Min intention med denne side er, at fortælle historien om min lille sommerfuglepige, hvordan hun blev til, hendes alt for korte liv og sorgen der fulgte efter hendes død. Siden vil sandsynligvis være i stadig forandring og udvikling.

mandag, juni 09, 2014


I dag fejrede vi dig så igen. I år på årets smukkeste dag. Årets smukkeste aften. Helt stille og skyfri har den været. Den gang for 8 år siden, var jeg verdens lykkeligste. Jeg mødte dig for første gang. Lykkeligt uvidende om den grumme skæbne der ventede os. I dag oplevede jeg et lille glimt af den lykke sammen med dine søskende, som sang fødselsdagssang for dig og havde plukket blomster til dig. De er så søde og snakker tit om dig. I dag spurgte de flere gange om Elisabeth kunne se dem. Det tror jeg faktisk at du kunne. Jeg tror på at du tit er hos dem. Du ville have været verdens bedste storesøster! Kys til dig min allerdejligste lille skat!