Så fik vi det famøse bryllup overstået. Puha, det holdt hårdt, men vi overlevede.

Det gik i og for sig rimeligt lige indtil middagen. Vi skulle starte med en velkomstsang som Sidse og Jan havde valgt – ‘Danmark nu blunder den lyse nat’. Det var ligesom at få en knytnæve i maven. Jeg var fuldstændig paf. Mine forældre var tydeligvis lige så forundrede. Havde de vidst det, tror jeg ikke det var blevet den sang. Jeg forsøgte at blive siddende, men det var helt umuligt at holde tårerne tilbage, så da vi nåede til andet vers, måtte jeg forlade selskabet. Jeg nåede nærmest ikke ud af døren før tårerne kom væltende. Det var så hårdt og så uforskammet af dem at vælge den sang som altid i vores hjerter vil være Elisabeths sang, efter vi sang den til hendes bisættelse. Det kunne de fandeme ikke være bekendt! Det tror jeg ødelagde resten af min aften. Vi kunne lige så godt være taget hjem. Men vi holdt ud og smilede pænt til Jans bror som jeg var blevet placeret ved siden af. Det var uhyggeligt som han mindede om Jan.

Selvom middagen var en prøvelse, så synes jeg dagen indtil da, havde været ok. Det var rart at opleve at bla flere af mine onkler spurgte til os og faktisk gad lytte, så jeg fik mig en god snak om arbejde, eller manglen på samme, levende og døde børn og at komme sig oven på en lang indlæggelse. Hold op, det var rart at opleve en lidt dybere samtale end blot sådan noget overfladisk small talk, som det hurtigt bliver til.

Jeg tror og håber Sidse og Jan havde en god dag. Der var trods alt dem det drejede sig om. Der blev taget bryllupsbilleder i skoven, grædt under talerne og danset brudevals efter bogen. De fik en masse gaver som de havde ønsket sig – bare ikke fra os ... Vi havde valgt at give et hjertetræ i en smuk krukke. Og så havde jeg desuden lavet et lille indslag under middagen, som bestod af en tale der omhandlende en kurv fyldt med hjerter, som jeg bad alle gæster hjælpe med at udfylde med gode ønsker for brudeparret og derefter hænge på hjertetræet. Desuden sad der en lille kat i kurven, med navneskilt om halsen, med et gavekort på bagsiden til en levende en af slagsen.

Jeg havde virkelig svært ved at skulle skrive den tale. Hver gang jeg prøvede endte det med at bliver noget med hvordan vi mødte Jan første gang på fødegangen osv. Hele tiden kom det til at handle alt for meget om Elisabeth. Så jeg droppede helt at skrive noget om det forgangne år og i stedet lave en fremtidstale. På den måde kunne jeg sende ønsker for fremtiden uden at rode op i vores anstrengte forhold til dem. Jeg fik det formuleret nogenlunde sådan her: ‘... på det år I har kendt hinanden er der sket så meget, at der er stof nok til at fylde et helt liv. Jeg vil lade historien stå for sig selv i denne omgang – og i stedet se lidt fremad ...’ Den endte med at blive en ok tale, sød og uden tårer.

I dag kom Kirsten, Hans og Bodil forbi til en kop kaffe og et besøg hos Elisabeth. Det er så dejligt afslappende og befriende at være sammen med dem. Jeg ville ønske vi boede lidt tættere på. Heldigvis har Kirsten e-mail og hun er god at maile sammen med. Det er som om hun har en særlig forståelse for vores situation. Det er så rart at opleve.