I ethvert møde ligger der også et farvel ... Den sætning læste jeg fornylig og den ramte mig lige i hjertet. For hvor det rigtigt. Der vil altid ligge og vente et farvel på den ene eller anden måde. Sådan er livet. Det er omkostningen ved at leve, møde andre mennesker og elske om du vil.

Jeg kunne godt have brugt en hel del længere tid sammen med dig inden det der farvel kom anmassende. Det var slet ikke i orden og alt for tidligt. Vi havde jo kun lige lært hinanden at kende. Vi skulle have levet et helt langt liv sammen. Elsket, fjollet og oplevet hele verden. Sammen.

I dag er det din fødselsdag og du har været rigtig meget til stede. Der er blevet snakket, forundret og spurgt. Mest om hvordan du ville have set ud, hvor høj du ville have været, hvilken klasse du ville have gået i, hvilket kæledyr du ville have haft, om du havde fået lov til at cykle hjem fra skole alene … havde du levet i dag.

Der er mange spørgsmål og tanker der melder sig sådan en dag som i dag. Tænk – du, min lille store pige, ville være fyldt 9 år!!! 9 år er forbandet lang tid at leve uden sin datter. Men fejres skulle du selvfølgelig alligevel. Det var nok ikke lige den fødselsdag vi ville have holdt, havde du faktisk siddet for bordenden, hvor den lille lyserøde rose stod, men ikke desto mindre blev det en rigtig hyggelig en.

Der blev givet gaver, sunget fødselsdagssang, pustet lys ud og spist en masse fødselsdagskage. Der er ingen tvivl om at dine to små søskende rigtig gerne ville have haft dig som en levende storesøster. Det er ikke altid nemt at have en død storesøster. Jeg synes nu de gør det ret godt alligevel.

Aftenen i aften er smuk som altid. Jeg mindes ikke en eneste fødselsdag hvor vejret ikke har været fantastisk! I dag blev ingen undtagelse. Tillykke min lille skat! Endnu en dag uden dig.

I dag fejrede vi dig så igen. I år på årets smukkeste dag. Årets smukkeste aften. Helt stille og skyfri har den været. Den gang for 8 år siden, var jeg verdens lykkeligste. Jeg mødte dig for første gang. Lykkeligt uvidende om den grumme skæbne der ventede os. I dag oplevede jeg et lille glimt af den lykke sammen med dine søskende, som sang fødselsdagssang for dig og havde plukket blomster til dig. De er så søde og snakker tit om dig. I dag spurgte de flere gange om Elisabeth kunne se dem. Det tror jeg faktisk at du kunne. Jeg tror på at du tit er hos dem. Du ville have været verdens bedste storesøster! Kys til dig min allerdejligste lille skat!

Kæreste lille skat

Så gik der endnu et år. Jeg kommer aldrig til at forstå at du ikke kunne få lov at blive hos os. At du kom, er dog det bedste der er sket i mit liv!



I dag har vi fejret din fødselsdag, for skønt du ikke kan dele fødselsdagskagen sammen med os, så er dagen alligevel din og det skal fejres og det blev den med gaver, flag og fødselsdagsgaver. Min gave til dig i år, blev denne fine lille lilla sommerfugl. Den har samme farve som din lille lilla syren, som blomstrer på smukkeste vis lige nu og minder mig om alt det vi oplevede sammen den gang for 6 år siden.

Lige der for 6 år. Det blev ikke bedre. Jeg var verdens lykkeligste. Jeg nærmest boblede over. Så behøvede jeg ikke andet. Lige der blev en mor født og alt var godt. Hvor ville jeg ønske at alt det gode kunne have fortsat. Vi får de glimt vi får og så er det bare med at nyde mens man kan. Jeg savner dig og elsker dig helt op til månen!

Og tilbage igen – altid!
Mor

Kæreste lille sommerfuglepige

Så gik der endnu et år. Fælt som tiden dog bare flyver afsted og tomhændet står jeg stadig tilbage og fatter ikke at jeg aldrig mere skal holde din lille smukke krop, kysse din dejlige bløde hud eller mærke duften af dit hår. Jeg savner dig stadig helt op til månen og tilbage igen ...

I dag blev du fejret af dine to små søskende, som endnu ikke helt forstår, men som jeg fornemmer allerede kender dig godt. De er så søde!

Kys til dig min lille Skat og tillykke med de 5 år.
Din mor

Min sommerfuglepige

For et stykke tid siden blev jeg opfordret af Mette Kirkeskov Jensen til at skrive et indlæg om mit første barn Elisabeth på hendes blog Kirkesjov. Jeg må indrømme at jeg har gået noget rundt om mig selv og har ikke rigtig kunne komme i gang, for hvordan fortæller man lige om det at få sit ønskebarn kun for at miste det igen, om sorgen og følelserne i den forbindelse og om at rejse sig egen oven på sådan en oplevelse, i et enkelt indlæg? Jeg lovede at gøre et forsøg.

Sådan startede mit indlæg, som var et i rækken af indlæg fra gæstebloggere, som alle var blevet inviteret til skrive historier fra hjertet – historier med børnene i centrum set fra en masse forskellige vinkler. Alle historierne kan alle læses her. Min historie om Elisabeth kommer her:

···

For mig var sommeren 2006 den bedste og samtidig den værste sommer i hele mit liv! Jeg blev mor for første gang. Det var det største og bedste der nogen sinde er sket for mig. Kort efter fødslen fik jeg at vide at min lille datter Elisabeth var alvorligt syg og sandsynligvis ikke ville blive ældre end et par dage. Jeg var mor for hende i 6 skønne og skrækkelige uger. Til sommer er det 5 år siden jeg var igennem et følelsesregister der strakte sig fra den højeste tinde af lykke jeg nogen sinde har oplevet, til den dybeste kløft af sorg som jeg nogen sinde har været i.

Vejen til ønskebarnet havde indtil da været lang. At blive gravid med det barn som jeg ønskede mig så inderligt var blevet et projekt. Jeg mødte så mange sten på min vej at man kan undre sig over at jeg fortsatte. At være i fertilitetsbehandling er en udfordring på mange planer. Nogen mennesker kaster håndklædet i ringen langt tidligere end tilfældet var for mig. Jeg var stædig. Jeg gav ikke op men fortsatte – og det skønt jeg havde været nede og ligge op til flere gange. Efter det værste slag i ansigtet, som var en måneds indlæggelse i smertehelvede, var jeg rigtig tæt på at give op. Jeg husker stadig samtalen med lægen på fertilitetsklinikken. På det tidspunkt var jeg beslutte på at det var slut. Pludselig efter så mange år troede jeg ikke på det længere. Jeg længdes stadig efter et lille barn, men jeg havde brug for ro. Der var fuld forståelse fra lægens side, som dog til sidst mindede om at der stadig lå tre små æg i fryseren, som med et sidste forsøg risikofrit måske burde afprøves inden alle døre til den verden blev endeligt lukket. Jeg indvilligede og 9 måneder efter kom Elisabeth til verden.

Graviditeten var udad til nem – ingen videre kvalme, ingen bækkenløsning eller andre gener i den retning – men psykisk var den en udfordring. Efter så mange års kamp var der bare ikke noget der måtte gå galt. Måske var det min eneste chance for at få et barn. Jeg kunne slet ikke bære at det ikke skulle lykkes. Jeg nåede terminen og alt var godt. Nu skulle mit lille barn bare fødes og det blev hun efter et kaotisk fødselsforløb med læger og nervøse blikke, der til sidst endte med akut kejsersnit i fuld bedøvelse. Da jeg vågnede var det til en stilhed efter storm. Det første der brød stilheden var ordene: Tillykke du har fået en lille pige! Jeg kunne ikke andet end at smile. Det var overstået. Alt var godt. En lille pige, som skulle hedde Elisabeth! Jeg fik lov at få hende op på maven og der lå vi så. Jeg var verdens lykkeligste i hele verden lige i det øjeblik. Jeg var mor. Intet større har jeg oplevet – hverken før eller siden. Endelig! Endelig havde jeg besteget bjerget. Jeg var nået helt til tops. Kort tid efter ramlede det hele om ørerne på mig og jeg styrtede i en afgrund så dyb og sort at det var svært at forestille sig at jeg nogen sinde skulle kunne kæmpe mig op igen.

Elisabeth var begyndt at få kramper samme nat og efter en tur fra Herlev til børneafdelingen på Gentofte, endte vi på Rigshospitalets neonatalafdeling. Det var ikke bare et lavt blodsukket der var skyld i at hun var kommet til verden helt slap og stille. Noget var helt galt. Hvor galt det var, gik op for mig allerede dagen efter. Men om jeg sådan helt fattede det ved jeg ikke. Det hele foregik lidt som i en tåge. At få beskeden om at ens barn skal dø, er så modstridende at realitetssansen ikke helt står mål med virkeligheden. Hendes liv var jo lige begyndt. Ikke desto mindre var faktum at hun var blevet svært hjerneskadet – sandsynligvis på grund af iltmangel forsaget af en navlestrengsafklemning – i en sådan grad at hun ikke ville kunne overleve uden respirator mere end et par timer eller måske nogen dage. Hvad stiller man op med sådan en besked?

Hun døde ikke efter et par timer. Heller ikke efter et par dage. Men levede i 6 uger! Hun blev passet hjemme i alt den tid. Det er jeg glad for. Det betød nemlig at jeg fik lov at opleve alt det som jeg havde drømt om i så mange år. Hun fik lov at se sit værelse, køre tur i den barnevogn der stod og ventede, sove i min gamle vugge, som min mor havde sat i stand til hende. Det var en smuk tid som jeg husker den. Jeg var nærmest lykkelig. Det var rigtig vigtigt for både min mand og jeg at fokusere på den lykke, for vi vidste at der ville blive masser af tid med sorg bagefter. Så det var lykken og glæden over at have fået lov der fyldte mest den sommer.

Elisabeth var en sej lille en. Hun ville livet og levede af sine forældres kærlighed i den tid hun levede, lige indtil hendes lille krop gav op. Den morgen lå hun præcis samme sted som den gang jeg mødte hende for første gang. Hun havde vækket mig om natten og jeg havde lagt hende på min mave og sådan faldt vi begge to i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, lå Elisabeth stadig på min mave. Hun var holdt op med at trække vejret, men var smukkere end nogen sinde. To store øjne kiggede på mig. Jeg vidste at det var slut og selvom der havde været mange tårer undervejs, så var dem der kom den morgen blandet med en underlig form for lettelse. Hun havde lidt rigtig meget til sidst, så da hun endelig fik fred, var det som om man kunne se det på hendes ansigt. Jeg er stadig dybt taknemmelig over at jeg fik lov at være hendes mor og passe på hende lige til det allersidste.

Til sommer er det 5 somre siden. Det er svært at forstå at der allerede er gået så lang tid. Det føles til tider forræderisk. Tiden går, mens tiden med Elisabeth lige så stille forsvinder længere og længere væk. Der går ikke en dag hvor jeg ikke savner hende. Den dybe sorg er ikke i samme grad mere altomfattende, men savnet vil nok altid være der. Følelsen af at være blevet snydt og tanken om alle de ting jeg aldrig kommer til at opleve med Elisabeth gør mig ked af det. Jeg kommer aldrig til at se hende vokse op. Det man mister når man mister et barn, er jo ikke bare barnet, men hele barnets kommende liv.

Helt mirakuløst har jeg fået to skønne børn mere – endda samtidig! – og selvom de fylder min dag med glæde og kærlighed, så bliver de aldrig nogen sinde en erstatning for Elisabeth. Netop fordi jeg har fået to børn der er vidt forskellige, er det endnu tydeligere at Elisabeths personlighed mangler. Det er ikke bare et barn mere der mangler, det er en personlighed som jeg aldrig får lov at se folde sig ud. At være blevet mor igen til to skønne krudtugler, som jeg elsker over alt på jorden, har helt klart tilført mit liv en stor del glæde og kærlighed. Men at blive mor for anden gang var ikke den lykkelige begivenhed som jeg huskede fra første gang og som jeg i min naivitet måske havde forestillet mig det ville blive igen. Der har været blandet en god del malurt i bærret – både under graviditeten, men også efter deres fødsel – og det har forplumret min start med dem på mange måder. Men det er en helt anden historie.

Syrenprinsesse

Se der står juveler på nattens blanke bund
Se hvor engen lyser blødt og klart
Se de stolte birkes' sølvbetrukne silhuet
Højt over dem står Karlsvognen parat

Mælkevejens grænsebom står åben
La os ta herfra en lille tid
Syrenprinsesse
Fuldmånen står hvid
Fuldmånen står hvid

Der er bånd som binder for os begge to
Ingen kender friheden totalt
Men her er ingen regler, her ka vi la gro
Det som vi så længe kun har kvalt

Vi står kun til ansvar for hinanden
Lad os sammen stjæle os lidt tid
Syrenprinsesse
Fuldmånen står hvid
Fuldmånen står hvid

...

Tillykke med de 4 år min pige. Vi ses måske en dag.
Kys fra din mor

Elisabeth – min lille store pige. 3 år ville du have været i år og parat til at komme i børnehsve. I aften kan jeg ikke lade være med at være trist, skønt jeg sidder her med hænderne fulde. I aften savner jeg dig, men lille store pige mere end nogen sinde.

Evighedskys fra din mor

Min allerkæreste lille sommerfuglepige

I dag var dagen vi har ventet på. Præcis 2 år er gået siden verden mødte dig. Det var en ankomst af de mere dramatiske. Til daglig er det mest hele dig, hele din lille personlighed, der fylder. Men lige netop på din fødselsdag fylder din ankomst i denne verden lidt mere. Det var det øjeblik du gjorde mig til mor, det var det øjeblik min verden blev ændret for altid.

I dag har vi holdt din fødselsdag, med gaver og gæster og flag. Det har været en rigtig dejlig dag, en dag hvor du var blev fejret. For der er grund til at fejre dig. Du kom og ændrede verden bare en lille smule. Vores verden blev vendt helt på hovedet. Vi hænger her endnu og vi hænger godt fast, for hvis ikke vi var her, hvem skulle så fortælle din historie?

Tillykke med fødselsdagen min pige.

Sommerfuglekys
Din Mor

Dagbogsudgivelse

Da Elisabeth blev født var tiden knap og i mit forsøg på at fastholde den særlige tid, vi trods alt fik lov at have sammen, skrev jeg dagbog til hende om hvad vi havde oplevet den pågældende dag.

Jeg fortsatte dagbogen efter hendes død, for det meste bare i kort og opremsende form, men ind imellem mere udførligt, hvis jeg havde noget på hjertet. Det gav ganske god mening for mig at blive ved at holde fast i dagene på den måde og derved mig selv.

Den dagbog jeg skrev, mens Elisabeth levede, var skrevet til hende og hed derfor ’Elisabeths Dagbog’. Efter hendes død ændrede den lige så stille form, fra at være skrevet til hende, til at være om hende og tiden efter. Derfor hedder den her del, jeg har valgt at offentliggøre, ’Efter Elisabeths Dagsbog’.

Når jeg vælger at udgive dagbogen her på siden, er det fordi jeg synes den giver et meget godt billede af tiden der fulgte efter Elisabeth.

Link til hver måned vil løbende blive opdateret i højre side.

Elisabeths historie

Som en start, har jeg valgt at lægge ud med en beskrivelse af hele forløbet, som jeg skrev i efteråret 2006.

Elisabeth blev født den 9. juni – ca 2 uger over termin – og døde 6 uger gammel den 22. juli. Hun var længe ventet og ubetinget elsket fra vi første gang vi så hende som blot 8 små celler.

Efter 4 års fertilitetsbehandling med få op- og mange nedture, havde vi nærmest opgivet håbet om at bliver forældre på naturlig vis, da miraklet skete. Jeg blev gravid med fryseæg og glæden ville ingen ende tage. Vi var så lykkelige, men ture nærmest ikke tro på at det virkelig var sandt før efter adskillige scanninger. Det var fuldstændig uvirkeligt for os efter så mange års håb.

Min graviditet forløb stort set uproblematisk, bortset fra lidt kvalme i starten og svære håndledssmerter til sidst grundet vand i kroppen. Men jeg bed tænderne sammen og levede med det. Det var ingenting i forhold min behandlingsbaggrund.

Ca. 2 uger over termin havde jeg en tid på Herlev med henblik på en igangsættelse. Vi mødte op på hospitalet som aftalt, men der var veerne allerede godt i gang. Jeg fik kørt en CTG der så fin ud, regelmæssige veer og fin hjertelyd fra barnet. Hun bevægede sig bare ikke. Jeg overvejede slet ikke at der kunne være noget unormalt i det. For det første havde hun altid været et meget stille barn og for det andet havde jeg jo hørt at det kan være svært at mærke dem til sidst og især når man har veer. Men jeg fornemmede dog at jordemoderen ikke er helt glad ved situationen, så ud på eftermiddagen kom jeg ind på en af fødestuerne hvor de ville tage vandet for at få sat lidt skub i sagerne. Vandet var ikke bare grønt, men brunt! Hvilket betød at hun havde ligget i det i et godt stykke tid. Jeg fattede stadig ikke hvor slemt det var, hjertelyden var der jo stadig, hvilket betød at hun var i live. På det tidspunkt havde jeg desuden rigeligt at gøre med at fokusere på mine veer der kom rullende ind over mig, den ene efter den anden, stort set uden pauser. Det virkede afsindigt kaotisk med alle de læger og jordmødre og -studerende der kommer ind og ud hele tiden.

Ud på aftenen og efter adskillige forsøg på at få en elektrode hæftet på hendes hoved, dykkede hjertelyden og kom kun langsomt op igen. Det var så udfaldet der gjorde at der blev gjort klar til akut kejsersnit. Rygmarvsbedøvelsen virkede ikke efter hensigten, jeg kunne mærke da begyndte at skære, så der blev gjort kort proces og jeg blev jeg lagt i fuld narkose. En meget voldsom oplevelse i sig selv.

Jeg vågnede helt alene på en opvågningsstue ca 2 timer efter. En sygeplejerske kom hen til mig for at fortælle at jeg havde født en pige og kort tid efter kom den stolte far. Jeg var stadig meget omtåget af bedøvelsen, så det hele står lidt sløret. Han fortalte mig at vi havde fået en smuk lille datter og at han var blevet nødt til at give hende et navn, for det var så svært for ham at hun ikke havde et navn, hun var jo et lille levende menneske, så han havde kaldt hende Elisabeth. Han mente at vi stadig kunne blive enige om noget andet, hvis jeg ikke brød mig om det. Vi havde intet navn parat, men der var ingen tvivl i mit sind. Selvfølgelig skulle hun hedde Elisabeth. Så det blev det.

Da hun blev født, var hun slap og havde vejrtrækningsproblemer til at starte med, og fik først 10 i abgar score efter 10 minutter. Desuden mente børnelægen at hendes blodsukker var lavt og derfor skulle hun tilses på børneafdeling på Glostrup.

Inden de tog af sted fik Kevin lægerne overbevist om, at det var meget vigtigt, at jeg fik lov til at se hende først. På det tidspunkt havde jeg kun set et enkelt billede på digitalkameraet af hende. Så børnelægen og Kevin kom trillende med hende i en kuvøse og derefter fulgte det største og lykkeligste øjeblik i hele mit liv. Hun græd da hun blev løftet op af kuvøsen, men faldt fuldstændig til ro da hun landede på min mave. Jeg holdt hende i min arme og jeg følte den største lykke i hele verden. Min datter! På det tidspunkt var vi lykkeligt uvidende om hvad der senere skulle ske. Jeg kunne have ligget der resten af mit liv. Sådan havde jeg det.

Men af sted skulle hun og vi ville blive kørt efter i en anden ambulance når jeg havde fået førligheden tilbage i mine ben. Jeg kæmpede som en sindssyg for at løfte mine ben og efter en times tid fik vi lov at følge efter.

Da vi nåede frem til Glostrup, fik vi et værelse på barselsgangen og efter et par timer fik vi så lov at komme op for at se hende. Der var hun blevet lagt i respirator og havde fået elektroder på kroppen. Det hele var meget uvirkeligt. Vi fik at vide, at hun på vej til Glostrup, var begyndt at få kramper og at de forsøgte hvad de kunne for at afhjælpe dem og for at finde ud af hvad der var galt. Det var åbenbart værre end først antaget og derfor kom en læge og en sygeplejerske med deres egen kuvøse og kørte hende til Riget ud på formiddagen. På det tidspunkt anede vi ikke hvad der var galt, blot at det nok ikke var så godt siden de havde måtte sende bud efter en læge fra Riget. Først ud på eftermiddagen kom der en ambulance så vi kunne følge efter.

Allerede om aften foretog de den afgørende hjernescanning der viste at hendes hjerne var meget ødelagt – sandsynligvis pga iltmangel. Jeg husker tydeligt beskeden og min verden brød fuldstændig sammen. Jeg græd! Jeg sad overfor to læger og en sygeplejersker og bare græd!!! Kevin var i chok pg sad bare og stirrede ud i luften. De fortalte os at hun ikke ville kunne leve og at de mente det var bedst at stoppe yderligere behandling da der ingen udsigter var for hende.

De spurgte om vi ville have hende døbt og det ville vi selvfølgelig gerne. Mine forældre og min søster var kommet om eftermiddagen og nåede heldigvis at være med til dåben.

Dagen efter, om søndagen, tog vi hende ud af alle slangerne. Vi fik at vide at hun godt ville kunne trække vejret uden hjælp, men at hun ville trække det meget besværet og ville få vejrtrækningsstop, der gradvis ville blive længere og længere og til sidst ville hun holde op med at trække vejret. De foreslå at vi tog hende med op på vores værelse, men vi var lidt utrygge ved situationen – det var nærmest første gang vi fik lov at holde hende rigtigt og være alene med hende, så vi fik i første omgang lov til at sidde med hende i et rum ved siden af. Vi anede jo heller ikke om hun ville dø med det samme eller hvad vi kunne forvente. Hele dagen gik med at stirre på vores vidunderlige barn, elske hende alt hvad vi kunne og suge til os alt hvad vi kunne.

Ud på aftenen – aner ikke hvor tiden blev af – besluttede vi at tage hende med op på værelset. Det virkede alligevel ikke så farligt som vi havde frygtet. Sygeplejersken på barselsgangen havde redt op, stillet et lille rullebord med alskens lækkerier, tændt stearinlys (godt nok kunstige, men alligevel) og i det hele taget gjort hvad hun kunne for at vi skulle føle os godt tilpas. Den første nat sammen med Elisabeth lå vi bare og kiggede på hende og skiftevis smilede og græd, fordi det var så vidunderligt at hun lå der og så aldeles smertefuldt at vi skulle sige farvel til hende. Vi havde jo lige mødt hende. Hver gang hun fik et vejrtrækningsstop, troede vi at hun døde og hver gang begyndte hun at trække vejret igen. Om morgenen trak hun stadig vejret og vi følte det som en gave! Tænk vi fik lov til at tilbringe en hel nat sammen med hende!

Vi havde fået stillet i udsigt at hun muligvis ville kunne leve i op til flere dage og måske ligefrem uger, men at de ingenting kunne sige med sikkerhed, så næste dag begyndte vi at snakke om hvad der skulle ske hvis hun levede så længe. Vi følte ikke vi havde lyst til at sidde og kigge på hende på hospitalet i flere dage i træk og hvis de alligevel ikke kunne gøre mere for hende, undersøgte vi muligheden for at tage hende med hjem. Vi blev støttet fuldt ud, så om aftenen tog vi hjem. Og hvilken følelse det var at få lov at vise hende hendes hjem og hendes værelse. Det var så stort! Og vi græd igen.

Siden vi havde taget hende ud af respiratoren havde hun været i en slags koma og været helt slap, men efter den første nat hjemme, begyndte hun at vågne op lige så langsomt, åbne øjnene og bevæge sig. En ny situation som vi slet ikke var forberedt på. Jeg havde slet ikke ture håbe på at jeg nogen sinde fik hendes øjne at se, men det gjorde jeg og hvilken glæde det var. Hun vågnede mere og mere op, men græd ikke og gjorde ingen tegn til at hun var sulten og krævede mad.

Vi havde dagligt kontakt med Elisabeths læge og sygeplejerske fra Neonetal og ind i mellem også oftere når det blev for svært og vi ikke vidste hvordan vi skulle tackle forskellige situationer der opstod. De var der hele tiden for os og kom også jævnligt på besøg.

Tiden var knap mens hun levede. Vi vidste vi ikke hvor lang tid vi havde hende. Men netop fordi tiden var begrænset og vi vidste at det ville få en ende, vidste vi også, at det var den tid vi fik, der ville blive det minde vi ville have om Elisabeth. Derfor var det så vigtigt at gøre det til den bedste tid. Vi nød virkelig den tid vi havde sammen med hende og var så taknemmelige for alt hvad vi fik lov til at opleve. Hun fyldte os med kærlighed så vi var ved at briste og vi kunne kun nyde med bevidstheden om at det snart var slut. Turene i barnevognen var så befriende. Vi var forældre for et rigtigt levende barn og vi var ude at gå tur som forældre nu en gang gør med deres børn. Vi fik virkelig gjort alt hvad vi kunne i den tid hun levede. Det var som om alt var fyldt af glæde i den tid – også selvom jeg græd, når jeg sad sammen med hende på hendes værelse og læste historier for hende med tårerne løbende ned over kinderne. Det var så smukt at jeg fik lov til at opleve det og så forbandet at det ikke ville vare ved. Vi vidste jo at hun skulle dø. Der var ingen fremtid for hende. Hendes hjerne var for ødelagt, men ikke for ødelagt til at leve og dele sin kærlighed med os.

Efter ca 3 uger begyndte hun at blive mærkbart svagere og mere ked af det. Vi var bange for at hun havde smerter og derfor fik hun opiumsmixture de sidste par uger af hendes liv. Det var meget vigtigt for os at hun ikke led. Det begyndte med at hun en dag græd så hjerteskærende og intet kunne vi stille op for at få hende til at falde til ro, så vi tog ind på Neonetal med hende, hvor hun fik lidt beroligende opiumsmixture. Det gav vi hende derefter hver 4. time i en lille sprøjte i munden i den sidste tid af hendes liv.

Fredag aften den 21. juli havde jeg læst rigtig mange godnathistorier for hende. På en eller anden måde var jeg klar over, at det var den sidste aften vi fik sammen med hende. Derefter gik vi i seng og jeg lå og holdt om hende til vi begge to faldt i søvn. Ud på natten vækkede hun mig og jeg tog hende op og hun fik lidt vand og lidt mixture for at falde til ro. Bagefter lagde jeg hende på min mave med hendes dyne over og med 'Hare' – den bamse vi havde givet hende da hun blev født – og faldt langsomt i søvn igen. Om morgen vækkede Kevin mig og vi kiggede begge på Elisabeth, som stadig lå der på min mave, men nu med et smukt og meget fredfyldte udtryk i ansigtet. Hun var holdt op med at trække vejret. Vi blev liggende i sengen og holdt om hende og hinanden imens tårerne trillede.

Dagen for hendes bisættelse var den smukkeste sommerdag – faktisk lige så smuk som alle dage har været i hele hendes korte liv. Dagen efter regnede det og det har det nærmest gjort lige siden. Ind i mellem har solen dog stadig skinnet og det er egentlig et meget godt billede på hvordan jeg har haft det igennem dette forløb.

Elisabeth er begravet på Lyngby Parkkirkegård, fordi det er et fantastisk smukt sted og selvom det nu er mørkt og vinter er det lige så smukt, at komme derned nu, som det var i sommer eller i efteråret. Vi er ikke i tvivl om at vi har valgt det rigtige sted.

Puha, det blev lidt langt! Men når man først kommer i gang, er der mange ting jeg gerne vil have med og alligevel føler jeg at jeg kunne fortælle mere. Elisabeths dyrebare lille liv fylder så meget i mit og er noget jeg gerne fortæller om til dem der gider høre. Det er så uretfærdigt at vi ikke kunne beholde hende hos os, når vi nu elskede hende så meget, men jeg håber at hendes liv – selvom det blev kort – blev det bedste. Vi gjorde hvad vi kunne. Hun var det mest fantastiske lille væsen og jeg er hende så evigt taknemmelig for at jeg fik lov til at møde hende og lære hende at kende. At man kan føle så stor en kærlighed, havde jeg aldrig forestillet mig.

For mig har sommeren 2006 været den bedste og den værste sommer i hele mit liv! Det er så fantastisk at blive mor – det største og bedste der nogen sinde er sket for mig. Jeg tror ikke man begriber hvor stort det er før man har prøvet det – jeg gjorde i hvert fald ikke. Derfor er det heller ikke til at fatte, at det bare så uretfærdigt er blevet revet væk fra os. Hun mangler i alt hvad jeg laver. Der går ikke en time hvor hun ikke er i mine tanker. Min lille pige. Hun fylder mig stadig med kærlighed og netop derfor er smerten stadig så stor.

I dag har jeg skrevet mit første indlæg på min nye blog. Det er tanken at det bliver det sted jeg viderefører denne dagbog. Da Elisabeth blev født begyndte jeg at skrive dagbog. Dengang var det mest et redskab for mig til at huske og fastholde den dyrebare og alt for korte tid vi fik sammen med hende. Det blev en dagbog til hende om hvad vi havde lavet den dag og hvordan hun havde haft det. Da hun døde fortsatte jeg med at skrive til hende, fordi jeg havde brug for den kontakt det gav at fortælle til hende.

Nu er der gået mere end et år – faktisk et år og en måned – siden Elisabeth lige så blidt fløj væk. Min dagbog har ændret karakter – i mere end en forstand. Den er ikke længere en dagbog fortalt til Elisabeth, men en dagbog om mit liv lige nu – om min rolle som mor, min infertilitet og hvordan jeg takler at leve i alt dette kaos.

Alle de tanker og følelser der følger med titlen som infertil engelmor, har indtil nu ikke været offentlig tilgængelige, men det har jeg besluttet at ændre på. Jeg har selv haft stor glæde af at kunne spejle mig i andres kampe og sorger og lykkelige stunder. Jeg håber den kommer til at sprudle af det hele og måske endda gøre en lille forskel, hvem ved? Om ikke andet, så i hvert fald for mig selv.

Vi har haft en dejlig ferie, trods lidt for meget regn. Vi havde kun et par enkelte dage med sol, så vi fik ikke sejlet kano som planlagt, men så fik vi til gengæld travet nogen ture, læst nogen bøger og besøgt nogle museer. Bla Ljungberg Museet, som ligger i Ljungby (den nærmeste by med forretninger ca 20 km fra campingpladsen), der viser kunst af Sven Ljungberg, en lokal kunstner fra Ljungby. Hans hus ligger lige bag museet og jeg var så heldig at få et billede af ham. Han er 94 og stadig ganske produktiv. Ret fantastisk!

Vi var også i Växjö en dag og se glasmuseet om områdets glasproduktionshistorie og bagefter kørte vi til Kosta, hvor det ældste glaspusteri ligger. Desværre nåede vi ikke at se fabrikken, da vi ikke havde været opmærksom på at det var lørdag og at de derfor lukkede tidligt, men glas fik vi set i rigelige mængder, for de havde to store varehuse fyldt med Kosta Boda, Orrefors osv. Om aftenen så vi en moderne opførelse af Shakespears ‘Som man behager’ på friluftstscenen i Museumsparken. Det var en fantastisk afslutning. Men så var vi også trætte da vi endelig vendte næsen mod campingpladsen igen.

Småland er venligt, rent, stort og meget smukt. Det mindede os på mange måder om New Hampshire, hvor Kevins forældres sommerhus ligger, så det var samtidig dejligt hjemligt kan man næsten sige.

Vi kom hjem sent i går aftes, så i dag skal vi have vasket tøj, handlet lidt og forhåbentlig ikke så meget andet. Vi er lidt trætte efter en lang og udmattende tur hjem i går. Ja, det er ikke fordi der er særlig langt fra Småland, men vi havde planlagt at tage en omvej nedenom Malmø, da der er Malmøfestival i disse dage. Det skulle vi aldrig have gjort!!! Ca midt mellem Helsingborg og Malmø blev vi fanget i en kø så lang. Pga vejarbejde blev vi dirigeret ud på de mindste landeveje. Tæt søndagsmotorvejstrafik på en lille landvej. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Jeg tror vi sad der i 2 timer! Så da vi endelig nåede til Malmø var vi bare så trætte af det hele, at vi fik lidt mad og alt for meget larm og skyndte os hjem til vores lille Mao, som stod og ventede på den anden side af døren. Uh, det var godt at se ham igen og godt at komme hjem.

I går var det så os der var de heldige vindere af en oversvømmet kælder! Lyngby var åbenbart allerværst ramt af gårsdagens skybrud og vi fik så meget regn på så kort tid at vores kloaksystem simpelthen stod af. Hele vejen har haft oversvømmede kældre – for første gang i 40 år!!! Det gik sindsygt stærkt – ja det nærmest stod op af kloakken. Heldigvis opdagede Kevin det ret hurtigt, og så gik vi ellers i krig med spande og fik losset det meste ud forholdsvis hurtigt. Så var der bare tilbage at få tørret op og reddet alle de ting der stod på gulvet. Heldigvis for os er badeværelsesgulvet sænket, så det var meget lidt vi nåede at få i værelset med trægulvet. Det værste af det hele er nok at vi skal til Sverige i morgen og ingen af os er særlig trygge ved tanken om at forlade huset i en hel uge, hvis det samme skulle ske igen. Vores nabo kigger heldigvis efter vores hus og så må vi jo bare køre hjem hvis vi skulle være så uheldige igen.

Jeg havde ønsket mig en fødselsdag sammen med min mand, tæt på min datter og det fik jeg! Vi startede hos Elisabeth og tænk en gang ... hun havde pyntet op med små flag og en lille hilsen. Det var så rørende. Bagefter pakkede vi madkurven og lånte naboens kano og tog af sted på tur på Mølleåen og Lyngby Sø. Om aftenen spiste vi middag på Brede Spisehus med udsigt til Mølleåen. Så alt i alt, en smuk og dejlig dag tæt på min datter og sammen med min dejlige mand.

I dag har jeg forsøgt at overvinde min højdeskræk. Kevin havde skrabet og slebet vinduerne udvendigt på 1. sal, som jeg så havde lovet at male. Jeg havde ikke den mindste mistanke om at jeg ikke skulle kunne klare den sag uden problemer, men da jeg tog første skridt op på stigen, kom jeg med ét i tanke om min skræk for højder. Puha, det tog sin tid at komme helt op på toppen. Jeg gjorde det og jeg malede vinduerne, men sidder nu her med ømme ben og arme, som stadig ryster en lille smule. Det var ikke sjovt, men nu er det gjort og er blevet ok.

Det er ved at ligne noget. Planen var hus- og haveprojekter i denne uge og det har været så dejligt at føle og se at der faktisk er sket en hel del.

I morgen pakker vi madkurven og tager på kanotur på Mølleåen. Det er min fødselsdag og jeg har bestemt at den skal foregå på den måde – min kære mand og mig og Mølleåen. Så vi har lånt naboens kano og skal bare trille den ned af bakken. Frygter lidt når vi skal retur ...

Vi er lige startet ferie. Det er virkelig dejligt, både fordi vejret ser ud til at være med os, men især fordi Kevin holder 3 uger i år. Det er mange år siden han har gjort det. Vi har planlagt hus/have-projekter i den første uge. Anden uge tager vi til Sverige, hvor vi har lejet en lille hytte i vandkanten af den store sø, Bolmen. Den tredje uge havde vi tænkt os at leje turister i vores egen by. Der er så mange ting vi aldrig har fået set og gjort. København er faktisk en helt fantastisk by. Det glemmer man lidt og tager ofte i stedet for til London eller Paris. I år bliver vi i København. Det er også noget billigere – en ting der også spiller ind nu jeg er blevet ‘arbejdsløs’.

Jeg synes jeg kan mærke en forandring hos mig selv nu her efter 1 årsdagen for Elisabeths død. Jeg overmandes stadig af dyb sorg ind i mellem, men det er alligevel som om glæden så småt er ved at indfinde sig igen. Det er rart. Vi har det godt sammen – Kevin og jeg – men vi ville være endnu gladere om vi snart kunne kalde os forældre til et levende barn. Det er så hårdt at være tomhændede. Det bliver ekstra tydeligt på en aften som i går hvor vi var til vejfest. Selvom vi efterhånden snart har boet her i 2 år, er der stadig mange på vejen som vi aldrig har set og derfor heller ikke har snakket med. Spørgsmålet: ‘har I børn?’ har jeg efterhånden fået stillet nogen gange på det seneste og det virker altid som to verdener der tørner sammen når jeg fortæller at vi havde en lille datter, som desværre ikke lever mere. Derefter kan det være svært at fortsætte den snak, da vi ikke deler samme erfaringsgrundlag. Mange spørger måske til hvorfor hun døde og så bliver der gerne skiftet emne. Det er svært og noget de fleste åbenbart har meget svært ved at forholde sig til.

Vi havde en håndværker på besøg forleden dag, som skulle se på vores antenne og installationer. Ham kunne jeg jo egentlig bare have valgt at sige ‘nej’ til, da han spurgte. Selvom det nogen gange ville være det nemmeste, ville det være ligesom ikke at anerkende vores datter, så det er noget jeg simpelthen ikke kan få over mine læber. Hun var her jo og hun var og vil altid være vores lille pige. Hun skal nævnes og fortælles om. Derfor fortalte jeg om hende til håndværkeren og han blev tydeligvis berørt af historien. Han havde selv en lille datter på 2 1/2 år, så det kom på en eller anden måde ret tæt på kan jeg forestille mig. Han var vel i fyrrerne vil jeg tro, så en lidt gammel førstegangs far og han sagde da også at han altid havde forestillet sig at han skulle have en masse børn, men at det bare ikke var gået sådan. Tingene går ikke altid som man tror og forventer her i livet.

Fuldmånen har kastet sit lys over dine relationer og en ny cyklus kan begynde i dit kærlighedsliv. Der er i dag igen fokus på kærligheden og en voksende glæde tager fat. Fuldmånen i dit modsatte tegn Vandbæreren i begyndelsen af ugen varsler om store begivenheder angående parforhold. Det er en meget heldig uge, en tid hvor Solen skinner på dig og velsigner din vej. Du kan forvente total succes i kærlighed, kreativitet og forhold til børn. Spørg og du skal modtage. Det har selvfølgelig en god indflydelse på din selvtillid, som ikke har været så stærk på det sidste. Indlysende men sandt: når du er glad er alle andre lykkelige og positive.

Sådan stod der i mit horoskop for dagen i dag og for ugen der kommer. I går da vi kørte hjem fra mine forældre blev vi hilst og fulgt af den smukkeste fuldmåne man kan tænke sig. Stor rund og lysende dukkede den frem bag skyerne. Den var som en stor lysende ledestjerne, som et tegn. Det kan kun betyde noget godt tænkte jeg. Sammen med ægget, der nu ligger i hullet i væggen over mit hoved og den flyvende frø, som nu svæver over indgangen til vores topsoveværelse, kan det kun betyde succes. Solen skinner på dig og velsigner din vej, står der. Hvor jeg dog inderligt håber det er rigtigt, at jeg endelig kan få lov at mærke lidt velsignelse. Jeg tror på det.

Det undrede mig egentlig lidt at der ikke var flere der huskede Elisabeths dødsdag. For os ville det have betydet 10 gange mere at den dag blev husket frem for hendes fødselsdag. For os var det virkelig en bevægende dag. Det var jo der det hele var slut for altid og vi ikke skulle holde hende i vores arme mere og ikke mere passe hende og tage os af hende. Det var en dag med silende regn – ikke bare udenfor vores vinduer – men i vores hjerter og vejret understregede virkelig hvordan vi havde det.

Vi havde en trist og tung dag. Vi startede med at gå i kirke. Det var første gang vi har været der efter Elisabeths bisættelse. Ingen af os havde forestillet os en åbenbaring ved at tage af sted, men gudstjenesten var desværre ikke særlig spændende. Præsten gik mere op i at tale om dagens tekst ud fra datidens referencer, i stedet for at relatere den til noget nutidigt som man kunne forstå. Vi var glade for at det ikke var ham der bisatte Elisabeth, for det havde da været en ren katastrofe.

Bagefter gik vi hjem og jeg satte en ny portion af den berømte klister-bolledej over inden vi gik ned til kirkegården. På vejen plukkede vi en buket engblomster som vi blandede med hvide fresia fra blomsterhandleren. Det blev den smukkeste buket! Helt rigtig til vores lille sommerfuglepige. På vejen hjem stoppede vi hos biavlermanden ved Bredeværket og fik et nyt glas med hjem til det nybagte brød. Resten af dagen gik med at holde om hinanden og at snakke om vores lille datter, sende billeder til USA og at tale med hele den amerikanske familie der ringede. Det var en dag fyldt med mange tanker om før, nu og hvad der kommer. Uden for regnede det i stride strømme og indenfor havde vi tændt ekstra mange stearinlys som skabte en nærværende og meget intim stemning. Dagen blev så god som den nu kunne blive. Vi savner vores lille skat og hvor gjorde det dog ondt at nå til dagen hvor hun fløj bort.

Ting tager den tid ting nu en gang tager. Det må være mit motto fra nu af, har jeg bestemt mig for. Jeg har en eller anden mærkelig vane med at stresse over ingenting eller rettere alle mulige unødige ting. Forskellige ting jeg skal i løbet af dagen kan slå mig helt ud. Jeg bruger nogen gange unødigt meget tid på at tage en beslutning. Jeg mærker og mærker, men den der ’rigtig-følelse’ indfinder sig bare ikke rigtig. Så stresser jeg og kan bruge uforholdsmæssigt meget tid med at bestemme mig til hvilke sandaler jeg skal have. Jeg er vist ikke helt i harmoni med mig selv for tiden, for ellers ville jeg da vide det med det samme. Så kommer den der ’rigtig-følelse’ helt af sig selv. Alle beslutninger omkring Elisabeths bisættelse og hvad der ellers var af ting i den forbindelse foregik på den måde. Det var så rart. Beslutningerne ligesom bare kom til os. Den gode mavefornemmelse var med os og førte os gennem alle de svære beslutninger og derfor endte det hele med at gå op i en højere enhed. Farven på kisten, dugen den stod på i kirken, kjolen Elisabeth fik på, historien om de lille og store hare, kagen og dekorationen på urnen. Det føltes næsten som var vi et med hele universet i den tid. På dagen for bisættelsen bragede solen ned fra en skyfri himmel og alle var ved at smelte af varme. Dagen efter regnede det. Det samme gentog sig ved urnenedsættelsen. På dagen skinnede solen og dagen efter regnede det. I det hele taget har det været billedet på Elisabeths alt for korte lille liv. Mens hun var her hos og fyldte os med den største kærlighed jeg endnu har mærket, skinnede solen. Dagen efter hendes død begyndte det at regne og det regnede og regnede som om hele verden græd med os. Det var meget symbolsk og næsten ikke til at fatte. Der fornemmede man virkelig hvordan alt hænger sammen. Vi var en del af det.

Denne sommer har været en tydelig kontrast til sidste års sommer. Vores første sommer uden Elisabeth. Og hvilken en! Hele universet har grædt med os i år. I dag for et år siden sad jeg her på hendes værelse og læste den ene historie for hende efter den anden. Den jeg husker bedst var ’Fuglene året rundt’. Vi stoppede ved ’juli’ og jeg lovede at læse de næste kapitler i de følgende måneder. Dem fik hun ved graven for det blev den sidste aften vi fik sammen. Jeg må have vidst det. Det var en smuk aften. Jeg var ulykkelig, men samtidig lykkelig og taknemmelig fordi jeg fik lov. Jeg fik lov at sidde her på hendes værelse og læse godnathistorier. Jeg elskede og nød det simpelthen fordi jeg fik lov og samtidig var det så frygtelig smertefuldt fordi jeg vidste at det snart var forbi. Det gjorde ondt at skulle nyde så meget på forhånd. Nu sidder jeg her igen. På årsdagen for den sidste aften vi fik sammen. Jeg elsker hendes værelse. Her er simpelthen så hyggeligt. Det er nok det rum jeg holder mest af. Jeg kigger på væggene og mindes hvert et lille hjørne vi har været i med malerpenslen, hylderne vi satte op, lampen i loftet, billederne på væggen, puslebordet, vuggen – alt det vi gik og forberedte mens Elisabeth lå godt trygt i min mave og bare ventede på at blive stor nok, så hun kunne komme ud og bruge det hele. Tænk at hun faktisk fik lov. Tænk at hun faktisk har ligget lige der i vuggen. Tænk at hun har ligget lige der på puslebordet. Tænk at hun har ligget lige her i mine arme. Det er næsten ikke til at fatte, men ikke desto mindre sandt. I stedet for Elisabeth ligger hendes lille lam i mine arme mens jeg sidder her og skriver. Det lam hun fik fra USA den jul hun stadig lå i min mave. Den er så kært og var hendes første bamse. Nu ligger den her og sover i mine arme ligesom Elisabeth gjorde.

I dag for et år siden kom min far forbi for at hilse på lille Elisabeth og være lidt sammen med os. Vi gik en tur sammen ned til broen over åen. Husker stadig at vi stod på broen meget længe og bare kiggede på vandet den strømmede af sted neden under mens Elisabeth lå i barnevognen. Det blev vores allersidste tur sammen. Vi gik den igen i dag, bare Kevin og mig. Ikke helt den samme, for vi havde været nede på kirkegården først, men på vej tilbage gik vi over broen og stod lidt inden vi gik videre ned forbi tennisbanerne, forbi honninghjørnet og forbi Bredeværket. Da vi gik der sidste år mødte vi moster Sidse som var på vej op for at besøge os på sin tur hjem fra arbejde. Det gjorde hun tit i den tid Elisabeth levede. Hun havde lidt kage med som vi spiste på terrassen.

I morgen er det heldigvis søndag og vi skal ikke andet end at være sammen, holde om hinanden, plukke blomster på engen og besøge Elisabeth. I aften er vi bare stille sammen og har tændt lys for Elisabeth som skal brænde hele natten. Så ved hun hvor vi er. I dag købte vi blomster til hende – en lille solsikke til vores lille solpige. I morgen plukker vi engblomster på vejen ned for at besøge hende. Engblomster skal hun have. Det fik hun også med i kisten og dem plukkede vi til hende den første tid efter hun døde lige indtil de forsvandt sammen med alle de hvide engsommerfugle. Havde Elisabeth fået lov til at vokse op og blive en stor pige, er jeg sikker på at hun ville have nydt at gå tur på engen og plukke blomster til sin mor og far. Nu plukker vi dem i stedet til hende.

Sommeren er Elisabeths. Det vil den nok altid være. Denne sommer har været en tom sommer. Jeg ved vi stadig er midt i den, men jeg føler næsten den er ved at være forbi. Det er som om sommeren sidste år forsvandt med Elisabeth og derfor er denne også ved at være slut da det er ved at være slut for ’Elisabeth-tid’.