Kære lille Elisabeth
Et halvt år. Det er næsten ikke til at fatte at du i dag skulle have været et halvt år. Alt det du skulle kunne nu. Du ville have været en rigtig dejlig lille krudtugle. Vi skulle rigtig have julehygget, set julekalender og købt og lavet julegaver. Gået ture og mødtes med alle de andre babyer og mødre i en mødregruppe, vi skulle have besøgt Christine og Eliot, sunget sange og læst historier, puttet og pjattet, skiftet og badet. Vi skulle have været sammen. Jeg besøger dig stadig på kirkegården hver dag og kysser din natdragt godnat hver aften og sender dig en kærlig tanke op til himlen. Jeg elsker dig min pige og nogen dage er sorgen og savnet så ufatteligt stort, at jeg ikke kan forestille mig hvordan jeg skal leve videre. Men det skal jeg jo. Smerten nu, er forbundet med glæden fra dengang. Sådan er aftalen. (Hentet fra bogen ’Through the Shadowlands’)

Kontrasterne i mit liv er store. I går grinede jeg og havde det sjovt til julefrokost med arbejdet. Elvis kom og gav koncert og det var vidunderligt. Det var rart at blive revet med og bare nyde det. I dag er jeg trist. Trist fordi du ikke er hos mig og trist fordi jeg aldrig mere får lov at opleve den glæde det var holde dig og kysse dig og vaske dig og skifte dig og give dig flaske og vugge dig og gå tur med dig og sove i arm sammen med dig. Jeg tænker tit på artiklen om at kvinder får børn i hjernen, der beskrev, at i følge en ny undersøgelse har mødre en del af deres børn siddende i hjernen. Fostrene udskiller stamceller under graviditeten, som sætter sig i moderens hjerne og bliver en del af hende – også efter fødslen. Hvis det virkelig er rigtigt, betyder det, at du stadig er en del af mig. Hvilken skøn tanke! Jeg blev så glad og så giver det lige pludselig god mening at din nærhed føles så tydelig ... måske? Du vil altid være hos mig min kære skat, Elisabeth!