Da det er lige nu, for et år siden, at Elisabeth levede og var her sammen med os, er hendes korte liv og alt hvad der skete i den forbindelse meget nærværende.

For en måned siden var jeg på Herlev Hospital for at snakke med sygehuspræsten Tom Kjær. Jeg var inde i en periode, op til Elisabeths fødselsdag, hvor jeg var meget ked af det og virkelig sårbar og bare havde brug for at få snakket lidt om alt det der fyldte mit indre. Hos Tom stod døren åben og jeg kunne bare komme og vælte det hele ud på bordet, uden at være begrænset af tid eller penge (modsat den psykolog jeg gik hos et par gange i vinter). Det endte med en lang snak på over 2 timer og rigtig mange tårer. Det er længe siden jeg har grædt så meget overfor et fremmed menneske, men det var så godt! Han er helt fantastisk ham Tom! Jeg har bl.a. rodet en del med skyld omkring hvad vi gjorde, eller rettere undlod at gøre, da Elisabeth levede. Med hans hospitalsindsigt hjalp han mig til at se tingene i et andet lys. Jeg gik derfra lettet. Det var som om at min skyld var blevet løftet af mine skuldre og projekteret over på lægerne. Det var ikke os der gjorde vores datter ondt, men derimod lægerne der undlod at træde til med den rette behandling i den sidste tid og derfor deres skyld at vi skulle opleve så meget smerte og ikke mindst at Elisabeth skulle igennem et så langt og fuldstændig umenneskeligt forløb i den sidste del af hendes liv. Der burde nok være taget mere hånd om os til sidst. Tænk at vi stod med dette syge barn helt alene. Det var jo egentlig ret vildt! Vi kunne ikke give hende mad og hun græd til sidst så hjerteskærende. Hvordan kunne lægerne egentlig gøre det? I bagklogskabens lys kan jeg se at hun selvfølgelig skulle have haft meget mere smertestillende medicin. Det havde ret sikkert forkortet hendes liv, men havde måske også været bedre for alle parter.

Hvad Tom gjorde på de 2 timer, er jeg ret sikker på har hjulpet mig til hvor jeg er kommet til i dag. Man siger at det første år er det hårdeste at komme igennem. Det kan man ikke forholde sig til når man er i ‘det første år', men allerede nu er det ved at gå op for mig, at jeg faktisk er på vej ‘videre’. Det lyder så kliche-agtig at jeg næsten ikke kan få mig selv til at sige det, men ikke desto mindre er det sådan at jeg føler det. Jeg har forandret mig. Det er som om det forgangne år har været en lang forvandlingsproces. Jeg er ved at finde mig til rette i mit nye jeg.

Elisabeth fløj væk den 22. juli – om en uge for et år siden. Tiden siden hendes fødselsdag har slet ikke været så intens og svær at komme igennem som jeg havde frygtet. Det var nærmere tiden op til hendes fødselsdag der var svær. Vejret, træerne, blomsterne, duftende ... så meget mindede mig om den tid for et år siden, hvor vi længselsfulde gik og ventede på at vores lille barn skulle komme ud til os. I tiden op til Elisabeths fødselsdag i år var jeg stadig ved at komme mig over min overstimulering og en abort. Det var alt sammen meget at skulle forholde sig til på en gang. Men hendes fødselsdag var ligesom et vendepunkt. Og nu er det som om jeg er begyndt at se lysere på fremtiden. I denne tid læser vi hver dag i Elisabeths dagbog og ser billeder fra den pågældende dag. Som dødsdagen nærmer sig, er det dog som om hun glider længere væk, eller også er hun bare ved at finde sin plads? Det er meget mærkværdigt at opleve. Lige nu forstår jeg ikke hvad der foregår, men jeg følger med, da det på en forunderlig måde føles rigtigt.

Jeg er blevet fyret, men har fået en klækkelig erstatning takket være min fagforeningsadvokat. Det har på flere måder faktisk været ganske godt for mig at være blevet fyret. At vende tilbage til noget som var, er så godt som umuligt når man har oplevet en så voldsom og altoverskyggende ting som at miste sit barn. Jeg troede at det var godt at komme tilbage igen. Jeg troede at jeg fungerede fint med det og at jeg lige så langsomt sporede mig ind på hvad tidligere havde givet mig så meget. Men i virkeligheden var det nok nærmere det, at det var det eneste velkendte jeg havde at klynge mig til i denne nye verden af kaos som gav mening. Det hjalp mig ganske givet i starten, men efterhånden måtte jeg sande at jeg slet ikke kunne fungere på det samme niveau som før. Måske startede jeg for tidligt, eller måske skulle jeg simpelthen bare videre.

Jeg har skruet op for timerne i butikken og hygger mig virkelig med det. Jeg tror på fremtiden og på at der nok snart skal komme en lillebror eller lillesøster til Elisabeth. Lige nu glæder jeg mig til at møde hendes lille kusine, Emma, som efter planen skulle komme til november.

Til august tager Kevin og jeg en uge til Sverige. Vi har lejet en lille hytte i vandkanten af en af Smålands søer, Bolmen. Vi pakker bilen med et par cykler, vandresko, lidt bøger og hvad vi ellers mener vi kan få brug for og så tager vi af sted mod afslapning, kano-, cykle- og vandreture. Glæder mig.