Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.

mandag, juli 09, 2007

I dag ville du have været 13 måneder. Far og jeg mødtes på kirkegården med et lille lys. Det er så forkert at du skal ligge der og ikke være her hos os og holde os beskæftiget dagen lang. Tænk hvis du havde stavret rundt her og alt var fjernet fra gulvet og en meter op så du ikke kunne lave ulykker. I den alder skal alt jo undersøges. Trappen ville have haft et gitter for og terrassen afskærmning i hullerne og for trappenedgangen. I det hele taget ville vores hus nok have set noget anderledes ud. Det ville have været beboet af en lille aktiv pige. I stedet er vi ved at nedlægge soveværelset og sover nu på hemsen. Det er rigtig hyggeligt – sådan lidt telt/huleagtigt. Soveværelset er aldrig rigtig blevet færdigt og derfor var der heller ikke den stemning som der bør være. Og da jeg hverken er gravid eller har et levende barn at tage mig af kan vi igen feriere på toppen. Tænk at have så meget plads at man sådan kan vælge hvor man vil sove. Det er sgu luksus!

Længe efter du døde stod dit værelse stadig som det stod den dag du døde. Det var svært at rydde noget af det væk og faktisk lige indtil jeg blev syg af overstimulering og måtte indlægges, har jeg været inde og sige godnat til dig. Da jeg så blev syg medførte det, på en helt naturlig måde, at det holdt op. Jeg havde længe tænkt på hvornår jeg ville stoppe med det. Vidste jo godt at det ikke kunne fortsætte. Du ville vokse fra det lige som jeg ville. Så indlæggelsen gjorde at det kom på en helt naturlig måde. Jeg er desuden kommet så langt nu at jeg har indtaget puslebordet til projekt ’Elisabeths bog’ og derfor er din puslepude fortrængt til fordel for papir, saks og lim. Din lift har jeg så sent som i dag tænkt på også at rydde væk. Den kommer nok i kælderen ned til barnevognsoverdelen. Resten bliver nok siddende som hygge. Selvfølgelig skal din bog laves på dit værelse. Når jeg er der bliver jeg i godt humør fordi der er så rart og hyggeligt. Det skal nok blive et godt arbejdsværelse, når først jeg kommer i gang med bogen.