Jeg synes stadig ikke at jeg kan mærke de store fremskridt. Tror vist nok det går fremad, men det sker bare så langsomt at jeg nærmest ikke bemærker det. Lægen siger at det vender lige pludselig. Jeg venter stadig.

Var på fertilitetsklinikken på Herlev i dag for at blive scannet og få checket blod og urin og en ting der går fremad er mit hcg. Det ligger nu på 25000!!! Så gravid, det er jeg altså. Det er også derfor det går så langsomt med mine tal at normalisere sig og at jeg stadig har det skidt med smerter og ubehag. Det var lidt svært at se hjertet på scanning, men jeg er ret sikker på at jeg kunne se noget pumpe derudaf. Lægen sagde at vi ville kunne se det mere tydeligt næste mandag. Det glæder jeg mig til. Det var rart at være derude og få graviditeten bekræftet. Jeg kan mærke at jeg har brug for de her check – i hvert fald lige nu. Måske bliver det noget andet senere i graviditeten (det er store fremskridt for mig at kunne sige ‘senere i graviditeten’ men tror efterhånden at jeg er ved at tro på det).

I går måtte jeg en tur til vagtlægen da jeg i flere dage havde haft mere end almindeligt ondt når jeg tissede og var sikker på at jeg havde blærebetændelse og at det var skyld i mine smerter og at jeg sikkert aborterede og måske var det allerede for sent og og ... Jeg fik kørt mig selv helt op inden Kevin tog affære og sagde at jeg skulle ringe til lægen. Så jeg var et smut hos vagtlægen med en urinprøve og fik konstateret en mulig infektion, men ikke noget alarmerende. Jeg fik alligevel ordineret penicillin for en sikkerheds skyld og skulle så aflevere en ny prøve i dag til dyrkning, for at være helt sikker. Har på fornemmelsen at det nok ikke er sidste gang jeg kommer til at opleve sådan nogen panikudrykninger.