Jeg savner min datter HELT VILDT!!! Det er sådan jeg har det.

Lige i disse dage svæver jeg rundt i en mærkelig tilstand af sorg, savn, frustration, jalousi samtidig med en oprigtig glæde over denne lille Eliot som netop er kommet til verden. Christine fødte en lille søn i går og jeg elsker ham allerede på trods af at jeg slet ikke har mødt ham endnu. Men jeg glæder mig og tænker at jeg muligvis kommer til at græde når jeg ser ham og at jeg sikkert vil overdænge ham med en masse kærlighed.

Kevin og jeg har været på en lille weekendtur til Arild ved Kullen i Sverige. Det skulle have været en glædelig weekend, hvor vi skulle fejre at Elisabeth skulle være storesøster, men det bliver hun så heller ikke denne gang. Beskeden fik vi på vejen derop :-( og vi var parate til at vende om på stedet, men vi fortsatte og det viste sig faktisk at være helt rigtigt og godt for os at tilbringe lidt tid væk fra det hele og især sammen på den helt specielle måde man er sammen på sådan et smukt sted, med stilhed, udsigt og ingen forstyrrende elementer andet end smuk natur og hinanden. Vi fik snakket om alt og intet som vi ikke har gjort længe. Det var rart.

Jeg starter på arbejde i morgen og tænker at det bliver godt for mig at fylde min hverdag med noget andet end babytanker i et stykke tid. Det er dælme hårdt at være i behandling! Nu har jeg fyldt mig med hormoner på klokkeslet i en hel måned, spist mine vitaminpiller, sovet og spist rigtigt, ikke drukket alkohol eller kaffe, ikke overanstrengt mig ... Man siger at man bare skal tænke på noget andet, men hvordan gør man det, når jeg konstant bliver mindet om det?? Nu starter jeg på arbejde og så bliver projekt fertilitetsbehandling lagt på hylden i mindst et par måneder. Det er simpelthen for hårdt!!

Nogen dage er jeg frygtelig angst for at glemme – glemme Elisabeth, hendes duft og hvordan det var at holde hende, skifte hende, kysse hende, mærke hende. Jeg vil så gerne bevare alle vores minder fra denne; den bedste og værste sommer i hele mit liv. En måde jeg elsker at være sammen med min datter på, er ved at være sammen med min mødregruppe som jeg har mødt gennem APA. Sammen med dem, er det helt ‘legalt’ at tale om vores børn hele tiden og det er som om jeg er lidt tættere på Elisabeth sammen med dem. De kender hende selvom de aldrig har mødt hende.