig af et andet barn og elske og kysse det. Jeg er så bange for at blive vred på et andet barn fordi det ikke er dig. Mon det bliver sådan? Det er svært lige nu. Og det bliver uden tvivl afsindigt hårdt at være gravid igen og skulle forholde sig til alle disse modsatrettede følelser. Samtidig er det nok det der vil kunne hjælpe os videre. Savnet kommer jeg aldrig over – men måske kan en lillebror eller lillesøster skabe lidt glæde i alt det grå. Det håber jeg og jeg håber også du ved og tror at det ville være godt for os.

Elisabeth du har gjort en kæmpe forskel og jeg er dig evigt taknemmelig fordi du har gjort mig til mor. Jeg elsker dig min lille Skat!

Til Brunch på Egemosegård i Køge hos Rikke og Claus. Skønt selskab og en dejlig eftermiddag.

Snart en uge er gået siden vi kom hjem fra Staterne og jeg kæmper stadig med jetlag. Er dog blevet meget bedre. De første par dage, var jeg syg, som havde jeg maveinfluenza. Det kan selvfølgelig have været en kombination, men jeg tror så afgjort at omstillingen har haft en stor indflydelse. Det gik over torsdag eftermiddag og efter af have været til akupunktur, fik jeg det endnu bedre. Jeg besøgte Jørgen onsdag for at finde ud af hvordan det hele så ud, om jeg var parat til at gå i gang med næste behandling, eller om den pletblødningsmenstruation jeg havde haft over julen var noget der kunne betegnes som en menstruation, eller hvad? Vi blev enige om at det nok var bedre at jeg startede på ’Oramitril’ i de efterfølgende 10 dage. Dvs. at jeg burde få en rigtig menstruation kort tid efter den 14. – og på tredjedagen kan vi så endelig komme i gang med næste behandling. Line mener at jeg bliver gravid til marts. Hun ender måske med at få ret – måske ikke. Tør ikke sætte næsen op efter noget som helst mere.

Der er mange minder og forventninger forbundet med julen og tanken om at Elisabeth aldrig kommer til at opleve det har været meget hårdere end jeg havde forestillet mig. Jeg er glad for vores valg om at tage til USA. Kevins forældre har været gode til at lade Elisabeth fylde og i det hele taget få os til at føle og godt tilpas. De har et billede stående i entreen med et lille lys som vi har tændt hver dag. Vi har fået slappet af og i det hele taget bare hygget os og ikke lavet for meget - alligevel har det været hårdt.

Kevins søster gav os den allerbedste julegave af alle - et korsstingsbroderi med Elisabeths navn, fødselsdag og teksten: 'Life is not measured by the number of breaths we take, but by the moments that take our breath away' omkredset af alle dyrene fra kirkegården. Jeg brød fuld stændigt sammen og hun troede at hun havde gjort noget meget forkert, men det var jo kun fordi jeg blev så rørt! Jeg bliver fuldstændig overvældet af tåre når der er nogen der skænker vores datter opmærksomhed på den måde.

Min lille datter – du er blevet begavet! Det var en glædelig overraskelse, at komme ned til dig i går, og se at du havde haft gæster mens vi havde været væk. Hvilken betænksomhed. Det var meget rørende og betyder bestemt en hel del at vide at andre tænker så meget på dig, min dejlige lille datter, at de har haft lyst til at sende dig hilsner og give dig gaver.

Julen i USA var den bedst mulige jul for os i år. Stille og rolig uden de store udskejelser. Det var hvad vi havde brug for. Vi formåede faktisk at hygge os rigtig meget og det var rart. Du var med os. Det var tydeligt og af stor vigtighed.

Nytårsaften blev tilbragt i luften et eller andet sted over Atlanten. Der var egentlig ikke noget festligt ved at forlade ’Elisabeths år’. Det blev dit år helt og holdent. 2006 har været det mest skelsættende år i mit liv. Jeg tror ikke at der har været andre hændelser i mit liv som har gjort så stor forskel som det at blive mor eller lavet så meget om på mit liv fra det ene sekund til det næste. Hvad 2007 må bringe er svært at forestille sig. Hvad jeg havde forestillet mig bliver det i hvert fald ikke.