Jeg savner Kevin når han er på arbejde. I dag kom han meget sent hjem og var i meget dårligt humør. Sådan noget kan slå mig helt ud. Ved godt det ikke er min skyld, men jeg savner ham så meget i løbet af dagen og aner ikke hvad jeg skal stille op når han så endelig kommer hjem og det så er som om han slet ikke er her.

Efter at have talt med Tom Kjær havde jeg det for en stund meget bedre. Det var som om at min skyld blev projekteret over på lægerne. Det var deres skyld at vi skulle opleve så meget smerte og ikke mindst at Elisabeth skulle igennem et så langt og fuldstændig umenneskeligt forløb.

Nu synes jeg mine følelser omkring det er ændret til at det var lægerne der bestemte at vi skulle udsætte vores elskede barn for så meget smerte. Hvordan kunne de? Det var jo nærmest tortur! Hvordan kunne de have så meget magt at de kunne bestemme at vi ikke skulle give vores eget barn mad?!!! Det er fandeme ikke til at forstå. Nogen gange kan jeg blive så gal over at vi ikke bare bestemte selv og gav hende det mad hun så inderligt bad efter. Det gør så ondt, så ondt at vide at vi ikke gjorde det fordi lægerne sagde at det var bedst sådan. Hvordan kunne de vide det??? Det gør mig så ked af det. Tænk om vi kunne have haft vores lille pige i dag? Det er svært at vide. Måske havde hun ikke klaret det. Måske ville det have udsat hende for meget mere smerte. Måske var hun faktisk så syg som lægerne påstod. Det er svært at vide. Det er bare ikke til at fatte med min moderlige fornuft, at hvad vi gjorde var bedst for Elisabeth. Det var jo ikke godt. Hun græd jo. Vores lille pige havde ondt og vi kunne intet stille op. Vi prøvede alt hvad vi kunne for at hun skulle have det så godt som overhovedet muligt, men vi kunne ikke gøre det godt nok. Hvad end vi gjorde var det ikke det vi eller hun havde brug for. Vi ville jo bare allerhelst have hinanden.

Selvom lægerne sagde at vi gjorde det bedste for hende, så kan jeg stadig ikke overbevise mig selv. Det kan jeg virkelig ikke. Hvis det bedste var at hun skulle dø, hvorfor skulle det så ske på den umenneskelige smertefulde måde? Det var fandeme ondt for os alle tre! Jeg savner hende så det smerter og kan til stadighed slet ikke forstå at vi ikke kunne få lov at beholde hende.

Det var som om at den række læger der sad overfor os på Neonatal og fortalte os den grusomme nyhed, alle sammen var blevet enige om at vi desværre ikke kunne få hende alligevel. Vi har forsøgt i så mange år og så mange gange er vi blevet skuffet og så endelig! Og så fortryder de sgu i sidste øjeblik. Hvad fanden er meningen? Det kan de sgu ikke være bekendt. Jeg følte virkelig at de sad der med al magten og kunne bestemme over vores skæbne. Vi havde sgu da fået hende. Så kunne de da ikke bare komme og ombestemme sig og sige at det kunne vi ikke alligevel! Ja, jeg ved jo godt at tingene ikke helt hænger sådan sammen, men fordi vi har været i behandlingsverdenen i så mange år, føler man sgu næsten at det er lægernes barn og deres bestemmelse om man skal være gravid eller ej og om man skal have sit barn med hjem eller ej. Hvor ville jeg ønske at vi helt selv havde lavet hende og helt selv havde født hende hjemme hos os selv, så der ingen læger havde være indblandet og derfor heller ingen der kunne komme og give os de der voldsomme og skrækkelige beskeder som man ikke vil høre.