Vi er startet i fertilitetsbehandling igen. Jeg føler mig bestemt parat, men lige i disse dage har jeg været trist og fyldt af mange forvirrende tanker og følelser. Det er uden tvivl en blanding af hormoner og forventninger og frygt og sorg og ... ja det hele i en stor pærevælling. Det er svært at finde hoved og hale i sommetider. Men sådan er det vel bare og egentlig heller ikke så underligt alt taget i betragtning. Normalt ser jeg mig selv som et ret positivt menneske og har igennem alt det her, for det meste, formået, at mobilisere en eller anden form for positiv tro på fremtiden. Men lige i disse dage bliver den nemt overskygget af alt det andet.

I lørdags hentede vi Elisabeths gravsten hjemme hos mine forældre. Den blev gravet op fra deres gårdsplads. At få den op mindede mest af alt om en overdimensioneret rodbehandling og efterlod et stort sort hul. Min far fandt hurtigt en anden sten til erstatning, så nu ser der fint ud igen. Det føles helt rigtigt at Elisabeth får ‘min’ sten. Den er fyldt med så mange skønne minder og nu vil jeg for altid kunne ‘lege’ på den sammen med Elisabeth. Det giver god mening.

Men med gravstenen bliver der sluttet endnu et kapitel. Det er den sidste ting vi mangler at gøre og jeg tror måske, at grunden til alle mine forvirrende tanker og følelser lige nu, er en blanding af at sætte punktum og samtidig starte et nyt kapitel. Det må om noget skabe splid og forvirring i følelsesregisteret. Weekenden var som en ruchebane uden lige, men i dag går det allerede bedre.