Dagen for urnenedsættelsen. I morges kørte vi Grammy og Grampy i lufthaven. Det regnede om morgenen, men klarede op i løbet af dagen og da vi skulle sætte urnen i jorden om eftermiddagen, var det blevet fint solskinsvejr. Vi tog derned i god tid og fik ordnet de mange fine blomster og fjernet dem der ikke har det så godt mere. Derefter gik vi ind for at hente urnen. Vi ville selv bære den ud til Elisabeths have. Det var meget bevægende og virkelig hårdt at bære den det allersidste stykke, men noget der betød meget og som jeg er glad for at vi gjorde.

Ude ved Elisabeths have får vi lidt tid for os selv, hvor vi tænder et lys, Far læser Elisabeths ynglingshistorie en sidste gang og jeg synger ’En vej går ind i himlen’ – selvom det er svært. (Den sang vil for altid minde mig om dig og også lidt om Morfar, da det var ham der valgte den, og få mig til at græde lidt, fordi jeg savner dig så usigeligt meget min lille pige) – inden vi ved fælles hjælp firer urnen ned i hullet. Hun får det lille hjerte med som Kevins mor havde efterladt til – det havde hun bedt om – og den buket lavendler der lå ved siden af hende i vuggen den dag hun døde. Så smed graveren jord på og lagde gran over. Vi lagde en lille buket af lavendler og roser fra haven og satte den rose Mormor og Morfar havde med, denn dag vi kom hjem fra hospitalet. Den planter vi oven på urnen, når vi tager granet af.

Det var en smuk eftermiddag og en fin og stille højtidelighed alene sammen med Elisabeth. Det er jeg glad for at vi valgte at gøre på den måde.