Næste morgen står vi tidligt op. Du har ligget i din lift hele natten sammen med Hare. Det er endnu en varm dag, så vi bliver nødt til at køre ind på Riget med dig, så du kan komme på køl. Vi siger farvel til dig i det rum, hvor vi sad med dig lige efter du var kommet ud af respiratoren. Vores liv sammen med dig sluttede hvor det begyndte.
Bagefter gik vi ned for at tale med Lotte Præst. Hun har været god at tale med her til sidst og så nåede hun også at møde dig. Hun holdt Gudstjeneste i Rigshospitalets kirke og vi var med. Bagefter talte vi lidt videre om de praktiske ting vi skal i gang med i forbindelse med bisættelsen.
Vi spiste frokost på Café Boba inden vi mødtes med Ander Bedemand i Solvej Rutzovs forretning. Det var et godt møde, hvor vi fik styr på alle de ting vi skal have gjort. Vi fik bestilt din kiste – den bliver lilla. Lilla til min syrenprinsesse.
Om eftermiddagen får jeg slebet dine gibsaftryk til så de kan passe i rammerne.
Her til aften begyndte det at regne og tordne. Det regnede som jeg sjældent har set det regne før. Jeg tror solen har skinnet i al den tid du har været her, men nu regnede det. Det er som om hele verden græder med os. Vi stod i mørket oppe på dit værelse og så på alle lynene. Far spurgte hvordan regnvejrssangen lød og så sang jeg Bamses regnvejrssang "Når regnen regner oppe på taget ..." for dig. Den fik jeg aldrig sunget for dig da du levede, for jeg tror ikke vi har haft en eneste regnvejrsdag i al den tid.
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
