I dag er det præcis et år siden vi var ude at trille med barnevognen for allerførste gang. Den tur står stadig som en af de bedste oplevelser vi havde sammen med Elisabeth.
Det var også dagen vi fik dværgsyrenen, der nu står og pynter så fint i Elisabeths lille have. På det tidspunkt blomstrede den stadigvæk og jeg skrev i hendes dagbog at den ville blomstre hvert år på hendes fødselsdag. Det kom ikke helt til at holde stik, men sådan kan man jo ikke altid regne tingene ud på forhånd.
Vi tog en tur til Raadvad her til aften, bare for lige at være der igen. Det sted vil for altid have en helt speciel betydning for os. Det blæste og var lidt småkoldt og vi kom af sted ret sent, så vi blev der ikke så længe, men det var godt at være der igen og mindes vores allerførste barnevognstur. Den glemmer jeg aldrig!
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
