I morges havde Kevin tændt et lys ved siden af Elisabeths. Det var næsten ikke til at bære. Tårerne overvældede mig fuldstændig – de tårer som jeg ikke rigtig har givet lov til at få den plads som de burde. Jeg ved ikke hvorfor. Måske et kejtet forsøg på at skåne mig selv, men i morges kom de så og det var dejligt befriende og så forbandet hårdt. Det ekstra lille lys rørte virkelig noget i mig og at skrive om det får tårerne til at løbe igen. Det var ligesom et ekstra farvel og et tydeligt bevis for mig for hvor meget det har berørt Kevin. Jeg er så ked af at det ikke bare kan lykkes.

Det er svært at acceptere når det sker, men når man tænker på at det sker i 20% af alle graviditeter, ville det næsten være underligt hvis jeg skulle være så heldig fuldstændig at undgå det.

Men det er sgu hårdt og så forbandet at jeg næsten lige er kommet hjem efter næsten en måneds indlæggelse på hospitalet, hvor jeg virkelig har kæmpet og lidt men holdt stand og holdt modet oppe fordi jeg kunne ane lys for enden af tunnellen – en lille ært i maven der skulle vokse og blive til Elisabeths lillebror eller lillesøster. Nu ender det hele inden det ordentlig er kommet i gang. Tanken om snart at skulle ind på hospitalet igen, denne gang for at få en udskrabning, er bare ikke til at bære.

Jeg er mildest talt hunderæd. Bange for bedøvelsen, bange for efterfølgende smerter, bange for underlivsbetændelse og blødning i ugevis. Jeg er sgu lidt øm overfor mit underliv må jeg nok indrømme og synes bestemt ikke det er sjovt at der er nogen der skal der ind og rode. Øv! Det er fandeme ikke sjovt!