Jeg overlevede og alt gik som det skulle, bortset fra at jeg brød fuldstændig sammen på operationsbordet. Det var lige lovlig overvældende for mig at opleve det hele igen så tydeligt. Alt forgik mere eller mindre som ved mit kejsersnit. Samtidig var jeg hundeangst for bedøvelsen, som var det jeg oplevede som det mest ubehagelige sidst. Jeg kunne slet ikke holde op med at græde. Det var næsten helt uhyggeligt at opleve at være så styret af ens følelser. Der var intet jeg kunne gøre for at stoppe det. Der lå virkelig noget der jeg ikke har fået bearbejdet. Det forsinkede lige det hele en del. Puha! At vågne på opvågningen var også noget af en prøvelse. Pludselig kunne jeg kende det hele igen og det var svært for mig at være der. Jeg savnede min lille pige så det gjorde ondt. Det var hårdt. Jeg overlevede som sagt og alle har været søde og forstående, så det i sig selv, har været en god oplevelse. Især Kevin var en god støtte, som var der hele tiden til at holde i hånden. Jeg kom hjem efter tre timer og har det ok, bortset fra lidt svimmelhed og træthed. Jeg tænker på at denne oplevelse egentlig var godt i skidt – hvis man kan udtrykke det sådan. Ligesom at se frygten i øjnene ved at komme op på hesten igen, for at overvinde ens frygt, tror jeg det var godt for min angst omkring denne oplevelse at jeg fik oplevet det hele igen.