Jeg tror jeg er havnet i verdens dybeste hul. Jeg røg lige lugt ned i det dybeste hul og så lige lidt længere ... Jeg har rejst mig mange gange før, så jeg ved jeg nok også skal komme op igen, men for fanden! Jeg synes efterhånden at min kvote burde være opbrugt. Lige i disse dage kan det være svært at forstille sig at det nogen sinde vil lykkes for os. Faktisk er vi kommet dertil, at vi er begyndt at overveje om vi mon bare skulle droppe alt det her og satse på at adoptere. Der er mange aspekter i den sag og noget der kræver tid og en god mavefornemmelse. Lige nu, kan håbet om en biologisk lillebror eller lillesøster dog ligge på et meget lille sted.

Jeg har måtte blive hjemme fra arbejde i dag og har været inde på fertilitetsklinikken for at få 2 liter væske i et drop i hånden, samt en indsprøjtning med ægløsnings¬hæmmende hormon, som burde stille hele processen lidt i bero. Lige nu føles det godt nok ikke sådan. Min mave er helt udspillet af væske, så den er godt øm og kan vel nærmest sammenlignes, i størrelse, med en i 6. måned, så jeg har måtte finde mine gravidbukser frem igen. Selvom min mave ser dejlig gravid ud igen, føles det ikke sådan, skulle jeg lige hilse og sige! Puha! Jørgen var ikke glad ved situationen og undskyldte mange gange at han ikke havde tænkt på at give mig den allerede i mandags da vi aflyste det hele. Det er hvad det er. Jeg er meget mere ked af at det måtte gå så galt at vi blev nødt til at aflyse. Øv!