Nogen gange skal man bare se Amelie ...
Jeg er også hjemme i dag og sidder og skutter mig i morgenkåben. Mao ligger her mellem mine arme og putter. Det er bestemt hyggeligt og det er som om han forstår at jeg har brug for lidt ekstra omsorg i disse dage. Jeg ville ønske jeg var hjemme for at tage mig af Elisabeth, i stedet for af mig selv.
Jeg startede på arbejde for en uge siden og har allerede måtte melde mig syg. Jeg græd det meste af vejen fra arbejdet og til Elisabeths grav i mandags – bærret flød simpelthen over. Jeg måtte resignere og gå hjem og putte mig på sofaen. Her er jeg så nu og har grædt en del. Senest i telefonen, men især efter, jeg talte med min læge. Fik en tid i morgen.
Jeg var ærlig talt nervøs for om jeg var ved at løbe ind i en regulær depression, men nu har jeg lige set Amelie. ☺ Det skal nok gå.
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
