Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.

søndag, maj 20, 2007

Elisabeths lille have var nærmest groet helt til i den tid jeg har været indlagt, så den trængte i den grad til en kærlig hånd. Den fik vi så i særlig grad brugt i dag. Vi var en tur på planteskolen og fandt nogen lave stedsegrønne planter. Tanken er, at de med tiden skal dække hele den bare jord. Den lille dværg syrenen var ved at springe ud – det betyder at det snart er Elisabeths fødselsdag ... Det har været en smuk dag. Lige nu sidder jeg her i sofaen, med Mao roligt sovende op af mine ben. Hele min krop er tung og meget træt fra dagens hårde arbejde. Mine arme fik ikke nok solcreme på, så de alene kan næsten holde resten af kroppen varm. Den forestående operation i morgen har ikke rigtig haft held til at gøre mig virkelig nervøs – heldigvis. I morgen skal slaget stå, så må vi se hvordan det kommer til at gå.