Vi er lige startet ferie. Det er virkelig dejligt, både fordi vejret ser ud til at være med os, men især fordi Kevin holder 3 uger i år. Det er mange år siden han har gjort det. Vi har planlagt hus/have-projekter i den første uge. Anden uge tager vi til Sverige, hvor vi har lejet en lille hytte i vandkanten af den store sø, Bolmen. Den tredje uge havde vi tænkt os at leje turister i vores egen by. Der er så mange ting vi aldrig har fået set og gjort. København er faktisk en helt fantastisk by. Det glemmer man lidt og tager ofte i stedet for til London eller Paris. I år bliver vi i København. Det er også noget billigere – en ting der også spiller ind nu jeg er blevet ‘arbejdsløs’.

Jeg synes jeg kan mærke en forandring hos mig selv nu her efter 1 årsdagen for Elisabeths død. Jeg overmandes stadig af dyb sorg ind i mellem, men det er alligevel som om glæden så småt er ved at indfinde sig igen. Det er rart. Vi har det godt sammen – Kevin og jeg – men vi ville være endnu gladere om vi snart kunne kalde os forældre til et levende barn. Det er så hårdt at være tomhændede. Det bliver ekstra tydeligt på en aften som i går hvor vi var til vejfest. Selvom vi efterhånden snart har boet her i 2 år, er der stadig mange på vejen som vi aldrig har set og derfor heller ikke har snakket med. Spørgsmålet: ‘har I børn?’ har jeg efterhånden fået stillet nogen gange på det seneste og det virker altid som to verdener der tørner sammen når jeg fortæller at vi havde en lille datter, som desværre ikke lever mere. Derefter kan det være svært at fortsætte den snak, da vi ikke deler samme erfaringsgrundlag. Mange spørger måske til hvorfor hun døde og så bliver der gerne skiftet emne. Det er svært og noget de fleste åbenbart har meget svært ved at forholde sig til.

Vi havde en håndværker på besøg forleden dag, som skulle se på vores antenne og installationer. Ham kunne jeg jo egentlig bare have valgt at sige ‘nej’ til, da han spurgte. Selvom det nogen gange ville være det nemmeste, ville det være ligesom ikke at anerkende vores datter, så det er noget jeg simpelthen ikke kan få over mine læber. Hun var her jo og hun var og vil altid være vores lille pige. Hun skal nævnes og fortælles om. Derfor fortalte jeg om hende til håndværkeren og han blev tydeligvis berørt af historien. Han havde selv en lille datter på 2 1/2 år, så det kom på en eller anden måde ret tæt på kan jeg forestille mig. Han var vel i fyrrerne vil jeg tro, så en lidt gammel førstegangs far og han sagde da også at han altid havde forestillet sig at han skulle have en masse børn, men at det bare ikke var gået sådan. Tingene går ikke altid som man tror og forventer her i livet.