Det har været en sej omgang vi har måtte igennem igen. Noget jeg på ingen måde havde forestillet mig jeg nogen sinde skulle stå model til igen. Selvom det har været slemt nok, har det heldigvis ikke været lige så slemt som sidst. Jeg er over det værste smertehelvede, så nu kan jeg klare mig med lidt panodil. Men min abnorme væskefyldte mave synes ikke rigtig at have i sinde at forsvinde sådan lige med det samme. Jeg vejer stadig 68 kilo – to kilo fra min topvægt da jeg var gravid – så på det område er der bare ikke meget fremgang at spore. Det er virkelig frustrerende!
Lægerne har været meget optimistiske og har hele tiden sagt at nu vender det og når først det er vendt kan det godt gå hurtigt. Alle mine blodprøver ser fine ud og derfor har de måske givet mig lidt for meget håb om en hurtig bedring. Før weekenden troede jeg at jeg ville være hjemme i dag, men det har vidst stadig lange udsigter. Jeg tør slet ikke gætte på noget længere.
Søndag skulle jeg have stået fadder for Eliot, min venindes lille dreng, men måtte melde afbud. Jeg kan stadig ikke sidde på en stol, så en timelang gudstjeneste på en kirkebænk var det samme som tortur. Heldigvis formåede vi et kort visit om eftermiddagen. Så lige som i Erik Clausens film ‘Ledsaget Udgang’ har jeg været hjemme på orlov og nød det virkelig trods smerter og ubehag. Det var så rart at sidde lidt på terrassen og nyde det gode vejr og at besøge Elisabeth på et lille kort visit – det er godt at man kan køre næsten hele vejen.
For at blive i det Clausenses univers er jeg lige som i ‘De Frigjorte’ desuden blevet fritstillet fra mit arbejde med øjeblikkelig virkning. Det var måske lige umiddelbart lidt chokerende, men jeg kan ikke sige mig fri for at have tænkt tanken om opsigelse selv. Jeg har været en lidt ustabil arbejdskraft på det seneste og ikke følt at jeg har kunne leve op til hverken deres eller mine egne forventninger i forbindelse med mine seneste arbejdsopgaver. Min situation taget i betragtning, er det måske forståeligt nok at jeg ikke har kunne magte hvad jeg tidligere har kunne. Det har blot været svært for mig at acceptere og indse at det er sådan det hænger sammen. Set i bakspejlet burde jeg nok have forlænget min deltidssygemelding indtil jeg var helt på toppen igen. At jeg nu er indlagt og kan se frem til mindst et par ugers sygemelding var åbenbart dråben. Så nu er jeg sagt op pr. 30. april.
Jeg er ved godt mod. Nogen gange er det en opsigelse der skal til for at komme videre. Nu må vi se hvad der sker når jeg ‘Slipper hestene løs’ ... :-)
Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.
