Hjemmedag. Nogen gange er de bare de hårdeste. Jeg kommer tæt på følelserne, som måske gemmes lidt væk i løbet af en arbejdsdag. Alene med mig selv mærker jeg tydeligere hvor ondt det gør. Nogen dage gør det bare rigtig ondt. Sådan en dag var i dag. Fik lavet en del huslige ting, hængt knager og billeder op og den slags og så gik jeg en tur iført hele regngarderoben ned til kirkegården og fik hilst på de fleste foruden min dig, men lille skønne datter. Selvom det gør ondt at skulle besøge dig der, gør det alligevel godt. Det er et rart sted, selvom jeg hver gang ønsker at det var børnehaven på vejen jeg skulle besøge og ikke en kirkegård. Det er og bliver stadig helt forkert. Min lille pige – min skønne dejlige smukke og vidunderlige lille datter. Jeg elsker dig over alt på jorden og himlen – altid! I morgen ville du være fyldt 7 måneder. Hvor bliver tiden af?

Nogen gange tvivler jeg på om jeg nogen sinde tør få et barn mere. Hvordan vil jeg kunne elske et andet barn lige så højt som jeg elsker dig og hvordan vil jeg kunne give et andet barn mad uden at få dårlig samvittighed overfor dig? Jeg kan da ikke gøre forskel på mine børn? Er også bange for om jeg mon vil få dårlig samvittighed over at tage mig af et andet barn og elske og kysse det. Jeg er så bange for at blive vred på et andet barn fordi det ikke er dig. Mon det bliver sådan? Det er svært lige nu. Og det bliver uden tvivl afsindigt hårdt at være gravid igen og skulle forholde sig til alle disse modsatrettede følelser. Samtidig er det nok det der vil kunne hjælpe os videre. Savnet kommer jeg aldrig over – men måske kan en lillebror eller lillesøster skabe lidt glæde i alt det grå. Det håber jeg og jeg håber også du ved og tror at det ville være godt for os.

Elisabeth du har gjort en kæmpe forskel og jeg er dig evigt taknemmelig fordi du har gjort mig til mor. Jeg elsker dig min lille Skat!