Nogen gange tænker jeg på hvordan det mon bliver for Elisabeths kommende søskende, at de har en søster de aldrig kommer til at møde. Elisabeth er en stor del af vores liv og jeg er ikke i tvivl om at hun bliver ved med at være det – og at hun givetvis vil blive en helt naturlig del af sine kommende søskendes liv. En oplevelse forleden, fik mig til at huske på hvor vigtigt det er ikke at glemme vores døde børn.

En pige fra mit arbejde har haft meget svært ved at tale med os – og i det hele taget forholde sig til dig og din historie. Jeg tænkte slet ikke på hvad der mon kunne have været grunden til denne reaktion, andet end at nogen mennesker har en stor berøringsangst. En dag hvor vi var alene, spurgte hun mig hvad jeg skulle i weekenden, og da jeg fortalte at jeg skulle til mindegudstjeneste i Vor Frue Kirke, udløste det historien om hendes egen lillesøster som døde under fødslen og som har været tabu lige siden. Hun har aldrig talt med nogen om det, så det var meget overvældende, både for hende og mig. Hendes søster hed Elisabeth og det er jo klart at vores historie har berørt hende meget mere end jeg havde kunne forestille mig. At få det fortalt var en kæmpe lettelse for hende og vi har et helt andet og specielt forhold til hinanden nu. Jeg kender hendes hemmelighed.

At være startet på arbejde igen, har jeg oplevet som meget overvældende lige i starten, men efterhånden er jeg ved at komme ind i det hele igen og er faktisk ved at finde glæden frem ved det igen. Alligevel er det stadig hårdt. Mine eftermiddage bliver fortrinsvis brugt på sofaen. Jeg er helt færdig og har ingen energi tilbage i mig når jeg kommer hjem. Jeg fortsætter med min delvise sygemelding indtil jul og regner så med at starter op på fuld tid, så må jeg se om jeg kan klare det. Heldigvis har jeg en masse ferie, som jeg bruger til en ugentlig fridag.

Jeg er også startet hos en psykolog og har været der tre gange nu. Jeg ved ikke om jeg er så god til det. Synes lidt at jeg spilder tiden og ikke når til det vigtige og eksistentielle før lige før jeg er på vej ud af døren. Mon det er noget der skal læres?