Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.

onsdag, april 04, 2007

I dag ringede de fra Trinanglen for at fortælle hvordan det var gået med æggene. Alle 17 var blevet befrugtede med top score. Jeg tror aldrig jeg har været ude for noget lignende! Det kunne ikke have været bedre. 12 blev puttet i fryseren og de resterende 5 bliver dyrket i yderligere 3 dage til blastocyster. Chancerne øges ved at dyrke dem lidt længere, men risikoen for at de ikke overlever er så til gengæld også større.

Lige nu ligger jeg her på sofaen og prøver at holde smerterne ud. Pga de mange æg er jeg blevet lettere overstimuleret denne gang. Det var jeg forberedt på og klager heller ikke alt for meget over det. Højst er jeg lidt nervøs for om det mon skal udvikle sig som den gang jeg måtte indlægges på Riget i 3 uger. Den omgang sidder i baghovedet og vi er begge (og lægerne) meget på vagt for om det skal ende sådan igen. Jeg tror det umiddelbart ikke. Så så det nok allerede meget være ud. Jeg kan allerede sidde op og skrive på computeren.

Heldigvis har jeg ferie i denne og næste uge, så jeg rigtig kan få slappet af og ikke tænke på arbejde eller noget andet. Alligevel er det lidt frustrerende at ligge her når solen skinner og jeg meget hellere ville i haven eller på kirkegården og plante, men det er der ikke noget at gøre ved. Lige nu bliver jeg nødt til at tænke på at optimere chancerne for en lillebror eller lillesøster mest muligt og det indebærer hvile, litervis af væske og tid. Jeg kan ikke gøre andet end at ligge her og drikke vand, passe på mig selv og vente på at det går i sig selv.

Det betyder også at jeg ikke har kunne komme ned til Elisabeth siden i mandags. Jeg håber på at være på højkant i morgen så jeg kan komme ned at sige hej.