Ude godt, men hjemme bedst! Det kunne være at jeg skulle have Kevins søster brodere mig sådan et stykke til at hænge på væggen, for det er da så sandt som det er skrevet. Jeg har altid forstået budskabet – altså forstået betydningen af ordene, men sådan den dybere forståelse er først nu gået op for mig. Det her er virkelig mit hjem. Her hvor Elisabeth hører til, er hvor jeg hører til.

Lørdag nat kom vi hjem fra en uges ferie på Korsika. Mine forældre betalte og var med. Det var alt i alt en god tur, selvom det føltes helt forkert at sidde på en cykel på Korsika – jeg skulle jo have gået herhjemme med barnevognen. Men nu var vi der og så måtte vi jo prøve at få det bedste ud af det og det synes jeg også vi gjorde.

Men tårerne var uden tvivl flere og det var hårdt at være væk fra de vante omgivelser. Dog følte jeg at Elisabeth tog sig godt af os og prøvede at trøste når tårerne kom. Lige siden bisættelsen har jeg set Elisabeth i alle de smukke hvide sommerfugle fra engen omkring kirkegården. På Korsika var der mange hvide sommerfugle. De dansede for os og hjalp os op af alle bakkerne på cykel og jeg kunne mærke Elisabeths nærhed. Jeg er sikker på at hun har været med os – selv på Korsika.

Men at komme hjem, var alligevel noget ganske andet. Det er her Elisabeth er født og her hun har levet sit korte liv. Det er her vi mindes hende og hun er tæt på. Min søster og Christine har været forbi, lidt på skift, men mindst to gange om dagen, for at passe Mao mens vi var væk. Både Mao og Elisabeth har fyldt meget i vores bevidsthed, så det var rart at få smser om hvordan det det gik her hjemme. At vide at Mao havde det godt og at de havde været forbi hos Elisabeth – det gjorde os så glade og så savnede vi dem endnu mere.

Vi kom hjem kl. 3 i nat, så det var først i dag, søndag, at vi kunne gå en lang tur langs Mølleåen og ned til kirkegården. Jeg havde plukket blomster fra haven og havde en grøn skiffer sten med hjem fra Korsika. Vi fik fjernet grannåle, men ellers så der fint ud. Det var rart at være tilbage igen.

Min søster skal giftes og flytte i hus! Det blev åbenbaret på djævelsk vis rundt om morgenbordet kort tid efter hjemkomsten. Efter en dags sundning er det dejlige nyheder, men lige da bomben faldt føltes timingen ikke just gennemtænkt. Mine forældre havde sovet i kælderen, vi var stået tidligt op grundet scanning på Trianglen (æggene er nu 11 mm) og nu vi alle alligevel var samlet, valgte Sidse og Jan at troppe op med den store nyhed. Vi var nærmest ikke kommet hjem og var ret berørt af det savn vi havde følt hele ugen, så det var for meget at kapere lige der.