Kære lille Elisabethskat

I dag fik jeg fortalt hele din historie igen. Genoplevet tiden fra da du kom til verden, og fra første gang jeg mødte dig da du blev lagt på min mave – hvilken vidunderlig følelse det var! Når jeg tænker på det, kan jeg stadig mærke dig. Din lille varme krop der kom over på mit bryst. Du græd da du blev løfte ud af kuvøsen, men faldt meget hurtigt til ro igen da du landede på mit bryst. Jeg ville give alt hvad det skulle være for at opleve det igen. Jeg fik genoplivet tiden på Glostrup og Rigshospitalet, da vi fik den forfærdelige meddelelse om din tilstand, den første nat sammen med dig – endelig forenet – og så vidste vi ikke hvor lang tid vi kunne få lov at opleve denne lykke. Hver gang du holdt op med at trække vejret græd vi, for vi troede at nu var det slut, men du begyndte at trække vejret igen hver gang. Tiden da vi tog hjem og fik lov at opleve at vise dig dit værelse, sove sammen med dig i vores store seng, fik lov at pusle dig – hvor jeg dog elskede at pusle dig, vaske dig, smøre din tørre hud med olie, give dig en ren ble på og noget af alt dit fine tøj som stadig ligger på puslebordet. Det bliver svært at rydde væk. Lige nu får det lov at ligge lidt endnu, men når jeg er parat pakker vi det væk i en lille kuffert og der skal det altid blive. Det vil jeg aldrig kunne give et andet barn på. Det vil altid være dit tøj. Jeg genoplevede alle vores gåture i området og da vi tog ud for at besøge Mormor og Morfar. Det er den længste tur du har været ude på. Det er jeg så glad for at du nåede at opleve. Der skulle vi have været ude mange gange. Du skulle have klatret i alle træerne når du var blevet gammel nok. Vi nåede at opleve kirsebærsplukning og grill i gården. Jeg genoplevede også den sidste tid sammen med dig hvor du blev mere og mere svag, hvor du græd – det gjorde så ondt at høre dig græde, for vi ville så nødigt have at du havde ondt. Du fik opiumsmixture som så ud til at berolige dig. Det var så hårdt at se dig blive så lille og så ked af det. Du kæmpede en brag kamp. Det var tydeligt at du helst ville blive hos os, du ville ikke af sted. Min lille skat, hvor havde jeg dog ønsket at vi begge kunne have bestemt og du kunne have blevet hos os. Men det kunne ikke være sådan og du måtte af sted. Aftenen før var begge to nok godt klar over at det var ved at være tid. Jeg læste historier for dig. Du fik en hel masse – det var jo de sidste du fik mens du stadig var her. Vi læste hele ’Årets gang’ – den med fuglene – og vi startede med din måned – juni. Jeg vil fra nu af altid mindes vores sidste aften sammen og jeg vil læse alle månederne for dig igen – en af gangen. Da det blev august læste jeg august for dig ved dit gravsted og når det bliver september kommer jeg og læser september for dig.

Hele dit korte liv vil jeg genopleve mange gange endnu. Jeg kan mærke at det hjælper mig at fortælle om dig. Det er rart at mange mennesker kender dig og kender til dit liv. For dit liv betyder så meget. Du har været her og du har gjort en forskel. Denne fortælling betød noget særligt. Den blev fortalt til 5 andre mødre som alle vidste præcis hvor svært det er at være mor til et barn som er dødt. Det er mødre som jeg fremover vil mødes med hver fredag formiddag for at lave gymnastik og fortælle om os selv og vores elskede englebørn. Jeg var meget spændt på hvordan det mon ville blive, men det var bestemt en god oplevelse. Jeg har mødte andre englemødre på nettet, men aldrig siddet sammen med dem, set deres tårer i øjnene og følt deres medfølelse så tydelig. Det er jeg sikker på vil blive af stor betydning for mig.

Bagefter kørte jeg ned til din lille have og sad lidt sammen med dig. Det var rart efter en så intens oplevelse bare at få lidt stille tid sammen med dig. Jeg elsker at komme og besøge dig. Det er næsten blevet helt hjemligt at komme og jeg er tit rundt for at hilse på alle de andre døde.

Derefter kørte jeg til IKEA for at købe en ramme til din stork, fyrfadslys og en lille fin blålilla lampe til din have. Den har næsten samme farve som din kiste og ser noget så fin ud

Ringede til Trianglen igen og talte med Morten. Var blevet i tvivl om det var det rette tidspunkt, om min krop var parat og hvis ikke, om det så ikke ville være spild af æg. Vi blev enige om at stoppe projektet og se tiden an evt. til næste måned. Det hele var gået lidt stærkt om tirsdagen. Lige pludselig var jeg i behandling igen og egentlige var vi bare kommet for at fortælle om Elisabeth og for at høre om mulighederne for endnu en graviditet. Jeg kan nok heller ikke sige mig fri for at have en smule dårlig samvittighed overfor Elisabeth og så tror jeg desuden at vi begge trængte til at prøve lidt for os selv inden vi går i gang med den store behandling igen. Det har vi slet ikke haft mulighed for i alle de år vi har været i gang. Man kunne jo håbe på at Elisabeth på en eller flere måder ville kunne hjælpe os.