Egentlig synes jeg vi klarer dagen og vejen overraskende godt, alt taget i betragtning. Nogen gange knækker filmen dog og det gjorde den så lige i dag. Efter mange måneders venten, var vi endelig i gang igen med et nyt fertilitetsforsøg. Vi var kommet så langt at jeg skulle have taget æg ud i på onsdag – og så bliver det aflyst! Jeg havde frygtet det, men troede oprigtigt at det ville lykkes denne gang.

Jeg var top tunet parat og havde brugt en formue på akupunktur- og zoneterapibehandlinger. Jeg er SÅ træt af hormoner og indsprøjtninger på bestemte tidspunkter! Jeg spiser et hav af vitaminer og alt det rigtige mad, masser af grønsager og ingen sukker og jeg ikke så meget som dufter til alkohol – jeg kan simpelthen ikke gøre det bedre end jeg gør – og så bliver forsøget aflyst pga risiko for overstimulering. Jeg er SÅ træt af min krop og af at lægerne ikke snart kan finde ud af tæmme den, så vi kan komme videre. Denne gang havde jeg dannet så mange ægblærer, at det ikke var forsvarligt at fortsætte – og der var endda taget højde for mine eksplosive æggestokke. Jeg var blevet fulgt meget tæt og har måtte rende fra arbejdet i tide og utide for at blive scannet i de sidste par uger. Var vi fortsat, var jeg højst sandsynligt endt på hospitalet lige som sidst, så det er jo nok den bedste beslutning, mit helbred taget i betragtning. Det er bare svært at acceptere at der nu kommer til at gå 2 måneder inden vi kan komme i gang igen. Jeg er træt – meget træt af det hele og af ikke at have min elskede lille datter hos mig. Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor vi ikke kunne få lov at få beholde vores lille barn vi har drømt om i så mange år. Tænk at vi skal alt det her igennem igen og så kan vi ikke en gang være sikre på at det vil lykkes.

Nu må vi så bare se fremad – igen. Vi kan ikke rigtig gøre andet. Op på hesten igen. Jeg synes ikke jeg laver andet. Sådan har vi levet i 4 år inden jeg blev gravid med Elisabeth og havde egentlig ikke troet at vi allerede skulle sidde i suppen igen så hurtigt efter. Det var et kort eventyr. Vi fik, i et lille glimt, lov til at opleve det vi har drømt om i så mange år. Det var bestemt det hele værd og det er også det der driver os videre. Alligevel fatter jeg nogen gange slet ikke hvordan jeg stadig magter at stå op om morgenen. Lige i morgen ved jeg heller ikke om jeg faktisk magter det. Jeg har taget fri og mener bestemt jeg trænger til det.

Jeg tror på livet og på alt det gode og vi skal nok også finde glæden igen, men før der ligger en lille ny spire i min mave, som kan give os lidt håb om en fremtid, tror jeg ikke vi rykker os synderligt.

Dagens situationsrapport var ikke videre positiv – men sådan er det nu engang det står til her.