Jeg havde frygtet det, men havde ikke troet at det ville være så hårdt at starte på arbejde igen. I dag er jeg hjemme. Det hele blev lige pludselig for meget, så jeg måtte melde afbud. Det er ikke fordi arbejdspresset har været for meget. Jeg er ikke rigtig kommet i gang endnu, men mest bare brugt tiden til at finde mig tilrette og skrive e-mails til alle de kunder jeg har haft kontakt med og ellers sætte mig ind i alle de opgaver der er i gang i øjeblikket. Alligevel har jeg måtte sove alle de eftermiddage jeg har haft muligheden og de eftermiddage hvor jeg ikke har haft muligheden, har jeg været totalt udkørt og nærmest dårlig træt om aftenen. Faktisk så meget at jeg er begyndt at overveje om jeg mon var startet for tidligt? Jeg synes det ind i mellem er svært at overskue noget som helst og det skal jeg jo helst i mit arbejde.

Det er åbenbart en naturlig reaktion blandt mødre til døde børn har jeg erfaret. Jeg har haft stor glæde af at snakke med de andre fra APA, som åbenbart har haft lige så svært ved at få noget som helst fra hånden. I alt den tid jeg har gået hjemme har jeg haft en liste så lang, men der er bare ikke sket noget. Havde Elisabeth levet, havde jeg ikke haft dårlig samvittighed over alt det malerarbejde og andet husligt jeg ikke ville få gjort, for det havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg ville have haft tid til. Jeg skulle have gået og passet mit levende barn – nu har jeg så passet mit døde barn i stedet og det er mindst lige så vigtigt. Det hjælper lidt på den dårlige samvittighed at tænke sådan.

At jeg startede i butikken var nok, set i bakspejlet, et noget hasarderet træk. I hvert fald var det ikke smart at starte samtidig med starten af mit gamle arbejde. Og så fik jeg endnu en gang en læresætning i at sige nej. Fra nu af bliver der ikke taget nogen ekstra vagter ud over mine lørdagsvagter. Basta!

Der er sket rigtig meget den seneste uges tid og alle disse ting har til sammen været meget at forholde sig til på en gang. Det har heller ikke levnet meget tid til Elisabeth, så jeg havde glædet mig til mindegudstjenesten i Vor Frue Kirke i søndags og hele dagen var helliget Elisabeth helt og holdent. Jeg synes det var et godt arrangement og tårerne var mange hos os begge. Det var især oplæsningen af alle navnene – overvældende mange – og så genkendelsen af alle de navne på alle de børn jeg kender, men som jeg aldrig kommer til at møde. Jeg havde lyst til at kysse dem alle sammen, men det må jeg lade Elisabeth om. Bagefter var der kaffe hvor vi kunne få snakket med alle de andre forældre der også var kommet.

Om formiddagen havde vi været nede hos Elisabeth og lave et stenhjerte af de sten vi havde haft med hjem fra Kullen. Da vi var af sted på vores weekendtur, fyldte vi Kevins rygsæk, med hvad der kunne være eller hvad vi kunne bære – alle flade sten. Det blev rigtig fint. Desværre var der kun nok til selve hjertet, men ikke at fylde det ud. Men så har vi endnu en god grund til at tage af sted igen.