Ting tager den tid ting nu en gang tager. Det må være mit motto fra nu af, har jeg bestemt mig for. Jeg har en eller anden mærkelig vane med at stresse over ingenting eller rettere alle mulige unødige ting. Forskellige ting jeg skal i løbet af dagen kan slå mig helt ud. Jeg bruger nogen gange unødigt meget tid på at tage en beslutning. Jeg mærker og mærker, men den der ’rigtig-følelse’ indfinder sig bare ikke rigtig. Så stresser jeg og kan bruge uforholdsmæssigt meget tid med at bestemme mig til hvilke sandaler jeg skal have. Jeg er vist ikke helt i harmoni med mig selv for tiden, for ellers ville jeg da vide det med det samme. Så kommer den der ’rigtig-følelse’ helt af sig selv. Alle beslutninger omkring Elisabeths bisættelse og hvad der ellers var af ting i den forbindelse foregik på den måde. Det var så rart. Beslutningerne ligesom bare kom til os. Den gode mavefornemmelse var med os og førte os gennem alle de svære beslutninger og derfor endte det hele med at gå op i en højere enhed. Farven på kisten, dugen den stod på i kirken, kjolen Elisabeth fik på, historien om de lille og store hare, kagen og dekorationen på urnen. Det føltes næsten som var vi et med hele universet i den tid. På dagen for bisættelsen bragede solen ned fra en skyfri himmel og alle var ved at smelte af varme. Dagen efter regnede det. Det samme gentog sig ved urnenedsættelsen. På dagen skinnede solen og dagen efter regnede det. I det hele taget har det været billedet på Elisabeths alt for korte lille liv. Mens hun var her hos og fyldte os med den største kærlighed jeg endnu har mærket, skinnede solen. Dagen efter hendes død begyndte det at regne og det regnede og regnede som om hele verden græd med os. Det var meget symbolsk og næsten ikke til at fatte. Der fornemmede man virkelig hvordan alt hænger sammen. Vi var en del af det.

Denne sommer har været en tydelig kontrast til sidste års sommer. Vores første sommer uden Elisabeth. Og hvilken en! Hele universet har grædt med os i år. I dag for et år siden sad jeg her på hendes værelse og læste den ene historie for hende efter den anden. Den jeg husker bedst var ’Fuglene året rundt’. Vi stoppede ved ’juli’ og jeg lovede at læse de næste kapitler i de følgende måneder. Dem fik hun ved graven for det blev den sidste aften vi fik sammen. Jeg må have vidst det. Det var en smuk aften. Jeg var ulykkelig, men samtidig lykkelig og taknemmelig fordi jeg fik lov. Jeg fik lov at sidde her på hendes værelse og læse godnathistorier. Jeg elskede og nød det simpelthen fordi jeg fik lov og samtidig var det så frygtelig smertefuldt fordi jeg vidste at det snart var forbi. Det gjorde ondt at skulle nyde så meget på forhånd. Nu sidder jeg her igen. På årsdagen for den sidste aften vi fik sammen. Jeg elsker hendes værelse. Her er simpelthen så hyggeligt. Det er nok det rum jeg holder mest af. Jeg kigger på væggene og mindes hvert et lille hjørne vi har været i med malerpenslen, hylderne vi satte op, lampen i loftet, billederne på væggen, puslebordet, vuggen – alt det vi gik og forberedte mens Elisabeth lå godt trygt i min mave og bare ventede på at blive stor nok, så hun kunne komme ud og bruge det hele. Tænk at hun faktisk fik lov. Tænk at hun faktisk har ligget lige der i vuggen. Tænk at hun har ligget lige der på puslebordet. Tænk at hun har ligget lige her i mine arme. Det er næsten ikke til at fatte, men ikke desto mindre sandt. I stedet for Elisabeth ligger hendes lille lam i mine arme mens jeg sidder her og skriver. Det lam hun fik fra USA den jul hun stadig lå i min mave. Den er så kært og var hendes første bamse. Nu ligger den her og sover i mine arme ligesom Elisabeth gjorde.

I dag for et år siden kom min far forbi for at hilse på lille Elisabeth og være lidt sammen med os. Vi gik en tur sammen ned til broen over åen. Husker stadig at vi stod på broen meget længe og bare kiggede på vandet den strømmede af sted neden under mens Elisabeth lå i barnevognen. Det blev vores allersidste tur sammen. Vi gik den igen i dag, bare Kevin og mig. Ikke helt den samme, for vi havde været nede på kirkegården først, men på vej tilbage gik vi over broen og stod lidt inden vi gik videre ned forbi tennisbanerne, forbi honninghjørnet og forbi Bredeværket. Da vi gik der sidste år mødte vi moster Sidse som var på vej op for at besøge os på sin tur hjem fra arbejde. Det gjorde hun tit i den tid Elisabeth levede. Hun havde lidt kage med som vi spiste på terrassen.

I morgen er det heldigvis søndag og vi skal ikke andet end at være sammen, holde om hinanden, plukke blomster på engen og besøge Elisabeth. I aften er vi bare stille sammen og har tændt lys for Elisabeth som skal brænde hele natten. Så ved hun hvor vi er. I dag købte vi blomster til hende – en lille solsikke til vores lille solpige. I morgen plukker vi engblomster på vejen ned for at besøge hende. Engblomster skal hun have. Det fik hun også med i kisten og dem plukkede vi til hende den første tid efter hun døde lige indtil de forsvandt sammen med alle de hvide engsommerfugle. Havde Elisabeth fået lov til at vokse op og blive en stor pige, er jeg sikker på at hun ville have nydt at gå tur på engen og plukke blomster til sin mor og far. Nu plukker vi dem i stedet til hende.

Sommeren er Elisabeths. Det vil den nok altid være. Denne sommer har været en tom sommer. Jeg ved vi stadig er midt i den, men jeg føler næsten den er ved at være forbi. Det er som om sommeren sidste år forsvandt med Elisabeth og derfor er denne også ved at være slut da det er ved at være slut for ’Elisabeth-tid’.