I dag har jeg skrevet mit første indlæg på min nye blog. Det er tanken at det bliver det sted jeg viderefører denne dagbog. Da Elisabeth blev født begyndte jeg at skrive dagbog. Dengang var det mest et redskab for mig til at huske og fastholde den dyrebare og alt for korte tid vi fik sammen med hende. Det blev en dagbog til hende om hvad vi havde lavet den dag og hvordan hun havde haft det. Da hun døde fortsatte jeg med at skrive til hende, fordi jeg havde brug for den kontakt det gav at fortælle til hende.

Nu er der gået mere end et år – faktisk et år og en måned – siden Elisabeth lige så blidt fløj væk. Min dagbog har ændret karakter – i mere end en forstand. Den er ikke længere en dagbog fortalt til Elisabeth, men en dagbog om mit liv lige nu – om min rolle som mor, min infertilitet og hvordan jeg takler at leve i alt dette kaos.

Alle de tanker og følelser der følger med titlen som infertil engelmor, har indtil nu ikke været offentlig tilgængelige, men det har jeg besluttet at ændre på. Jeg har selv haft stor glæde af at kunne spejle mig i andres kampe og sorger og lykkelige stunder. Jeg håber den kommer til at sprudle af det hele og måske endda gøre en lille forskel, hvem ved? Om ikke andet, så i hvert fald for mig selv.

Vi har haft en dejlig ferie, trods lidt for meget regn. Vi havde kun et par enkelte dage med sol, så vi fik ikke sejlet kano som planlagt, men så fik vi til gengæld travet nogen ture, læst nogen bøger og besøgt nogle museer. Bla Ljungberg Museet, som ligger i Ljungby (den nærmeste by med forretninger ca 20 km fra campingpladsen), der viser kunst af Sven Ljungberg, en lokal kunstner fra Ljungby. Hans hus ligger lige bag museet og jeg var så heldig at få et billede af ham. Han er 94 og stadig ganske produktiv. Ret fantastisk!

Vi var også i Växjö en dag og se glasmuseet om områdets glasproduktionshistorie og bagefter kørte vi til Kosta, hvor det ældste glaspusteri ligger. Desværre nåede vi ikke at se fabrikken, da vi ikke havde været opmærksom på at det var lørdag og at de derfor lukkede tidligt, men glas fik vi set i rigelige mængder, for de havde to store varehuse fyldt med Kosta Boda, Orrefors osv. Om aftenen så vi en moderne opførelse af Shakespears ‘Som man behager’ på friluftstscenen i Museumsparken. Det var en fantastisk afslutning. Men så var vi også trætte da vi endelig vendte næsen mod campingpladsen igen.

Småland er venligt, rent, stort og meget smukt. Det mindede os på mange måder om New Hampshire, hvor Kevins forældres sommerhus ligger, så det var samtidig dejligt hjemligt kan man næsten sige.

Vi kom hjem sent i går aftes, så i dag skal vi have vasket tøj, handlet lidt og forhåbentlig ikke så meget andet. Vi er lidt trætte efter en lang og udmattende tur hjem i går. Ja, det er ikke fordi der er særlig langt fra Småland, men vi havde planlagt at tage en omvej nedenom Malmø, da der er Malmøfestival i disse dage. Det skulle vi aldrig have gjort!!! Ca midt mellem Helsingborg og Malmø blev vi fanget i en kø så lang. Pga vejarbejde blev vi dirigeret ud på de mindste landeveje. Tæt søndagsmotorvejstrafik på en lille landvej. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Jeg tror vi sad der i 2 timer! Så da vi endelig nåede til Malmø var vi bare så trætte af det hele, at vi fik lidt mad og alt for meget larm og skyndte os hjem til vores lille Mao, som stod og ventede på den anden side af døren. Uh, det var godt at se ham igen og godt at komme hjem.

I går var det så os der var de heldige vindere af en oversvømmet kælder! Lyngby var åbenbart allerværst ramt af gårsdagens skybrud og vi fik så meget regn på så kort tid at vores kloaksystem simpelthen stod af. Hele vejen har haft oversvømmede kældre – for første gang i 40 år!!! Det gik sindsygt stærkt – ja det nærmest stod op af kloakken. Heldigvis opdagede Kevin det ret hurtigt, og så gik vi ellers i krig med spande og fik losset det meste ud forholdsvis hurtigt. Så var der bare tilbage at få tørret op og reddet alle de ting der stod på gulvet. Heldigvis for os er badeværelsesgulvet sænket, så det var meget lidt vi nåede at få i værelset med trægulvet. Det værste af det hele er nok at vi skal til Sverige i morgen og ingen af os er særlig trygge ved tanken om at forlade huset i en hel uge, hvis det samme skulle ske igen. Vores nabo kigger heldigvis efter vores hus og så må vi jo bare køre hjem hvis vi skulle være så uheldige igen.

Jeg havde ønsket mig en fødselsdag sammen med min mand, tæt på min datter og det fik jeg! Vi startede hos Elisabeth og tænk en gang ... hun havde pyntet op med små flag og en lille hilsen. Det var så rørende. Bagefter pakkede vi madkurven og lånte naboens kano og tog af sted på tur på Mølleåen og Lyngby Sø. Om aftenen spiste vi middag på Brede Spisehus med udsigt til Mølleåen. Så alt i alt, en smuk og dejlig dag tæt på min datter og sammen med min dejlige mand.

I dag har jeg forsøgt at overvinde min højdeskræk. Kevin havde skrabet og slebet vinduerne udvendigt på 1. sal, som jeg så havde lovet at male. Jeg havde ikke den mindste mistanke om at jeg ikke skulle kunne klare den sag uden problemer, men da jeg tog første skridt op på stigen, kom jeg med ét i tanke om min skræk for højder. Puha, det tog sin tid at komme helt op på toppen. Jeg gjorde det og jeg malede vinduerne, men sidder nu her med ømme ben og arme, som stadig ryster en lille smule. Det var ikke sjovt, men nu er det gjort og er blevet ok.

Det er ved at ligne noget. Planen var hus- og haveprojekter i denne uge og det har været så dejligt at føle og se at der faktisk er sket en hel del.

I morgen pakker vi madkurven og tager på kanotur på Mølleåen. Det er min fødselsdag og jeg har bestemt at den skal foregå på den måde – min kære mand og mig og Mølleåen. Så vi har lånt naboens kano og skal bare trille den ned af bakken. Frygter lidt når vi skal retur ...

Vi er lige startet ferie. Det er virkelig dejligt, både fordi vejret ser ud til at være med os, men især fordi Kevin holder 3 uger i år. Det er mange år siden han har gjort det. Vi har planlagt hus/have-projekter i den første uge. Anden uge tager vi til Sverige, hvor vi har lejet en lille hytte i vandkanten af den store sø, Bolmen. Den tredje uge havde vi tænkt os at leje turister i vores egen by. Der er så mange ting vi aldrig har fået set og gjort. København er faktisk en helt fantastisk by. Det glemmer man lidt og tager ofte i stedet for til London eller Paris. I år bliver vi i København. Det er også noget billigere – en ting der også spiller ind nu jeg er blevet ‘arbejdsløs’.

Jeg synes jeg kan mærke en forandring hos mig selv nu her efter 1 årsdagen for Elisabeths død. Jeg overmandes stadig af dyb sorg ind i mellem, men det er alligevel som om glæden så småt er ved at indfinde sig igen. Det er rart. Vi har det godt sammen – Kevin og jeg – men vi ville være endnu gladere om vi snart kunne kalde os forældre til et levende barn. Det er så hårdt at være tomhændede. Det bliver ekstra tydeligt på en aften som i går hvor vi var til vejfest. Selvom vi efterhånden snart har boet her i 2 år, er der stadig mange på vejen som vi aldrig har set og derfor heller ikke har snakket med. Spørgsmålet: ‘har I børn?’ har jeg efterhånden fået stillet nogen gange på det seneste og det virker altid som to verdener der tørner sammen når jeg fortæller at vi havde en lille datter, som desværre ikke lever mere. Derefter kan det være svært at fortsætte den snak, da vi ikke deler samme erfaringsgrundlag. Mange spørger måske til hvorfor hun døde og så bliver der gerne skiftet emne. Det er svært og noget de fleste åbenbart har meget svært ved at forholde sig til.

Vi havde en håndværker på besøg forleden dag, som skulle se på vores antenne og installationer. Ham kunne jeg jo egentlig bare have valgt at sige ‘nej’ til, da han spurgte. Selvom det nogen gange ville være det nemmeste, ville det være ligesom ikke at anerkende vores datter, så det er noget jeg simpelthen ikke kan få over mine læber. Hun var her jo og hun var og vil altid være vores lille pige. Hun skal nævnes og fortælles om. Derfor fortalte jeg om hende til håndværkeren og han blev tydeligvis berørt af historien. Han havde selv en lille datter på 2 1/2 år, så det kom på en eller anden måde ret tæt på kan jeg forestille mig. Han var vel i fyrrerne vil jeg tro, så en lidt gammel førstegangs far og han sagde da også at han altid havde forestillet sig at han skulle have en masse børn, men at det bare ikke var gået sådan. Tingene går ikke altid som man tror og forventer her i livet.