En sms tikkede ind klokken 7.30. Jeg var overbevist om at det var Christine der havde født, hvem ville ellers smse på det tidspunkt? Havde allerede forestillet mig hvad der stod og tænkt at den 26.10. var en fin dato at have fødselsdag på ... men det var det overhovedet ikke. Det var Kevin; ’Jeg har glemt mine regnbukser i S-toget'. Øv for begge dele!
Selvom jeg ikke er i det mest virksomme hjørne for tiden, fik jeg mig alligevel mandet op til at få tømt reolerne i kælderen, støvsuget og vasket gulvet – der havde samlet sig et godt lag slidt på det år de har stået der – og tømt skænken i stuen, så vi kan få byttet om på de to arrangementer og så jeg kan få reolerne med til AT-BO i morgen for at få låger på. Det skal nok blive fint. Nu må der snart ske noget. Vi kan ikke blive ved med at bo i denne ’lige flyttet ind’ stue. Det går ikke! Og hvorfor er det mon så det er lige nu der skal rykkes – netop som jeg har overført 36.000 for en tregangsforsikring til Trianglen? Sikkert fordi at min barsel er ved at være forbi og derfor er det gået op for mig hvor meget her skal laves og hvor lidt jeg har fået lavet af alt det. Det var hele opsparingen der røg der. Men jeg er fortrøstningsfuld. Det skal nok gå. Nu kan man jo mene, at det vil være lidt spild af penge hvis det viser sig, at jeg rent faktisk allerede er blevet gravid. Men skulle det vise sig, at vi allerede er blevet velsignet, er det nogen penge givet godt ud. Ingen tvivl om det. Nu kan tiden frem til på lørdag kun gå for langsomt.
Nogen gange skal man lige hele vejen rundt, for til sidst at finde ud af hvad det egentlig er man vil. Det endte med at det var en seddel i Netto der mindede mig om at det jo egentlig var Raadvad Stenhuggeri der skulle indhugge Elisabeths sten og ikke et eller andet tilfældigt kædestenhuggeri. Ringen sluttede. Det gav pludselig mening. Vi stod der i smukke Raadvad og jeg kunne næsten mærke Elisabeths lille sjæl hos mig. Det var dér vi gik den allerførste tur med hende i barnevognen. Selvfølgelig skal hendes sten indhugges lige netop der. Fornemmelsen i maven var god. Han var en rigtig rar stenhugger. Jeg var helt tryg ved at efterlade sten og tegninger der.
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
